Content area

|

Formandsvalg 2020: Interview med Joachim Hoffmann-Petersen

Joachim Hoffmann-Petersen er 40 år gammel og uddannelsesansvarlig overlæge på intensiv- og anæstesiafdelingen på OUH i Svendborg. De seneste to år har han været formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.
Foto: Heidi Lundsgaard
Forfatter(e)
Britt Lindemann

Hvad er din vigtigste mærkesag?

Lægers retssikkerhed er essentielt for mig. Det skal være trygt at være patient – og det skal også være trygt at være læge. De to ting er ikke hinandens modsætning, men hinandens forudsætning. Vejen til patientsikkerhed går igennem åbenhed, og det kræver, at læger har tillid til det system, vi agerer i, herunder tillid til Styrelsen for Patientsikkerhed. Den tillid led et knæk under Svendborgsagen og er aldrig for alvor blevet genoprettet, blandt andet fordi evalueringen af strammerpakken stadig ikke er gennemført.

Jeg har tidligere siddet i Lægeansvarsudvalget og rådgivet kollegaer, der havde fået en klagesag, og det var tydeligt, hvor store personlige omkostninger en klagesag kan få. Derfor er det vigtigt, at vi kan have tillid til retssikkerheden, når vi bliver ramt af klagesager. Hvis vi ikke har tillid til systemet, så er vi ikke åbne om vores fejl, og hvis vi ikke er åbne om vores fejl, kommer der ikke læring, der kan hindre andre i at gentage fejlen. Der er ikke nogen, der lærer af mine fejl, hvis ikke jeg fortæller om dem. Essensen for mig handler om ærlighed og åbenhed, og min egen kommunikation er helt nede på jorden – jeg pakker ikke tingene ind.

Hvad er Lægeforeningens største udfordring?

Sundhedsvæsenets største udfordringer er også Lægeforeningens største udfordringer.

Én udfordring er fagligheden i ledelse. Politikerne og det administrative lag har efterhånden en vældig stor tiltro til egen faglighed på bekostning af vores faglighed som læger. Men politikeres fagområde er politik. DJØF’ernes fagområde er jura og økonomi. Ledelsen af fagområdet sygdom og sundhed bør i højere grad føres tilbage til lægerne. Vi har sundhedsfagligheden. Vi ved, hvad der er bedst for patienterne.

Nu har vi haft mere end ti år med smalhals, og når regningen efter coronakrisen skal betales, kan man frygte endnu mere smalhals i sundhedsvæsenet. De sidste ti år er hunden blevet fodret med sin egen hale og coronakrisen har også afsløret, hvor utroligt dårligt forberedte vi var. Depoterne med værnemidler var slet og ret blevet sparet væk. Politikerne har siddet den faglige rådgivning overhørig siden 2006. Når man laver besparelser i stedet for at lytte til den lægefaglige rådgivning, risikerer man at lave nogle fejl, der er kostbare på den lange bane. Når politikerne lytter til deres mavefornemmelse, får vi strammerpakker, medicinsk cannabis, tolkegebyr, nedsat tillid til HPV-vacciner og så videre.

Det er med andre ord en vedvarende udfordring for Lægeforeningens at være en aktør, der lyttes til i udmøntningen af sundhedspolitik, jura og økonomi.

Hvordan vil du samle læger med forskellige holdninger og interesser?

Jeg er kliniker med stort K, og har begge fødder solidt plantet i den kliniske hverdag. Jeg ved, hvordan det er at arbejde klokken sent, og jeg ved, hvad der bekymrer lægerne. Jeg har ikke intentioner om at bruge Lægeforeningen som springbræt til noget som helst. Jeg stiller op for at gøre det så godt som muligt for mine kollegaer og være en samlende stemme, solidt plantet i den kliniske virkelighed.

Hvad er du særligt stolt af at have præsteret i dit arbejdsliv?

Der er mange små sejre, men først og fremmest har det været en helt fantastisk stor oplevelse at få et fagligt selskab til at fungere de seneste to år og være formand for intensiv- og anæstesilægerne. Jeg var også særdeles glad, da jeg fik min certificering af det Europæiske Kardiologiske Selskab i transøsofageal ultralyd af hjertet.

Som uddannelsesansvarlig overlæge er det en fornøjelse at hjælpe de yngre kolleger til at blive dygtige anæstesi- og intensivlæger.

Hvad har været den sværeste udfordring i dit arbejdsliv?

Det er meget personligt for mig, men der er ingen tvivl om, at det værste, jeg har oplevet, var Kristian Rørbæk Madsens pludselige død. Jeg kendte ham vældig godt og satte stor pris på ham som kollega og ven. Han døde, efter at jeg selv havde haft en længere periode med stor arbejdsbelastning. Det betød, at jeg forlod min gamle afdeling, fordi jeg havde mistet arbejdsglæden. Den har jeg heldigvis genfundet i Svendborg.

Hvordan har du det med at sætte dit lægearbejdsliv på pause?

Det har jeg det en lille smule svært med. Jeg er glad for mit arbejde og kontakten med patienterne, men jeg vil glæde mig over, at det i et vist omfang stadig vil være muligt for mig at passe mit kliniske arbejde og se patienter og kolleger. Formandskabet for Lægeforeningen og den forskel, jeg kan gøre for kolleger og patienter, gør, at jeg gerne reducerer mit kliniske arbejde.

Til sidst vil vi gerne høre dine bud på tre aktuelle politiske spørgsmål for Lægeforeningen:

Patientklager og tilsynssager: Hvordan vil du sikre lægers retsstilling ved tilsynssager og klagesager?

Vi skal have gennemført den evaluering, vi er blevet lovet, først og fremmest. Jeg var fællestillidsmand på OUH under Svendborgsagen og har haft meget at gøre med de problemstillinger og afledte konsekvenser, den skabte, så det er et område, jeg har arbejdet meget med. Vi skal skabe en historie, også hos politikerne, om at man ikke får mere patientsikkerhed ved at jagte læger. Tværtimod får man defensiv medicin og større udgifter.

Sundhedsreformen: Hvad er det vigtigste at bevare eller ændre i fremtidens sundhedsvæsen?

Vi skal have lavet en reform, hvor der ikke længere er patienter, der bliver tabt mellem sektorer. Hvor eksempelvis alle kommuner gnidningsfrit overtager genoptræningen efter et hospitalsophold. Hvor ansvaret er klart, og fagpersoner har let ved at koordinere med hinanden. Hvor almen praksis får den plads som en hjørnesten i sundhedsvæsnet som de rettelig bør have – og hvor der er tilstrækkeligt med praktiserende læger til at løse opgaverne. Sundhedsvæsenet skal ikke være en bureaukratisk mastodont. Læren af coronakrisen er bl.a., at når fagpersoner arbejder sammen med et fælles mål, så kan man implementere ændringer meget hurtigt og effektivt. Det vigtige bliver at få skabt nogle rammer, der sikrer de optimale rammer for godt tværfagligt samarbejde om hver enkelt patient.

Ulighed i sundhed: Hvad skal Lægeforeningen gøre for at øge ligheden i sundhed?

Jeg har en fortid i almen praksis og et år i psykiatrien, og når man kører akutlægebil, som jeg gør, så ser man den sociale ulighed og dens betydning for uligheden i sundhed. Som stand har vi et kæmpestort ansvar for at italesætte den sociale uligheds konsekvenser. Noget af det vi skal, er almindeligt formynderisk: Vi skal presse på for højere aldersgrænser og priser på tobak og alkohol. Men vi skal også have løftet psykiatrien, der har været endnu mere underfinansieret end resten af sundhedsvæsnet. Vi skal virkelig italesætte de problemstillinger, psykiatrien har, og presse Folketinget til at opprioritere psykiatrien og behandlingen af patienter med misbrug af alkohol og narkotika.

LÆS MERE:

Joachim Hoffmann-Petersens kandidatside på Lægemøde.dk

Right side

af Frederik Winsløw | 22/10
2 kommentarer
af Jens Meyer Svendsen | 21/10
2 kommentarer
af Sven Refslund Poulsen | 16/10
1 Kommentar
af Jens Ole Mathiesen | 16/10
1 Kommentar
af Gunnar Lauge Nielsen | 13/10
1 Kommentar
af Morten Krogh Jensen | 13/10
11 kommentarer
af Frank Østergaard Hansen | 12/10
1 Kommentar