Forskning: Benhård krig eller frugtbart samarbejde?

Penkowasagen har sat fokus på den lægevidenskabelige forskning i Danmark - og ikke for det gode. I offentligheden tegner der sig et billede af forskningsmiljøet som en ensom og benhård verden, domineret af krige og kampe om magt, penge, patenter og prestige.

Som Milena Penkowa selv har formuleret det i et interview for nogle år siden:

»Det handler om at eliminere hinanden, og det er pisseligegyldigt hvordan. Men det er en del af gamet. Og for hver krig, man vinder, bliver det lidt nemmere at tage den næste« [1].

Jørgen Øllgaard er redaktør af fagbladet ForskerForum og har fulgt sagen om Penkowa tæt:

»Det er en utrolig konkurrencepræget verden. Jeg har aldrig oplevet et miljø, der var så frustreret og intrigant, og det hænger formentlig sammen med, at der er så mange penge og prestige på spil, og at der er så hård en kamp om midlerne. Det er ikke nok at være fagligt dygtig, man skal også evne at lægge sig op ad magten«, siger han.

Og dog. Helt så slemt er det altså ikke, lyder det fra de forskere, Ugeskrift for Læger har talt med. Godt nok er det krævende, og man skal bruge mange kræfter på at skaffe midler, men ingen kan genkende den voldsomme krigsmetafor.

God forskning er tværtimod en holdindsats, hvor man skal være generøs og tålmodig, og hvor der er mange tandhjul, der skal passe sammen, hvis tingene skal lykkes, lyder det for eksempel fra lektor Morten Kjeldgaard ved Center for Bioinformatik på Aarhus Universitet:

»Det vigtigste er at være dygtig og at kunne samarbejde. Man skal først og fremmest udføre sit arbejde omhyggeligt, ydmygt og flittigt, så skal det nok gå. Hvis det altså er det, man vil. Det skal man nemlig gøre sig klart - for det er en krævende vej at gå«.

Hvis man vil have en succesrig karriere som forsker, er det ikke nok at fokusere på selve projekterne. Man skal også bruge tid og kræfter på at skaffe finansiering, publicering og interesse for sin sag.

»Jeg bruger utrolig meget tid på at skaffe midler. Der bliver færre og færre penge, og flere og flere om buddet. I nogle perioder bruger man utrolig meget tid på det, hvis det er en større ansøgning, men det fylder generelt rigtig meget mentalt. Også frustrationerne, hvis man får afslag«, siger Christina Høi-Hansen, der forskede de første fem år efter, hun blev dr.med. I dag er hun børnelæge og »nøjes« med at forske i fritiden.

Det er ikke er usædvanligt, at unge forskere i bruger op mod halvdelen af deres arbejdstid på at skrive ansøgninger om diverse fondsbevillinger, stipendiater og andre former for bistand.

Morten Kjeldgaard har 30 års erfaring som forsker, og han mener, at der er nogle klare problemer ved den tætte kobling mellem lovende forskningsresultater, publicering i højt ratede videnskabelige tidsskrifter og finansiering. Den verserende sag fra Københavns Universitet illustrerer i ekstrem grad systemets svaghed, men den kan også fornemmes i det daglige:

»Jeg oplever en stigende tendens til at smøre lidt tykt på, for eksempel hvis man skal søge fondsmidler, hvor man perspektiverer, hvad det kan føre til. Det er jo klart nok - man skal jo sælge sig selv - men det giver bagslag, fordi man måske ikke kan holde det, man har lovet. Og så kan der måske opstå en fristelse til at pynte lidt, siger Morten Kjeldgaard og fortsætter:

»Når man laver systemet, så der for eksempel er hård kamp om pengene, så fremmer det den adfærd. Det hænger sammen med, at man vedlægger sine resultater og perspektiverer, hvad det kan føre til, når man søger fondsmidler og den slags. Man skal sælge sig selv«.

Christina Høj-Hansen føler ikke, at kampen om midlerne presser hende til at skærpe vinklen i sine ansøgninger:

»Jeg er ikke stødt på, at nogen overskrider de grænser, som man jo godt ved findes. De ældre vejledere udstikker retningslinjer, og det er vigtigt, for især når man er ung, følger man kulturen. Men man bliver bedre og bedre til at formulere den med tiden«, siger hun.

Overlæge dr.med. Peter Lange påpeger til gengæld, at kampen om midler risikerer at flytte fokus væk fra vigtig, men langsigtet, grundforskning:

»Det drejer sig i høj grad om at skaffe penge til forskningen, og du skal bruge meget tid på at få de nødvendige midler. De skal jo i høj grad hentes udefra, og det er klart, at en ekstern fond hellere vil give penge til en forsker, som påstår at løse kræftens gåde i løbet af et par år i stedet for at finansiere en mere langsigtet forskning - selv om den på et senere tidspunkt kan vise sig at være epokegørende«, siger han.

Netværk og klubber

Den hårde kamp om midler får dog modspil flere steder, hvor man er begyndt at hjælpe forskerne med for eksempel fundraising-sekretariater, overblik og vidensdeling, ligesom der er fokus på at skabe netværk for yngre forskere efter inspiration fra de store universiteter i udlandet.

»Mange steder er man begyndt at lave journal clubs, hvor unge forskere mødes på tværs af faggrænserne og øver sig i at fremlægge deres projekter og netværke, og det er en rigtig god ide, fordi man bliver mere klar i mælet«, fortæller Lars Riber, der er formand for Lægeforeningens Uddannelsesudvalg.

Ud over de officielle og strukturerede netværk for yngre forskere findes der også de mere løse og socialt baserede netværk, hvor en centralt placeret og erfaren forsker samler »sine« unge talenter i en slags moderne saloner, hvor de lærer hinanden at kende.

»Det er essentielt at finde den rigtige vejleder. Det er vigtigt, at det er én, som man fungerer godt sammen med, og hvor kemien passer. Hvis en vejleder tager sig af dig, får du også den energi og selvtillid, der gør, at du kan komme videre - også i de perioder, hvor det er svært«, siger Lars Riber.

I det hele taget er valget af vejleder utrolig vigtigt - også for at skabe netværk og lære kultur og retningslinjer. Og så er en vejleder uvurderlig i at hjælpe til at man holder modet oppe, når man løber ind i modgang - for det gør man.

Morten Kjeldgaard:

»Man skal være indstillet på, at der er modgang og frustrationer. Men man skal huske på, at gode, solide resultater og gode artikler - det er der ikke nogen, der kan tale imod. Netværk og eventuelt erfaring fra udlandet er også godt. Hvis du har de basale ting i orden, så er du godt på vej.

»Man skal ud over kanten«

» Jeg troede, at forskning var ren videnskab, men jeg har fundet ud af, at det også handler om politik. Det er ikke nok at være fagligt dygtig, de uformelle kvalifikationer er lige så vigtige. Og det synes jeg er helt i orden«, siger 36-årige Mette Marklund.

»Især inden for den kliniske forskning gælder det, at hvis man er en fagligt dygtig, men supernørdet type, får man måske aldrig formidlet sin forskning videre. Men det er lige så vigtigt, at man kommer ud over kanten med hvad det er, man laver«.

Mette Marklund har forsket fra 2004-2008, og hun peger på finansieringen som den største hurdle:

»Helt overordnet er det sindssygt svært at få penge. Der er enkelte undtagelser, men hvis man får en ide selv, skal man være meget vedholdende for at skaffe midler fra fonde og firmaer, for flaskehalsen er meget meget lille.

Lægeverdenen er ekstremt afhængig af industrien, på godt og ondt, og man skal selvfølgelig passe på og holde balancen.

Det er vigtigt at være åben og ligefrem, så man undgår skjulte dagsordener. Man skal altid tage sig i vare for en mand med et firmakort. Det er jo en skæv magtbalance, og det skal man være meget opmærksom på«, siger hun. Og så glæder hun sig over, at der er kommet et bedre syn på, hvilke forskningsresultater der skal frem i lyset:

»Der er kommet en bedre kultur de senere år om, at man også skal publicere negative forskningsresultater. Man kan have en meget stærk ide om, at tingene må hænge sammen på en bestemt måde, men så kan det vise sig, at det slet ikke passer - og det er faktisk lige så værdifuld viden at få frem«, siger Mette Marklund.

»Man vil da gerne komme først«

» Selvfølgelig er der konkurrence mellem forskere. Man er jo altid interesseret i at opnå de spændende resultater, og hvis andre finder dem først, så er det da irriterende«, siger 35-årige Andreas Lundh.

Andreas Lundh er i gang med det sidste år af sin ph.d. ved Det Nordiske Cochrane Center. Før det boede han to år i Holland, hvor han forskede i evidensbaseret medicin og forskningsmetodik. Han kan ikke genkende det hårde miljø, der bliver beskrevet i pressen for tiden.

»Jeg kan slet ikke genkende krigsmetaforen. Måske har jeg været heldig, men hidtil har jeg kun mødt åbenhed og interesse og ønske om samarbejde«.

Hvis han skal pege på én ting, der gør forskerlivet hårdt, er det kampen om penge:

»At skaffe penge til sin forskning er noget af det mest stressende. Også selv om man er i et godt miljø og har en god vejleder, der lover at det nok skal gå«.

Han har fulgt med i Penkowasagen og især hæftet sig ved diskussionen om medforfatterskaber:

»Hvor meget kan man stole på folk? Det er jo lettere, hvis det er et lille projekt, og man har et tæt samarbejde, men der findes jo også relativt store projekter, hvor der måske medgår flere forskningsgrupper, og hvor man måske ikke engang har mødt alle de andre. Den her sag viser, at det kan være rigtig farligt at deltage i et projekt, hvis man ikke er særlig godt inde i substansen«.

7 Gode råd

1. Find et emne, du synes er interessant. Sørg for at have et kerneprojekt og et par mindre ved siden af, så du har lidt flere heste at spille på.

2. Få den »rigtige« vejleder. Det er vigtigt, at det er én, man fungerer godt sammen med, og hvor kemien passer. Hvis en vejleder tager sig af dig, får du også energi og selvtillid til at komme videre i de perioder, hvor det er svært.

3. Kom med i netværk. Både i Århus, Odense og København er man begyndt at lave journal clubs, hvor unge forskere mødes på tværs og øver sig i at fremlægge deres resultater og netværke.

4. Få hjælp til at skaffe midler. Nogle universiteter har oprettet deciderede sekretariater, der kan hjælpe med overblik over forskellige muligheder og erfaring i at skrive gode ansøgninger.

5. Publicer. Jo højere rating, jo sværere er at det. De har også en forkærlighed for de forskere, de kender i forvejen, så hvis vejleder er kendt, er det også meget lettere.

6. Lad være med at snobbe omkring valg af tidsskrift. Det er bedre at få 100 citationer i et lille, ukendt tidsskrift end ti fra et af »de fine«. Sidstnævnte har ligeledes store pladsrestriktioner og tillader kun få illustrationer. Man kan ofte få en objektivt set bedre artikel ud af det ved ikke at sigte så højt.

7. Pas på sponsorerne. Undgå at blive knyttet for tæt til en enkelt privat sponsor, men fordel din finansiering ligeligt mellem konkurrenter. Sørg for høj gennemsigtighed og meget åbne regnskaber.

Kilder: Lars Riber, Mette Marklund og Morten Kjeldgaard