Forebyggelsen og den nye ulighed

Statsminister Anders Fogh Rasmussen lancerede i sin åbningstale til Folketinget begrebet »den nye ulighed«. Det er den ulighed, der ikke bunder i økonomiske forhold, men i manglen på livschancer på grund af sociale, uddannelsesmæssige eller kulturelle kompetencer. Eller på grund af uligheden i sundhed. Statsministeren bebudede, at regeringen i den kommende periode vil forstærke indsatsen for at forebygge sundhedsmæssige problemer blandt de udsatte grupper. Regeringen vil udarbejde en national handlingsplan med klare mål for at forebygge usund levevis.

Det kan vi kun opfatte som et klart signal fra regeringschefen om, at den kommende forebyggelseskommission, som er en del af udmøntningen af kvalitetsreformen, skal arbejde med en meget kort tidshorisont, og at den kommer til at arbejde med et bredt mandat. Hvis der skal sættes alvor bag erklæringen om at tage livtag med uligheden i sundheden, kræver det, at man går langt bredere og grundigere til værks, end det er set i forebyggelsesindsatsen indtil nu. Med den just overståede uge 40 in mente, så skal vi sætte meget mere bastant ind over for usund livsstil. Politikerne skal bruge de værktøjer, vi godt ved virker, og vi skal som læger være med til at rykke grænserne.

Vi skal, som det er blevet udtrykt i løbet af ugen, have alkoholen oftere på bordet under læge-patient-kontakten. Det er lægen, der som en naturlig del af en samtale kan bringe et muligt misbrug på banen og rådgive om det. Til gengæld skal det offentlige, og her er der nu tale om kommunerne, have et forbedret tilbud om alkoholafvænning. Det er uacceptabelt, når vi nu hører, at kommunerne ikke har tid til at påtage sig denne opgave. Vi har allerede en række eksempler på, at indsatsen mht. til forebyggelse og rehabilitering ruller baglæns efter, at kommunerne har overtaget den. Det er en trussel mod den forstærkede indsats mod uligheden i sundhed, og det er en utilsigtet negativ konsekvens af strukturreformen, som regeringen må forholde sig til.

Men hensyn til rygningen må regeringen også gå videre end det halvlunkne forbud mod rygning i det offentlige rum, som netop er gennemført. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Vi ved fra irerne, at deres skrappe forbud allerede har målbare positive sundhedsmæssige konsekvenser. Beskatnin-gen skal også bruges, og undskyldningen om en forøget grænsehandel med dette eller hint produkt kan kun besvares med, at så må man tage skatteniveauerne med til Bruxelles og arbejde for en harmonisering, så giftskatterne kommer op på et højt fælles europæisk niveau.

Omvendt kan vi fra de andre europæiske lande se, at differentierede momssatser på fødevarer sagtens lader sig administrere og er med til at regulere forbruget. Livsstilsproblemet omkring kosten og den støt voksende fedmeepidemi blandt unge mennesker er et af vores allerstørste sundhedspro-blemer med potentiale til overfyldte lægekonsultationer og sygehuse i fremtiden. Der må sættes bredt ind på skoler, institutioner og arbejdspladser med sund kost og mere motion, og også momsen skal bruges for at regulere forbruget. De seneste meldinger tyder på, at der er ved at være et politisk flertal for dette, så vi behøver ikke vente på en kommission. Men det vil også indgå som et naturligt element i et bredt mandat omkring en national handlingsplan for forebyggelse.