Skip to main content

Forhandlingssituationen på det (amts)kommunale arbejdsmarked

FAS' Sekretariat

2. nov. 2005
3 min.

Hermed var forhandlingerne brudt sammen, og dagen efter konstaterede AC og Amtsrådsforeningen, at også deres forhandlinger var brudt sammen. Dermed var alle organisationernes specielle forhandlinger med arbejdsgiveren suspenderet.

Forhandlingerne stoppet

Derfor er FAS' forhandlinger med Amtsrådsforeningen om overlæger og sygehuslæger stoppet, og det er også tilfældet for FAS' forhandling med Kommunernes Landsforening om kommunallægerne.

Årsagen til sammenbruddet afhænger af de øjne, der ser på de emner, man forhandlede om, og af de krav, man har prioriteret højt. De to parter var ikke langt fra hinanden, hvis man ser på den samlede økonomi, men for AC-organisationernes vedkommende var der ikke tilfredshed med arbejdsgivernes holdning til gennemførelsen af ny løn.

Ny løn

Alle AC-grupper er på ny løn, og kun overlægerne og sygehuslægerne er det ikke, men det var FAS' og AC's krav, at de nu skulle over på ny løn, fordi forhandlingssystemet fremover næppe vil tage hensyn til grupper, som ikke er på ny løn. Men AC-organisationerne er ikke udelt tilfredse med de kommunale arbejdsgiveres administration af ny løn. Forhandlere og enkeltmedlemmer kan berette, at arbejdsgiverens indsats i konkrete forhandlinger i mange tilfælde har bestået i at fortælle, at der ingen penge er til forhandling.

Organisationerne er ikke involveret i den amtslige og kommunale budgetlægning, og de sidder heller ikke med ved bordet, når amter og kommuner aftaler de økonomiske rammer for deres virksomhed med finansministeren.

Derfor kan AC-organisationerne ikke umiddelbart sige ja til de kommunale arbejdsgiveres krav om en forøgelse af den del af aftalerammen, som skal forhandles lokalt. Man risikerer bare at få endnu flere beskeder om, »at det er der ingen penge til!«

Varsling af konflikt

Når forhandlingerne bryder sammen, ophører forhandlingsfællesskabet i KTO - forhandlingssammenslutningen af Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte - men fredag den 8. februar vedtog organisationerne i KTO på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde at bemyndige KTO til fortsat at varetage forhandlinger med de kommunalarbejdsgivere; en forhandling, som sandsynligvis vil komme til at foregå i Forligsinstitutionen.

For det næste skridt vil være at varsle konflikt over for de kommunale arbejdsgivere. Torsdag den 7. februar gav AC's bestyrelse formanden og Forhandlingsudvalget for den offentlige sektor mandat til snarest at varsle en konflikt og i øvrigt til at koordinere planlægningen af en konflikt.

FAS er i tæt samarbejde med FAYL i færd med at registrere antallet af overenskomstansatte medlemmer på sygehusafdelingerne, dvs. både overlæger, sygehuslæger, afdelingslæger og reservelæger. Man vil også tage kontakt til de øvrige organisationer med medarbejdere på sygehusene, først og fremmest Dansk Sygeplejeråd og Foreningen af Offentligt Ansatte (FOA). Når der foreligger forslag til de afdelinger, der skal indgå i en konflikt, og AC's forhandlingsudvalg har besluttet at varsle konflikten, vil medlemmerne på de berørte afdelinger blive orienteret.

Planlægningen af konfliktens omfang vil ske i tæt kontakt med FAYL's amtsreservelægerådsformand og Overlægeforeningens amtsrepræsentanter. Det er et stort apparat, der skal sættes i værk for at planlægge en arbejdskonflikt, og det er et endnu større, der skal til for at køre en konflikt. En konflikt vil først kunne træde i kraft den 1. april, og den skal varsles 4 uger før, men AC's bestyrelse har som nævnt givet forhandlingsudvalget mandat til at varsle hurtigst muligt.