Skip to main content

Forhandlingerne mellem PLO og Region Hovedstaden om 1813 brudt sammen

Det er slut for Region Hovedstaden og PLO med at forhandle om en ordning, hvor de praktiserende læger kan deltage i hovedstadens enstrengede, visiterede akutsystem med 1813-telefonen som omdrejningspunkt.

18. maj 2015
2 min.

Onsdag aften opgav Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Region Hovedstaden at nå til enighed om en model for, hvordan de praktiserende læger kan deltage i 1813-systemet i Region Hovedstaden.

"Vi har tilbudt regionen en helhedsløsning, hvor vi overtager ansvaret for telefonvisitationen og behandling. I denne model har vi forsøgt at integrere helhedsløsningen i den enstrengede struktur, som Region Hovedstaden allerede har etableret med 1813. Vi kan imidlertid ikke indgå en aftale under den forudsætning, at vi som selvstændige erhvervsdrivende giver afkald på ledelsen af arbejdet”, siger Christian Freitag, formand for PLO, på læger.dk.

Han gør dog opmærksom på, at der ikke er ondt blod mellem parterne.

"Vi har haft en god forhandling i en tillidsfuld tone, og vi forlader hinanden uden at smække med dørene. Vi må dog konstatere, at vi ikke er enige om den overordnede ramme", siger han.

Den struktur, som PLO foreslog, ville efter regionens mening skabe et "system inde i systemet", som den ikke ønskede.

"Hvis vi gav dem (de praktiserende læger, red.) hele den eksklusive ret til at stå for 1813, så ville vi reelt skabe et nyt system inde i det eksisterende akutsystem. Flere systemer betyder flere faggrænser, mere besvær og større risiko for fejl. Jeg vil hellere nedbryde faggrænserne og gøre tingene enklere for borgerne og vores ansatte, ikke mere besværlige”, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, på læger.dk.