Skip to main content

Forskende lægers arbejde bliver lettere

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

14. okt. 2011
2 min.

Ingen dobbeltregistrering. Det bliver konsekvensen inden årets udgang, når forskende læger, der skriver videnskabelige artikler på baggrund af kliniske lægemiddelforsøg, fremover kun skal registrere forsøget i en offentlig europæisk database.

Den internationale komité af redaktører for videnskabelige tidsskrifter (ICMJE) kræver, at kliniske forsøg skal vær forhåndsregistreret i en anerkendt offentlig database, før artikler accepteres til publicering, så man sikrer sig, at resultatet er i overensstemmelse med protokollen.

Derfor bruger mange danske og europæiske forskere oftest det amerikanske register ClinicalTrials.gov, foruden de udfylder EudraCT-skemaet, som ligger til grund for EU Clinical Trials Register.

Det er netop det europæiske register, som verdenssundhedsorganisationen WHO nu vil anerkende som et 'primary registry'. Og dermed kan den forskende læge slå to fluer med et smæk - både opnå tilladelse til et klinisk forsøg samt registrering i en offentlig database for kliniske forsøg på én gang.

"Lægen kan fremover undlade at registrere sit forsøg i ClinicalTrials.gov, da det vil være nok med den ene registrering i den europæiske database. Det vil spare tid", siger Lene Grejs Petersen, farmaceut i afdelingen for Forbrugersikkerhed i Lægemiddelstyrelsen.

Hun understreger dog, at det kræver, at ansøgningsskemaet, der udfyldes i forbindelse med opstarten af forsøget til EudraCT-databasen, er udfyldt på engelsk.

"EU Clinical Trials Register henter oplysninger fra EudraCT. Derfor vil vi på det kraftigste opfordre danske forskere til at være opmærksomme på dette WHO-krav", siger hun.

Ugeskrift for Lægers videnskabelige redaktør Jacob Rosenberg er positiv:

"Det er den rette vej at gå - nemlig at få de utallige instanser til at snakke sammen, så det bliver lettere for os forskere. Så mangler vi bare, at den Videnskabsetisk Komité også kommer med, så man f.eks. ved anmeldelse til den Videnskabsetisk Komité automatisk bliver registreret i f.eks. det europæiske register. Så var vi virkelig nået langt", siger han.