Skip to main content

Formanden for amternes sundhedsudvalg: Ti procent af BNP til sundhedsvæsenet

Journalist Anna Louise Stevnhøj

2. nov. 2005
7 min.

Man kan ikke beskylde amtsborg-mesteren i Viborg Amt, Bent Hansen , for ikke at gå foran. Der er ikke én åben skadestue tilbage i det store, men tyndt befolkede amt. Det blev for dyrt, for ineffektivt og ikke mindst for dårligt. Som Bent Hansen udtrykker det:

»Da vi havde åben skadestue på Mors, havde vi ryggen fri i forhold til opinionen. Det, som befolkningen ikke vidste, var, at vi ikke altid havde læger til at bemande den. Så i perioder blev patienterne mødt af medicinstuderende med 3-4 års studier bag sig - og en mildt sagt tynd bagvagt. Er det ansvarlig drift«, spørger Bent Hansen, der stempler hele akutberedskabsdis-kussionen som et københavner-fænomen.

»I yderamterne er vi nødt til at tage konsekvenserne af lægemanglen. Det interessante er, at befolkningen accepterer det uden sværd-slag, når man forklarer, hvad det handler om«, siger Bent Hansen, der fik vedtaget skadestuelukningerne i amtet uden de store politiske bråvallaslag.

»Der er en klart voksende erkendelse af, at kvalitet ikke nødvendigvis er lig med nærhed«, siger Bent Hansen, der ikke kan lade være med at lange ud efter sundhedsministerens udtalelser til et dagblad i begyndelsen af sommeren. Hér udtaler Lars Løkke Ras-mussen , at man ikke skal »tvinges til at køre land og rige rundt, hvis ens barn er faldet ned fra pære-træet«.

»Jamen, han taler mod bedre vidende. Vi har ikke råd til at have en ortopædkirurg, en anæstesiolog og en radiolog til at sidde oppe hele natten for at vente på, at et barn falder ned fra et træ inden for en radius af 30 kilometer. Vi har derimod råd til at have en vagtlægeordning, som så kan visitere videre, hvis der er mistanke om et brud eller en hjernerystelse. Men det andet er hovedrystende spild af ressourcer. Alt viser jo, at jo sygere folk er, des længere skal de alligevel transporteres, og det vil de faktisk også helst«, siger Bent Hansen.

Plads til 30-40 sygehuse

Bent Hansen vil nødig give karakterer til kolleger. Nødtvungent kommenterer han situationen i Sønderjyllands Amt, hvor lukningen af de mindre sygehuse blev standset af en folkestorm, som et klart eksempel på det, han kalder efterlønssyndromet.

»Jamen, man skal altså passe på med valgløfter om at bevare alle de lokale institutioner, hvis man ikke er sikker på, at man kan holde det. Sygehuslukninger kræver et langt og vedholdende forarbejde. Man skal leve op til demokratiets spilleregler, og det kræver, at man har alle parter med i drøftelserne. Både fagfolk og befolkning. Det dur ikke at præsentere et udkast, der udelukkende har været omkring et par administrative skriveborde og så på amtsrådsmøde. Folk skal forstå, hvorfor man træffer de valg, man træffer«, siger Bent Hansen, der selv har været turen igennem, da han for år tilbage lukkede for fødslerne i Skive.

»Det er ømtåleligt at lukke sygehusfunktioner. Man rører både ved folks tryghed og ved lokalsamfundets arbejdspladsstruktur, og så puster man til lokalpatriotismen. Jeg mistede 2/3 af stemmerne i den omgang. Men det var nødvendigt«, siger Bent Hansen, der mener, at amtspolitikerne må være ærlige over for befolkningerne og holde op med blot at snakke effektivitet og økonomi.

»Vi må turde stå ved det, hvis sagen er, at vi ikke længere kan garantere for kvalificeret behandling på grund af mangel på speciallæger«, siger Bent Hansen, der mener, at de mindste sygehusenheder vil forsvinde fra landkortet som akutbehandlingssteder i løbet af de kommende ti år.

»Tendensen, som jeg i øvrigt opfatter positivt, er, at de mindste sygehuse overgår til specialfunktioner som genoptræning, elektiv dagkirurgi etc. På den måde bevares sygehuset som arbejdsplads i lokalsamfundet. Mit bud er, at vi om ti år har 30 til 40 egentlige sygehuse tilbage«.

Specialister og generalister

Bent Hansen er personligt engageret i diverse landsdækkende kvalitetssikrings- og akkrediteringsprojekter.

»Det er ekstremt vigtigt, at du som patient møder det samme tilbud og den samme standard i behandlingen, hvad enten du bor midt i en storby eller langt ude på landet. Der skal gøres helt op med devisen om, at vi har vores egen måde. Holdningsændringen er heldigvis stærkt på vej blandt lægerne selv, blandt andet via deres faglige specialeråd, som jeg oplever gør sig langt mere gældende end tidligere. Men kravet om ensartethed i behandlingstilbuddene er endnu et argument for centralisering af specialerne og for en videreførelse af tanken om funktionsbærende en-heder«, siger Bent Hansen.

Han mener ikke, der er nogen vej tilbage, når det gælder den stadigt snævrere specialisering.

»Vi kan mere og mere, og det skal befolkningen nyde godt af. Det er tydeligvis folks ønske. Og det betyder så, at kirurgen kun kan nogle ganske få ting - det er romantik at tro, at folk vil finde sig i at få deres brækkede håndled sat sammen af en parenkymkirurg, bare fordi han er lokal«, siger amtsborgmesteren, der erkender, at specialisering og nedlægning af de små sygehusenheder rejser et problem omkring især den del af den ældre patientpopulation, der ligger i de medicinske senge.

»Vi får i de kommende år et vægtigt problem, efterhånden som generationen af generelle interne medicinere går på pension. Vi kommer til at mangle de læger, der kan lidt af hvert, og som kan se bredt på den ældre medicinske patient«, siger Bent Hansen.

Ældre skal udredes, ikke blot indlægges

Han mener, at løsningen skal findes i et større fokus på uddannelse frem for på faglighed.

»Vi har nu i årevis koncentreret os om at udvikle fagligheden inden for specialerne. Et uopdyrket aspekt er den mere generelle uddannelse i afdelingen i turnus- og kursuslægetiden. Du skal som yngre mediciner lære at se helhedsorienteret på patienten - og ikke bare på patientens diabetes, eller hvad det nu måtte være. Det er en viden, der kun kan opnås under supervision af dine ældre kolleger, og det kræver ressourcer. Denne del af uddannelsen skal opgraderes, hvis vi skal have et helt sundhedsvæsen«, mener Bent Hansen, der i det hele taget mener, at den lægelige efteruddannelse skal under meget mere stringente rammer.

»Min vision er et langt mere modulorienteret system, der skal gælde for alle lægekategorier. Det skal være et krav, at lægerne efteruddanner sig, og at der er ting, de skal igennem. Det gælder både sygehuslæger og praktiserende læger«, siger Bent Hansen, der ved, at ramaskriget fra sektoren igen vil handle om penge.

»Og ja, det er rigtigt. Der er brug for penge. Det er rent narreværk at tro, at man løser det danske sygehusvæsens problemer ved at lave en akuttilførsel til at dæmme op for ventelisterne. Vi bruger syv til otte procent af bruttonationalproduktet på væsenet. Det tal skal op p å ti procent over en tiårig periode, hvis vi skal holde trit med de omgivende lande, og jeg er overbevist om, at befolkningen ønsker denne prioritering. Det er, hvad de gerne ser deres skattekroner blive brugt til«, siger Bent Hansen.

Der tales i sygehuskredse om, at det er grotesk, at ældre medicinske patienter næsten ligger i lag på gangene, mens de kirurgiske afdelinger høvler ventelister af en masse.

Bent Hansen er ikke uenig.

»Der er ingen tvivl om, at regeringens éngangstilskud må følges op med tilsvarende midler frem-over, hvis ventelistesituationen skal holdes bare nogenlunde i ro. Men der må og skal tages hul på det medicinske område. Vi ved, at mange medicinske indlæggelser sker, fordi der er for lang ventetid på diverse speciallægeundersøgelser. En vision kunne være et bedre diagnosticeringsberedskab med udredningscentre med hurtig reaktionstid. Det kræver et tæt samarbejde mellem sekundær og primær sektor, og det vil der i forvejen være stærkt brug for i de kommende år, hvor vi får en stigende gruppe meget ældre med helbredsproblemer«, siger Bent Hansen.

Amtslig selvjustits

Sygehusene skal blive på amternes hænder. Det er der ifølge Bent Hansen ingen som helst diskussion om, og det handler om noget helt grundlæggende, der sjældent nævnes, når man taler om sygehusplanlægning i Danmark.

»Det handler om demokratiopfattelse. Fri og lige adgang til sygdomsbehandling er en af hjørnestenene i det danske velfærdssamfund. Derfor skal sygehusene bestyres af regionale folkevalgte, der har en politisk legitimitet, og som også skal stå til ansvar, når de møder deres vælgere«, siger Bent Hansen, der ikke tror på den norske model, hvor sygehusvæsenet er overgået til staten, og hvor sygehusene ledes af bestyrelser, be-stående af blandt andre ledende erhvervsfolk.

»Der er foreløbig intet, der tyder på, at modellen er bedre. Tværtom kommer beslutningsprocesserne længere bort fra brugerne og fra de direkte implicerede. Jeg tror på et sygehusvæsen med de regionale forskelle, der er betinget af demografi og politiske ønsker - men med ensartethed, når det gælder kvalitet og tilbud«, siger Bent Hansen, der til gengæld mener, at dette vil kræve en langt større grad af forpligtende politiske aftaler amterne imellem.

»Vi skal helt bort fra alt, hvad der hedder sognerådspolitik og regional egoisme. Det betyder, at vi skal have forpligtende aftaler om kvalitetssikring, vi skal have tværgående driftsaftaler, når det tjener behandlingskvaliteten bedst, og så skal vi have en høj grad af intern selvjustits, når det eksempelvis gælder forbruget af speciallæger. Vi må have stringente fordelingsnøgler, hvad angår lægeforbruget, så befolkningerne i visse landsdele ikke bliver tabere«, siger Bent Hansen, der tydeligvis er parat til at sætte hele det amtslige politiske magtapparat i sving på dette område.

»Ellers spiller vi en alt for vigtig bold over til politikerne på Christiansborg«, som han siger.