Forebyggelsens dilemma: Hvem har egentlig ansvaret?

Der sker meget omkring forebyggelse i denne tid. Højere fart på motorvejene, lavere afgifter på spiritus og tobak, medarbejderskat på sundhedsfremme på arbejdspladserne, for slet ikke at tale om seksualoplysning: må der oplyses om dyre- og toiletsex?

Mange interesser er på spil, og det er indlysende, at der bag de enkelte initiativer ligger andre hensyn end forebyggelse. Derfor er billedet unægtelig flimrende.

Regeringens folkesundhedsprogram Sund Hele livet [1] indeholder gode elementer, men set i forhold til den målrettede indsats for at nedbringe ventelisterne på udvalgte operationer er forskellen slående. Her er snævre tidsgrænser, detaljeret overvågning af hvert amt og akkordlignende økonomisk styring i et omfang, vi ikke har set før.

Folkesundhedsprogrammet er derimod et idekatalog, som man kan lade sig inspirere af - eller lade være. Der er intet forpligtende samarbejde. Alle aktører kan gøre, som de vil. Går det højt, har Sundhedsstyrelsen måske en pulje på nogle få millioner til indsatser mod fedme, selvmord, manglende motion eller andre af de store folkesundhedsproblemer. Enhver kan gå ind på styrelsens hjemmeside og se, hvorledes den efter bedste evne søger at få en linje i uddelingerne, men resultatet er »alt godt fra havet«. Det betyder, at der ikke opbygges systematisk viden, og at det er temmelig tilfældigt, om der opnås resultater, der kan bruges til noget. Samlede evalueringer foretages i bedste fald af private konsulentfirmaer, og de producerer jo ikke evidens i videnskabelig forstand. Noget systematisk udviklingsarbejde i forhold til folkesundhedsprogrammet er der ikke tale om. Vi kan med andre ord starte forfra igen og igen.

Det kan gøres anderledes og bedre. Vil befolkningen det? Det korte svar er ja. Statens Institut for Folkesundheds løbende undersøgelser af befolkningens sundhed og sygelighed siden 1987 [2] viser tydeligt en markant stigende interesse for at leve sundt både blandt mænd og kvinder. Dagligdagen viser det også gennem myriader af små og store initiativer. Beslutningen i Brøndby og Roskilde om totalt rygeforbud på kommunale arbejdspladser er et eksempel. Det samme gælder rygeforbud i flere af de store indkøbscentre. Fastfood-kæder tilbyder nu fedtfattig kost, og store motionskæder uddanner deres instruktører efter »motion på recept«- konceptet. Patientforeningerne bruger mange resurser på forebyggelse og sundhedsfremme.

I stort set alle miljøer i befolkningen vinder sundhedsinteressen frem - og det er denne bevægelse, der vil være motoren fremover. Udfordringen er nu, hvorledes denne udvikling kan styrkes bedst muligt.

De nationale aktører må på banen. Folkesundhedsprogrammet kan være rammen, og i de årlige økonomiforhandlinger mellem stat, amter og kommuner må der indgås forpligtende aftaler om, hvad der skal opnås. Hvorfor ikke lave aftaler om f.eks. landsdækkende rygestoptilbud og rehabiliteringsprogrammer for diabetespatienter, patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom og hjertepatienter? Hvorfor ikke lave aftaler om sundhedsundervisning og fysisk aktivitet i folkeskolen? Vi kan sagtens give sådanne aftaler et konkret indhold, vi kan basere dem på evidens, og vi kan måle, i hvilken grad aftalerne opfyldes - præcis som i ventelisteprojektet.

Der må gennem lovgivning etableres en klar arbejdsdeling mellem stat, amter og kommuner. Nogle kommuner er aktive, andre ikke. Nogle amter satser mere på forebyggelsen end andre, og man satser på forskellige områder. Det hele minder lidt om en tandemcykel uden kæde. Alle træder i pedalerne efter bedste evne eller lyst, men det rykker ligesom ikke rigtig. Man kan kun udtrykke håbet om, at den kommende strukturreform får klaret dette åbenlyse problem. På regionalt niveau skal der etableres forebyggelsesafdelinger, hvis opgaver er udviklings- og forsøgsvirksomhed, uddannelse, koordination og lignende. På kommunalt niveau skal der etableres forebyggelsesafdelinger, der primært har driftsopgaver. Sådanne afdelinger kan samarbejde inden for regionerne, og regionerne kan stå for samarbejdet med de nationale myndigheder. Her vil det være et fremskridt, hvis puljemidler fremover anvendes strategisk med henblik på at opnå praktisk evidens. Det bør ske i tæt samarbejde med forskningsverdenen.

Der er spørgsmålet om resurser. En oprustning af forebyggelse kræver selvfølgelig flere midler. Set i forhold til sundhedsvæsenets samlede udgifter er det ikke store beløb - måske 1-2%. Man kunne vælge at sige, at vi over de næste fem år skal op på 1 mia. kroner til forebyggelse af folkesygdommene, og at man hvert år indgår aftaler mellem stat, regioner og kommuner om, hvad pengene skal bruges til. Det svarer til halvdelen af udgiften til hjertemedicin i 2002 eller budgettet for et større sygehus. Eller to tredjedele af »Løkkeposen« i 2003.

Korrespondance: Lars Iversen , Ribe Amt, Sorsigvej 35, DK-6760 Ribe.
E-mail: li@ribeamt.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet