Skip to main content

Forebyggende statinbehandling sygeliggør danskerne

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

21. jan. 2013
2 min.

Danskere bliver sygeliggjort, når de år efter år efter år - ja resten af livet - skal spise kolesterolsænkende medicin for at mindske en lille risiko for at få iskæmisk hjerte-kar-sygdom.

Det mener flertallet i den rundspørge, Ugeskrift for Læger har foretaget blandt de læger, der deltog i den ophedede kolesteroldebat i 2012.

»Lægers opgave er ikke at få folk til at føle sig syge, men at trøste, lindre og helbrede det, som patienterne kan mærke, at de fejler«, siger formand for de Praktiserende Lægers Organisation, Henrik Dibbern.

Han støttes af praktiserende læge, medlem af Etisk Råd Lotte Hvas. Hun har skrevet disputats om risikotænkning og medicin til raske.

»Mange raske vil påtage sig patientrollen: Det vil sige for eksempel gå til lægekontroller og spise medicin og i øvrigt ikke føle sig helt o.k. Men der vil også være nogle, der ikke bliver sygeliggjort«.

I Lotte Hvas' optik defineres sygeliggørelse som »en person, der føler sig rask, af en anden part får at vide, at han/hun har en sygdom, et forstadium til en sygdom eller en risikofaktor for at udvikle en sygdom, og derved får en følelse af at være syg. Herved bliver individet gjort til patient og vil kunne påtage sig patientrollen«.

Også forskningsleder på Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet, professor Jens Søndergaard, er delvis enig:

»Man kan sige, at de danskere, der ikke ville have fået hjerte-kar-sygdom, selvom de ikke var behandlet med statin, har vi sygeliggjort. Men vi ved jo ikke, hvem det er. Tilsvarende ved vi heller ikke, hvem der har haft gavn af statinbehandlingen.

Formand for Dansk Selskab for Almen Medicins arbejdsgruppe, der skal opdatere behandlingsvejledningen for forebyggelse af hjerte-kar-lidelser, professor Bo Christensen er ikke så bekymret for sygeliggørelsen:

»Der er ikke megen dokumentation for sygeliggørelse i de undersøgelser, jeg har set. Det er mere en holdning, som fremføres igen og igen, så man næsten tror, at det er sandheden«, siger han.

Bo Christensen påpeger, at det vigtigste er, at patienten inddrages i beslutningen og træffer valget på baggrund af egne værdier.

Børge Nordestgaard, der i årevis har forsket i kolesterol, giver meget for argumentet om, at den primære profylakse sygeliggør folk:

»Det er jo bare en lille pille stort set uden bivirkninger, nøjagtig som en vitaminpille. Er man syg, fordi man spiser en vitaminpille. Statiner behandler ikke sygdom, men reducerer årsagsfaktoren kolesterol i blodet og reducerer derved risikoen for alvorlig sygdom i fremtiden og unødig tidlig død, siger han.