Skip to main content

Formandsvalg 2020: Interview med Camilla Rathcke

Camilla Rathcke er speciallæge i intern medicin/endokrinologi og centerchef i Center for Planlægning, Sundhedsstyrelsen. Hun var formand for Yngre Læger fra 2013 til 2018, i dag medlem af FAS - Overlæger i Staten.
Foto: Lars Just
Foto: Lars Just

Marianne Fajstrup mfa@dadl.dk

27. maj 2020
6 min.

Hvad er din vigtigste mærkesag?

Min vigtigste mærkesag er at få sundhedsvæsenet til at hænge sammen. Her tænker jeg både på at sikre de nødvendige ressourcer til at følge med udviklingen i demografien og alle de nye behandlingsformer. Men der er behov for en anden måde at tænke sundhedsvæsenet fremad, så vi bedre understøtter hinanden og sikrer den nødvendige kapacitet, både i det primære sundhedsvæsen og i det specialiserede sundhedsvæsen på sygehusene. Vi skal tænke nye løsninger ind. Vi skal se mulighederne i den digitale udvikling, og vi skal se på samarbejdet med andre faggrupper som en løsning.

Det vigtigste er at fremtidssikre sundhedsvæsenet. Og så skal vi jo have lavet en evaluering efter epidemien, som både har vist veje til nye løsninger, men som også har blotlagt, hvor lidt uudnyttet kapacitet sundhedsvæsenet har.

Hvad er Lægeforeningens største udfordring?

En af de største udfordringer for hele lægestanden er oplevelsen af en manglende tyngde af den lægefaglighed, vi samlet set repræsenterer, i de politiske beslutninger, der tages. Det handler blandt andet om cannabissagen, men også om mange andre sager, hvor lægefagligheden ikke har fået lov til at fylde tilstrækkeligt. Vi kan og skal som læger kunne formidle vores lægefaglighed til politikerne og bredt til befolkningen – det handler om at gøre vores indflydelse gældende på den rigtige måde og også tegne billedet af konsekvenserne af at tilsidesætte lægers budskaber. Vi skal kunne gøre det præcist og letforståeligt og uden at lyde klynkende. Det handler i samme kontekst om, hvordan vi sikrer os selv den politiske indflydelse, som er nødvendig uanset emnerne på den sundhedspolitiske dagsorden.

Hvordan vil du samle læger med forskellige holdninger og interesser?

Først og fremmest er det vigtigt at fremhæve, at læger har utroligt mange ensartede interesser og utroligt mange fælles dagsordener, uanset hvilken sektor de er i, og uanset hvilket speciale de har. Men der skal også være plads til helt legitime forskellige synspunkter på en række områder. I og med at vi f.eks. både er arbejdstagere og arbejdsgivere, har vi naturligt nogle forskellige interesser, der godt kan støde imod hinanden.

Jeg vil pege på fællesskabet og gevinsten i at kunne finde de fælles løsninger. Sammenhængskraften er der, men fællesskabet skal øve sig mere på den fælles forståelse, som skal være større end positionerne, som kan fylde uforholdsvis meget. Og der skal være en balance i at høre synspunkterne og samtidig kunne lægge en retning for fællesskabet, for man skal også kunne træde i karakter som formand. Men man må godt tale om forskelligheder, for lægger man låg på forskellighederne, kan det blive til en trykkoger. Vi skal kunne tale om, hvordan vi forløser forskellighederne, så det ikke bliver til benspænd for de løsninger, vi skal levere på den sundhedspolitiske dagsorden.

Hvad er du særlig stolt af at have præsteret i dit arbejdsliv?

Grundlæggende er jeg særlig stolt af at være en dygtig kliniker, og at være god til at tale med patienterne. Og at være en god kollega i et fællesskab.

Og så er jeg stolt af hele det arbejde omkring bedre patientforløb, som vi lavede i YL, da jeg var formand. Og af et solidt fagpolitisk arbejde, hvor vi nåede i mål med bl.a. afskaffelse af fire-fem-seks-årsreglen. Så jeg synes, paletten spænder bredt – der er meget, jeg er stolt af.

Hvad har været den sværeste udfordring i dit arbejdsliv?

Den sværeste udfordring er altid i hver enkelt, konkret situation, hvor man står over for en patient og skal afslutte et behandlingsforløb eller give en svær besked, og hvor patient eller pårørende er et helt andet sted – det holder aldrig op med at være en svær situation. Men der har også været svære politiske sager som #DetKuHaVæretMig, som var en helt ny måde at adressere de problemstillinger, som læger møder. Det var et oprør, og det var svært at finde ud af, hvordan man bedst håndterede det. Hvordan kunne man bedst understøtte det afløb af al den frustration og energi, og samtidig rette det mod noget, der gav politisk gennemslagskraft.

Hvordan har du det med at sætte dit lægearbejdsliv på pause?

Jeg køber ikke præmissen. Jeg har aldrig oplevet det som en pause at være fagpolitisk aktiv. Jeg bestemmer selv, hvilken retning mit lægeliv skal tage, og nu tager det så potentielt endnu en ny drejning, hvis jeg bliver valgt til formand.

Et lægearbejdsliv er mange ting, og vi skal passe på ikke at blive for fastlåste i vores definition af, hvad en rigtig læge er. Også selvom langt de fleste læger er klinikere, og sådan skal det også være. Jeg vender selv tilbage til klinisk arbejde, hvis jeg vælges – lige som det skal være.

Til sidst vil vi gerne høre dine bud på tre aktuelle politiske spørgsmål for Lægeforeningen:

Patientklager og tilsynssager: Hvordan vil du sikre lægers retsstilling ved tilsynssager og klagesager?

Lægers retsstilling er en utroligt vigtig mærkesag ikke kun for lægestanden, men for sundhedsvæsenet, men det har vi ikke oversat godt nok for politikerne. Alle kandidater til formandsposten vil gøre noget ved det. Men det vigtigste er, hvordan man vil gøre det.

Jeg vil bruge hele mit netværk – alle mine relationer, alle mine kanaler både politisk og på embedsmandsniveau – til at adressere vigtigheden af ny jura og en anden praksis i vores tilsynsmyndighed. Vi skal sikre den rigtige læring i sundhedsvæsenet frem for straf.

Det er den vigtigste standspolitiske mærkesag for mig, men det er også en sundhedspolitisk mærkesag. Vi lærer ikke af fejl ved at straffe. Vi lærer af fejl ved at erkende dem og finde ud af, hvordan vi undgår at fejle næste gang. Straf sikrer kun, at vi lukker os om os selv.

Sundhedsreformen: Hvad er det vigtigste at bevare eller ændre i fremtidens sundhedsvæsen?

Det er enormt vigtigt at sikre et sundhedsvæsen, hvor der ligger et tungere lægefagligt grundlag bag beslutningerne. Det handler om at sikre indflydelse på de rigtige niveauer. Men sikring af fremtidens sundhedsvæsen handler også om at sikre det primære sundhedsvæsen, hvor de praktiserende læger skal være omdrejningspunktet, men med samarbejdsflader til andre aktører og med nye arbejdsgange også i forhold til sygehusene, hvorfra der kan blive behov for understøttelse. Vi skal sikre et sygehusvæsen med den nødvendige kapacitet til at den demografiske udvikling og nye behandlingsformer, men også til kvalitetsudvikling og innovation. Men vi skal også finde en balance mellem flere ressourcer og en nødvendig prioritering af, hvad vi bruger dem til.

Ulighed i sundhed: Hvad skal Lægeforeningen gøre for at øge ligheden i sundhed?

Først og fremmest skal vi holde fast i den store indsats for psykiatrien. Der ligger meget ulighed i sundhed gemt i at have en psykiatrisk lidelse, endnu mere hvis man også har en somatisk lidelse.

Vi skal også som Lægeforening være mere dristige og potentielt også blande os i, hvordan lighed i sundhed skabes under opvæksten og gennem uddannelse. Grundlaget for et langt og sundt liv ligger uden for det, vi normalt opfatter som sundhedsvæsenet. Men det må vi gerne som læger mene noget om.

Og så skal vi også se på, hvordan ressourcerne i sundhedsvæsenet fordeler sig. Om man alene skal fordele efter demografisk byrde, eller om det kunne være efter sygdomsbyrde.

LÆS MERE:

Camilla Rathckes kandidatside på Lægemøde.dk