Skip to main content

Forhandlingerne for overlæger og sygehuslæger i krise?

Steen Tinning, Formand for Overlægeforeningen

2. nov. 2005
2 min.

Kravene kan sammenfattes i få overskrifter:

  • Alle overlæger skal gå i vagt, og overlægernes kompensationsfrihed skal bortfalde.

  • Alle overlæger skal have pligt til at arbejde - hvor som helst - når som helst - både i og uden for amtet - og kravet om, at der skal foreligge en stillingsbeskrivelse ønskes afskaffet.

  • Tjenestemandsansættelserne skal afskaffes, og specialeansvarlige overlæger fjernes fra aftalen om lægelige chefer.

Nu er det jo ikke ualmindeligt, at arbejdsgiverne stiller krav, som er helt ude af trit med det virkelige livs realiteter, men denne gang har kravene været ledsaget af en række presseudfald vendt mod overlægerne.

Amtsrådsforeningen har samtidigt udsendt en vejledning til amterne om iværksættelse af ventelisteprojekter m.m. bl.a. som led i regeringens finanslovsaftale. I vejledningen til amterne konstateres bl.a., at andre personalegrupper som f.eks. sygeplejersker har krav på dobbelt overarbejdsbetaling ved sådanne ekstraordinære projekter, mens overlægerne ikke er berettiget til betaling overhovedet. En overlæge, der gennem længere tid er pålagt større overarbejdsmængder, kan dog naturligvis rejse merarbejdssag med udsigt til efter et par års forhandling at få betaling for nogle af timerne. Amtsrådsforeningen har samtidig klart signaleret, at man vil gøre alt, hvad der er muligt, for at fjerne Overlægeforeningens grundlag for at støtte medlemmerne ved lokale forhandlinger.

Vi har i forhandlingerne været undrende over for Amtsrådsforeningens holdning til overlægerne. I en situation, hvor fælles indsats til gavn for patienterne burde være åbenbar, virker det påfaldende, at arbejdsgiverne lægger op til en konfrontation, der giver stærke mindelser om 1981.

De kommende ugers forhandlinger må vise, om arbejdsgiverne søger konflikt eller ønsker at indgå i reelle forhandlinger med henblik på at løse problemerne i sundhedsvæsenet. Indtil denne afklaring foreligger, vil det nok være klogt af overlægerne på de enkelte afdelinger ikke at binde sig til projekter eller påtage sig funktioner og ekstra opgaver, selvom vi alle ønsker at bidrage til afvikling af ventelister og stadig forbedring af sundhedsvæsenet.