Skip to main content

Forløbstider på kræftområdet bliver nu dokumenteret

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

16. mar. 2012
2 min.

Hvor svær kan det være at dokumentere, at danske kræftpatienter kommer i behandling inden for den tidsfrist, der er fastsat i loven?

Rigtig svært, hvis du spørger regionerne.

I de mere end fire år, hvor der har eksisteret kræftpakker, er det ikke lykkedes regionerne at sikre et robust, validt og ensartet dokumentationssystem, så danske borgere - og sundhedspolitikere - får vished for, at de 6,8 skattemilliarder, der er brugt i perioden 2007-2010, også har givet bedre og hurtigere kræftbehandling, og overholdt de ventetider, som patienterne var blevet lovet.

Men nu lover Sundhedsstyrelsen, at det system kommer, der kan dokumentere, at regionerne levere den lovede kræftbehandling til tiden.

På et møde i Sundhedsstyrelsens Taks Force fredag, blev det vedtaget, at 1. oktober i år begynder alle hospitaler at monitorere forløbstider i kræftpakkerne.

»Så fra årskiftet vil alle kunne se, hvilke kræftpakker, der kører, som de skal. Og hvilke regioner, der leverer varen«, siger Søren Brostrøm, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen og medlem af Task Force.

Efterfølgende vil regionerne begynde at overvåge, om også de maksimale ventetider overholdes.

De fire nye koder, der skal registreres, kommer efter massiv kritik fra Rigsrevisionen. Ingen har kunnet påvise, om de mere end fem milliarder kroner, der er postet i kræftområdet siden 2007, reelt har givet hurtigere og dermed også bedre kræftbehandling. Særligt, fordi ingen har kunnet påvise, om patienterne kommer til inden for de fastsatte tidsgrænser.

Fire nye koder

Ifølge Søren Brostrøm vil de nye registreringer ikke være en unødig stor belastning for lægerne:

»For det første er det fire nye koder, der skal implementeres, så vi kan ikke se det store problem i det. For det andet er det regionernes ansvar at sikre, at kodningen vil blive udført. Men om det er en læge, en sygeplejerske eller lægesekretær, der står for kodningen interesser os ikke«, siger han.

Hjerteområdet skal også monitoreres

Sundhedsstyrelsen understreger, at monitorering af forløbstider fra årsskiftet også vil gælde hjerteområdet:

»Når det nye monitoreringssystem er udrullet på kræftområdet, vil vi også udrulle det på hjerteområdet. Det har vi nu besluttet. Forventningen er, at det starter et kvartal senere, så omkring nytår starter kodningen på hjerteområdet, mens vi allerede nu går i gang med det tekniske arbejde bag«, siger Søren Brostrøm.

1. marts i år overgik al dokumentationsarbejde, der hidtil har ligget i regi af Sundhedsstyrelsen, til Statens Serum Institut, der derfor fremover vil være ansvarlige for selve systemet.