Skip to main content

Foreningen af praktiserende speciallæger - repræsentantskabsmøde

FAS-redaktør Jesper Brahm, j.brahm@dadlnet.dk

1. nov. 2005
4 min.

Formandens beretning, som var Jørgen Meiboms sidste formandsberetning, var bl.a. koncentreret om den netop indgåede overenskomst med Sygesikringens Forhandlingsudvalg. Formanden slog fast, at det er en god overenskomst. Neden for er der korte uddrag af beretningen og den efterfølgende debat.

Moderniseringer, knækgrænser, gebyrer og honorarer

I overenskomstperioden afsættes i alt 21 mio. kr. til faglig modernisering af specialerne, følgerne af omsætningsbegrænsning i fuldtidspraksis (knækgrænser) reduceres med 4 mio. kr. årligt fra 1. januar 2007, og den gældende reguleringsordning videreføres uændret. Speciallægen kan opkræve et udeblivelsesgebyr, der indføres honorarer for faglig telefonisk rådgivning, e-mail-konsultation, og klinikpersonales selvstændige udførelse af ydelser.

It

Den 1. januar 2007 skal alle fuldtidspraktiserende være på it. For deltidspraktiserende er skæringsdatoen 1. juli 2007.

Moms på lægeerklæringer

Som led i EU-harmoniseringen pålægges FAPS' medlemmer at opkræve moms på lægeerklæringer, som ikke beskæftiger sig med diagnosticering eller behandling af patienter. En endelig redegørelse fra Told & Skat er på vej. Der er dog sat en bagatelgrænse på 50.000 kr., men overstiger ens indtægt dette beløb, bliver man momspligtig, med hvad deraf følger. Ikrafttrædelsestidspunktet er udskudt til april 2005. Foreningen har sammen med P.L.O. udarbejdet en vejledning vedrørende momsregistrering, som lægges på hjemmesiden snarest, og der bliver bragt en artikel om det i Ugeskrift for Læger.

Efteruddannelse

Tilskudsberettiget efteruddannelse udvides fra fem til syv dage om året. Formanden understregede vigtigheden af, at FAPS' medlemmer både har ret og pligt til at efteruddanne sig. Udbetalingerne fra fonden viser, at forholdene er klart bedre, men ikke særligt sammenlignet med sidste år. Formanden pegede på det helt uforståelige i, at der fortsat er medlemmer, som ikke udnytter den kompensation, som fonden yder. Der er også stadig alt for få medlemmer, der benytter sig af databasen for efteruddannelse.

Relationer til de øvrige del- og erhvervsforeninger

Der var en klar udmelding om, at FAPS ønsker at udbygge samarbejde med Lægeforeningens øvrige erhvervs- og delforeninger, og at FAPS betragter FAS som en delforening, der - som paraplyorganisation - samler speciallægernes erhvervsforeninger i en enhed. FAPS følger opmærksomt Overlæge-foreningens udmeldinger om at forny FAS' struktur. FAPS medvirker gerne til at modernisere strukturen, men er også tilbageholdende med at ændre FAS. FAPS mener stadig, at FAS' nuværende struktur er den bedst mulige. FAPS' svar på de 10 spørgsmål, som FAS har stillet til erhvervsforeningerne, er i overensstemmelse med den holdning.

Debat af formandens beretning

Der var en livlig debat om flere emner i formandsberetningen. Bl.a. Peter Poulsen (otologi) og Niels Henrik Nielsen (otologi) ønskede en opklaring af, hvornår personalet kan udføre opgaver, uden at speciallægen er til stede. Som hovedregel skal speciallægen være til stede! Der er dog visse undtagelser, hvor klinikpersonalet kan udføre opgaver, typisk af teknisk karakter som f.eks. laboratorieprøver, uden speciallægens tilstedeværelse. Ordningen har hentet inspiration fra P.L.O., hvor den fungerer tilfredsstillende ifølge formanden for P.L.O., Michael Dupont.

Flere gav udtryk for bekymring over indførelsen af udeblivelseshonorar, og spørgsmål som, hvordan en opkrævning skal effektueres, trængte sig på. Ordningen er et pålæg fra Sundheds-ministeriet. Det er en forudsætning, at patienten forudgående og senest ved tidsbestillingen er blevet gjort udtrykkelig opmærksom på, at »ikkeundskyldelig« udeblivelse kan medføre gebyr. FAPS anbefaler, at speciallægen i sit kliniklokale opsætter et skilt med besked om gebyret. Gebyret er et anliggende mellem speciallægen og patienten.

Honorar for faglig telefonisk rådgivning til alment praktiserende læge svarer til et halvt honorar for 1. konsultation. Rådgivningen medfører journal-føringspligt. Samme pligt gælder for e-mail-konsultation, som honoreres med 60 kr.

Lars Bjørn Rasmussen fremhævede, at der var langt større problemer, som tårnede sig op i den nære fremtid. Kommunalreformen, sammenlægninger og omlægninger stiller store krav til medlemmerne, og det er vigtigt at gøre sig parat til de forestående ændringer. Det kan ikke ske tidligt nok!

Valg af revisorer og medlemmer til FAS' fonds bestyrelse

Statsautoriseret revisor Erik Lund genvalgtes som revisor, og som lægelig revisor nyvalgtes Niels Munk-Jensen. Til FAS' fonds bestyrelse valgtes Jørgen Meibom og Aksel Otkjær Nielsen efter indstilling fra bestyrelsen.

Den nye bestyrelse

Efter repræsentantskabsmødet konstituerede den nye bestyrelse sig med Peter Haahr (otologi) som formand og Anders Bak-Christensen (kirurgi) som næstformand. Nyvalgte til bestyrelsen er Hanne Boje Rasmussen (dermatovenerologi), Lisbeth Serup (oftalmologi) og Hans-Henrik Ibfelt (medicin, tidligere observatør i bestyrelsen). Mikkel Holmelund (otologi) indtræder som observatør på den plads, som formandsvalget frigør.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Hans Ersgaard og Niels Siebuhr. Observatører er Anders Glenthøj og Lisbeth Kroon (deltidspraksis).

Honorering af FAPS' bestyrelse

Repræsentantskabet tilsluttede sig et forslag om at åbne for en honorering af alle medlemmer af FAPS' bestyrelse. Man vedtog som konsekvens heraf en kontingentstigning på 250 kr., så det årlige kontingent fra år 2005 bliver 2.250 kr.