Forsikringsbranchens svar på lykkepillerne: Sundhedsforsikringer

En mand køber en smuk sølvkande på et loppemarked. Da han kommer hjem og pudser kanden, materialiserer der sig en ånd, som siger: »Jeg er den gode ånd; sig mig, hvad du ønsker, og du skal få det. Du har to ønsker. Hvad er dit første ønske?« Manden siger: »Giv mig et glas med øl, som fylder sig selv op, hver gang jeg har tømt det«. Ud af ingenting står glasset med ét foran manden. Han drikker hurtigt op. Stiller glasset på bordet, og glasset fylder sig selv op med øl. Fantastisk! Ånden spørger igen manden: »Hvad er dit andet ønske?« »Giv mig et til af de her glas!«, siger manden. Dave Allen, komiker

Danskerne har et lignende forhold til sundhedsforsikringer. De vil have mere af det samme.

Det offentlige sygehusvæsen er mere effektivt end nogensinde. Ventetiderne er generelt meget korte. Ventetids garantien bliver sat ned til en måned.

Alligevel køber danskerne sundhedsforsikringer som aldrig før.

Forsikringsbranchen skønner, at en million danskere om få år har en forsikring, som giver dem ret til operation på et privathospital.

Sundhedsforsikringer er frem for alt en marketingssucces.

»Succesen undrer mig. Med de ventetider der er, har behandlingsforsikringerne aldrig haft dårligere betingelser end nu. Med en måneds behandlingsgaranti, som indenrigs- og sundhedsministeren har lovet, bliver det endnu mere grinagtigt. Især fordi nogle af de private også har svært ved at klare behandlingerne inden for kort tid, fordi de har meget at lave på grund af ventetidsgarantien. Det er dygtigt salgsarbejde. Det er nogle gange som om det lykkes at sælge sand i Sahara«, udtaler Klaus Klausen, medlem af Lægeforeningens hovedbestyrelse og formand for foreningens arbejdsgruppe om sundhedsforsikringer.

Danmarks førende sundhedsøkonom, Kjeld Møller Pedersen, kalder det hvirvlende salg af sundhedsforsikringer for et »interessant fænomen«, og i sin ny, 718 sider lange bog »Sundhedspolitik« [1] afmystificerer og afdramatiserer han sundhedsforsikringernes indflydelse på det offentlige sundhedsvæsen.

Han mener oven i købet, at sundhedsforsikringer kan være med til at frigøre resurser i det offentlige. Ja, hans kapitel i »Sundhedspolitik« er nærmest en gave til forsikringsbranchen.

Sundhedsforsikringer:

er ikke med til at inddele danske pa tien ter i et A- og et B-hold

er ikke med til at dræne det offentlige for de bedste læger

trækker ikke resurser ud af sygehusvæsenet, tværtimod.

I sin bog skriver han, at han bevidst undlader at anvende de ellers ofte benyttede betegnelser for patienterne i A- og B-hold samt vendingen »at springe ventelisten over«.

Han forklarer:

»At tale om A- og B-hold er overdreven politisk retorik, som er baseret på absurd firkantede positioner. Det ligger i luften, at de med forsikringer er medlem af A-holdet. Det opfattes suspekt, at jeg vælger at bruge mine penge på at få en anden mulighed for behandling - og B'erne bliver taberne. Men B-holdet står dybest set til at vinde, hvis der er et A-hold. Det forhold, at jeg ikke bruger sundhedsvæsenet til at lade mig operere i og i stedet går til et privathospital, betyder, at B-holdet rykker op i rækken. Derfor er A- og B-holdet mere egnet til en ideologisk retorisk diskussion. Det skal retfærdigvis siges, til fordel for dem som taler om et A- og B- hold, at hvis der opstår en meget stor A-sektor, kunne der opstå et ønske om at slække på indsatsen i B-sektoren. Logisk kan det ikke afvises, men det er ikke videre sandsynligt. For vi kommer altid til at skulle have et offentligt sundhedsvæsen i vid udstrækning.«

En anden sundhedsøkonom, Jakob Kjellberg, DSI Institut for sundhedsvæsen, sår tvivl om forsikringsbranchens egne tal for fremtidige årlige udbetalinger i størrelsesordenen 4-5 mia. kroner.

Faktisk kan han med god vilje kun regne sig frem til årlige udbetalinger på ca. 100 mio. kroner.

Han gør opmærksom på, at det på grund af forretningshemmelighedskræmmeri blandt forsikringsselskaberne er vanskeligt at finde eksakte data, men han vover alligevel at satse på de ca. 100 mio. kroner.

»Så må branchen fremlægge deres tal, hvis de mener, at jeg skønner meget forkert«, siger han.

»En hurtig kalkule går ud fra, at en police af en større virksomhed kan købes til ca. 1.000 kroner eller lidt mere per medarbejder. Tilbagebetalingsprocenten er der ikke nogen, der vil ud med, men det er næppe mere end halvdelen, der kommer tilbage til kunderne. Det vil sige, at - og det nok højt sat - der kommer 500 kroner tilbage af de 1.000. Hvor mange af de penge går så til sygehussektoren? Alle, der har erfaring med det her område, har en ide om, at de fleste penge går til fysioterapi mv., så lad os sige, at 20 procent af de 500 kroner går til sygehussektoren. Det bliver en 100-krone-seddel til sygehussektoren. Lad os antage, som forsikringsbranchen selv gør, at en mio. danskere bliver forsikret, så bliver det 100 mio. kroner om året. Mere dramatisk er det ikke.

Udreg ningen kan da godt være for lavt sat, men selv om det så er 200 mio. kr., betyder det stadig stort set ingenting i det store billede. Jeg har i hvert fald meget svært ved at få det til at stemme med, at forsikringsbranchen selv siger, at de vil tilføre sygehusvæsenet fire til fem mia. kroner om året!«, udtaler Jakob Kjellberg.

Peter Skjødt, brancheforeningen Forsikring & Pension, siger, at branchen fastholder, at de 4-5 mia., som han dog betegner som et usikkert skøn, vil komme sundhedsvæsenet årligt til gode om få år via sundhedsforsikringer.

To forsikringer

Bent Hansen, formand for Amtsrådsforeningens sundheds udvalg, er - ikke overraskende - uenig med Kjeld Møller Pedersen.

»Det kan godt ske, at Kjeld Møller Pedersen synes, at det er en fornuftig politik at lave et sundhedsvæsen kun for de stærkeste, men det synes jeg er et fordelingsmæssigt skidt signal«, siger han.

Bent Hansen er ikke i tvivl om, at der vil komme en debat om skattefinansieringen af sundhedsvæsenet, hvis en mio. danskere - som forsikringsbranchen selv forudsiger - om få år er de lykkelige indehavere af en sundhedsforsikring.

»På et eller andet tidspunkt kommer der en debat om, hvorfor vi skal have to forsikringer. Skatten er jo også en forsikring - skulle man så have en dobbeltforsikring! De stærkeste grupper, som har dækket sig ind, vil spørge, hvorfor de skal blive ved med at betale og vil hele tiden kræve besparelser og nedskæringer i sundhedsvæsenet - og så tipper læsset«, mener han.

Regeringens skattestop skubber også til udviklingen i retning af flere sundhedsforsikringer. Bent Hansen forklarer:

»Regeringen kan ikke ad fordøren diskutere privatisering af sundhedsvæsenet. Det vil danskerne ikke acceptere. Men man kan tage det ad bagdøren ved at presse sundhedsvæsenet økonomisk og hele tiden gøre forholdene så ringe, at det bliver mere og mere acceptabelt at få en forsikring.«

Kjeld Møller Pedersen tror ikke på, at privatsektorens succes kommer til at gnave i budgetterne til det offentlige sundhedsvæsen. Han mener, at det skattefinansierede sundhedsvæsen vil fortsætte - enten som i dag eller i skikkelse af en obligatorisk sygeforsikringsordning.

Kurven knækker

Bent Hansen mener, at sundhedsforsikringerne risikerer at få endnu mere vind i sejlene, når finansieringen af sygehusvæsenet i forbindelse med kommunalreformen overgår fra amterne til staten, nærmere betegnet finansministeren.

»Fremover bliver regionerne åbenlyst en del af finanspolitikken og er fuldstændig overladt til et folketingsflertals nåde. Det er et folketingsflertal, som intet ansvar har i forhold til den daglige drift. Som hele tiden vil stå og råbe ad de ,uduelige` regionale politikere, som ikke kan finde ud af at lave et ordentligt system. Det budskab kan de komme i pressen med. Det vil utvivlsomt være til gavn for den private sektor, at finansieringen går fra amterne til Finansministeriet«, mener han.

Om det offentlige sundhedsvæsen kan holde skansen, får vi vished om i midten af den periode, hvor de nye regioner skal til at fungere, mener Bent Hansen, som siger:

»Hvis vi får helt urimeligt økonomiske forhold at arbejde under, så varer det ikke længe, før kurven knækker. Vi vil blive så upopulære i befolkningen, at det vil være helt umuligt at få et sygehusvæsen til at fungere. Så står de private klar til at tage over.«

Bent Hansen er ikke bange for sundhedsforsikringernes indflydelse på sygehusvæsenet p.t., men hvis forsikringsbranchens prognose om en million danskere med sundhedsforsikringer om få år bliver en realitet, er det en anden sag.

»Når man kommer op på, at ca. 10 procent af sygehusvæsenet er privat, så knækker sundhedsvæsenet, og vi kommer fx til at opleve at de bedste specialister forlader det offentlige«, vurderer han.

Alternativ finansiering

Klaus Klausen forestiller sig, at samfundet bliver nødt til at lave en obligatorisk sygeforsikring for alle, hvis de private sundhedsforsikringer spreder sig som forventet. Ellers er det ikke muligt at bevare den lige og frie adgang til sundhedsvæsenet for alle landets borgere, mener han.

»Jeg tror, at der i det politiske system er en stor interesse i at få egenfinansiering på sundhedsområdet. Man kunne godt forestille sig, at der var politikere, som ville udnytte betalingsviljen hos folk over for sundhedsforsikringer og såmænd over for det alternative til at stille spørgsmålstegn ved finansieringen af det offentlige sundhedsvæsen. Så vi bevæger os måske i retning mod en sygekasseagtig løsning. Herved bliver man ikke afhængig af at være ansat i en af de store virksomheder, som tegner sundhedsforsikringer for deres medarbejdere, for at få den bedste og hurtigste behandling. Jeg er ikke imod, at der foregår behandlinger i privat regi, men jeg er imod, at man får forskellig behandling alt efter økonomisk pung«, mener Klaus Klausen.

Alternativ finansiering af velfærden ser under alle omstændigheder ud til at blive et varmt emne i den politiske debat - ikke mindst med udsigt til den længe ventede redegørelse fra Velfærdskommissionen, som offentliggøres og utvivlsomt arriverer på avisernes forsider til november.

I Velfærdskommissionens første rapport fra sidste år er de alternative finansieringsmuligheder ophøjet til et tema, og i Det Økonomiske Råds forårsrapport fra i år er der også fokus på emnet.

I indledningen til kapitlet om forsikringer står der således:

»En meget stor del af den forsikring, befolkningen har mod indkomsttab, sker via det offentlige overførselssystem. Et større omfang af private forsikringsordninger kunne dog være med til at afhjælpe det fremtidige finansieringsproblem for velfærdsstaten.«

Win-win-situation

I det daglige kliniske arbejde mærker lægerne på de offentlige sygehuse allerede effekten af sundhedsforsikringerne - forskellige patientgrupper bliver nedprioriteret.

»Vi er tvunget til at prioritere de nemme kirurgiske ting, for det er her pengene ellers ryger ud af kassen til de private. De medicinske patienter kommer under alle omstændigheder. Privatiseringstankegangen vil være med til at skubbe til den udvikling«, udtaler Jesper Christiansen, amtssundheds direktør i Nordjyllands Amt.

Klaus Klausen supplerer: »I dag er der allerede nogle patientgrupper, som er taberne, nemlig de medicinske patienter. For der sker en omprioritering af arbejdsopgaverne på grund af konkurrencen fra det private.«

Kjeld Møller Pedersen synes, at sundhedsforsikringerne primært har positive virkninger på det offentlige. Selv de nævnte udsatte grupper kan vinde på væksten i det private.

Det er en win-win-situation, mener han.

»Sundhedsvæsenet er blevet bedre til at imødekomme patienternes ønsker. Konkurrencen har en positiv virkning på kvalitet, effektivitet og service. De ting behøver ikke at have hinanden som modsætninger. Der er en langt, langt større fleksibilitet på sygehusene end tidligere. Jeg tror ikke, at vi nogensinde ser et meget privatiseret sundhedsvæsen. Jeg har på den anden side heller ikke noget imod det, for det er altid godt, at der er et alternativ, som man kan spejle sig i og presse hinanden«, udtaler Kjeld Møller Pedersen og fortsætter:

»Vi må ikke glemme, at forsikringerne altovervejende dækker elektiv kirurgi og fysioterapi. De dækker ikke akutbehandling og medicinsk behandling. Fru Jensen med sin diabetes er fx ikke dækket. Men jeg tror ikke som Bent Hansen, at situationen med de mange sundhedsforsikringer er en tabersituation for hende. For der er stadigvæk et stærkt skattefinansieret sundhedsvæsen netop for at tage sig af tilfælde som hende med diabetes. Der bliver faktisk mere luft til fru Jensen med sin diabetes, når de elektive operationer og fysioterapien overgår til de private. Djævelen i det her er en situation, hvor fx tre mio. danskere er forsikrede. Det kan rokke alvorligt ved det offentlige sundhedsvæsen.«

Der er tre slags forsikringernger

Sundhedsforsikringer kan opdeles i tre forskellige forsikringer: Hospitalsforsikringer, brugerbetalingsforsikringer og forsikring for kritisk sygdom.

De førstnævnte, som nærværende artikel drejer sig om, dækker elektive operationer på privathospitaler. Typisk er det virksomheder, som tegner forsikringen for medarbejderne - som en slags frynsegode. Prisen er 1.000-1.500 kroner pro anno per medarbejder. Præmien er fradagsberettiget for virksomhederne. Op mod 300.000 danskere har i dag en hospitalsforsikring.

Brugerbetalingsforsikringer kendes fra sygeforsikringen med det søde lille »d«, »danmark«. Ud over tilskud til medicin, tandlæge og forskellige terapier, betales mellem 40 og 85 procent af beløbet for en operation hos de private. "danmark" har 1,7 mio. kunder.

Den sidste forsikringstype kan sammenlignes med en ulykkesforsikring. Her udbetales et fast beløb, typisk 50.000-150.00 kroner, til forsikringstageren alt efter sygdommens alvor.

Halvdelen af befolkningen har en eller flere af de tre forsikringer.