Skip to main content

SPECIALLÆGER Som Ugeskriftet senest har dokumenteret, er det under hver fjerde FAM, der lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at have speciallæger i tilstedeværelsesvagt. Og de nordjyske FAMer vil ikke placere sig blandt de efterrettelige for enhver pris, siger sundhedsfaglig direktør Jens Winther Jensen.

”Vi ønsker speciallæger i front og med den netop indgåede overenskomst med Overlægeforeningen vil der også være basis for det. Overlægerne træder nu for alvor ind på scenen og vil være langt mere tilstede i FAM. Men uden at jeg på nogen måde sætter spørgsmålstegn ved Sundhedsstyrelsens anbefalinger, så ønsker vi en nuanceret debat om, hvordan de skal være i front. Og det er en debat, der i høj grad inddrager lægerne selv. Vi vil ikke bruge ressourcerne unyttigt. Patienterne vil fortsat kunne blive mødt af en ung – men selvfølgelig superviseret - læge”.

Akutlæger i front

I FAMen i Hjørring - hvor den tidligere skadestue og modtagelse samles og suppleres med 32 sengepladser - er det i dagtimerne og frem til kl. 20 fire akutlæger, der har vagten. Alle akutlæger er anæstesiologer, der har taget den to-årige akutlægeuddannelse. Håbet er, at der inden for de næste par år vil være uddannet yderligere et hold af akutlæger, så også vagten i aften- og nattetimerne kan varetages af akutlæger. Resten af døgnet er der indgået aftaler med de relevante specialer, ligesom der er tilgang af mellem- og bagvagter fra de øvrige specialer døgnet rundt. Hvad angår KBU-lægerne er de – i tråd med Lægeforeningens anbefalinger – ansat i FAM og vil dér ikke være Palle alene i verden men sammen med en mellemvagt gennemgå patienten.

Som Cheflæge Per Sabro Nielsen udtrykker det: ”På landsplan er vi ved at lave hele det danske sygehusvæsen om med FAMerne som grundpiller. Og her i Vendsyssel ser vi meget lavpraktisk på det. Vi kan jo fx ikke rekruttere flere, end vi gør og økonomien sætter også nogle begrænsninger.”

-Så der vil ikke være speciallæger i front døgnet rundt?

”Nogen er, allerede i dag. Andre er, men kun på tilkald. Hvad er det der menes, når medierne, politikere og læger taler om ’speciallæger i front’? Nogen mener tilsyneladende, at en speciallæge bør stå i døren og tage imod patienten og resten af tiden sidde og vente på, at der kommer en patient.”

Det har kostet 92 mio. kr. at bygge den nye FAM, der er på 3.800 m2.

Akutmodtagelserne på Aalborg Universitetshospital og på Sygehus Thy-Mors i Thisted indvies begge i april.