Forskning er vigtig for den lægelige stolthed

I en tid, hvor rekruttering er på alles læber, er Dermatalogisk Afdeling, Bispebjerg Hospital i København, indiskutabelt på den grønne gren.

Slår de én introstilling op, ligger der 30 ansøgninger i indbakken.

Ovenikøbet er tre ud af de fire introstillinger, som afdelingen p.t. har, vokset til toårige stillinger. Det er unge læger, der ud over at ville tage introstillingen, kommer med så mange eksterne forskningsmidler, at det svarer til en årsløn. De supplerer altså introstillingen med et års forskning.

Afdelingen er forskningsaktiv

»Vi er så heldige her på afdelingen at have en yngre generation af meget arbejdsomme og forskningsaktive læger, hvoraf nogle har aktuelle og konkrete planer om at skrive doktordisputats«, siger afdelingens ledende overlæge, Simon Francis Thomsen. »I det lange løb skal vi have overlæger, der baserer deres virke primært på forskning«.

Trods denne medgang har han skrevet en replik i Ugeskrift for Læger, hvor han udtrykker bekymring for netop forskningen i fremtiden. Udgangspunktet for bekymringen er, at mens flere og flere læger skriver ph.d.-afhandlinger, kaster færre sig over storesøskenen, doktordisputatsen. Antallet af disputatser på Københavns Universitet er faldet fra 27 i 2006 til ti i 2018.

Lyset slukkes

Til sammenligning var der i slutningen af 2018 indskrevet i alt 1.609 sundhedsvidenskabelige ph.d.-studerende ved Københavns Universitet.

Simon Francis Thomsen er bekymret for, »hvad alle disse ph.d.’ere foretager sig efter opnåelse af graden, dvs. om de forsker videre og efterfølgende satser mere kompromisløst på en karriere inden for akademisk medicin, eller om ’lyset slukkes’, når graden er i hus«.

Han mener, at der er tegn på det sidste, uddyber han i dette interview.

»Af flere grunde, strukturelle som personlige, stopper mange forskningen, når ph.d.’en er forsvaret«, siger han.

Simon Francis Thomsen har ikke noget problem med ph.d.-afhandlingerne som sådan. Snarere med det, der ikke ligger i dem. Men som en doktordisputats repræsenterer. Og da doktordisputatserne i de senere år er faldet i antal, har hans bekymring antaget et videre perspektiv.

Noget unikt lægeligt

»Hvis man skal løfte det op, repræsenterer en doktordisputats noget oprindeligt, noget unikt lægeligt, synes jeg«.

Formelt adskiller disputatsen sig fra ph.d.’en på flere måder. Det er først og fremmest et soloprojekt. Der er ingen kurser og vejledning. Kravet er, at man skal have bragt videnskaben et væsentligt skridt videre med nye facts. Det er ikke et krav til ph.d.'en, forklarer Simon Thomsen, men det er en bonus, og hvis der ikke er noget nyt, kan det være svært at få dem publiceret.

Publiceringskravene er også forskellige. For at få antaget en disputats skal forskningen, som den bygger på, allerede være publiceret som artikler. Når man indsender en ph.d., er det ikke et krav. Man kan godt indsende manuskripter, som man blot har planer om at publicere.

»Det har jeg ikke noget problem med, man skal jo også videre. Men får man ikke lavet det færdigt, ligger der et ufærdigt artikelmanuskript i skuffen måske baseret på hundredvis af forsøgspersoner, forskning og viden, som aldrig bliver færdiggjort, fordi ph.d.-graden er hjemme, og du ikke har nogen interesse i at publicere. Det sker i stor stil. Og det er uetisk«.

Sjovere at være læge

Når Simon Francis Thomsen fremhæver disputatsen, er det ikke fordi, den sig selv målet, siger han.

»Det er ikke at få titlen, men den forskning, der ligger nedenunder den, der betyder noget. Den og lysten til at beskæftige sig med akademisk medicin. Og den lyst bør vi fremme. Jeg tror, det bliver sjovere at være læge, hvis man har den side med som en helt central del af sit virke«.

Lægen, der skriver en disputats, løber en risiko:

»Det, at det er et krav, at studierne skal publiceres og skal rykke vores viden væsentligt, betyder, at det er en satsning. Altså en risikovillighed, hvor man vælger at lægge 5-10 år i noget, som man ikke ved, om der kommer noget ud af. Men hvis man vil vinde stort, må man også satse stort. På den måde repræsenterer disputatsen noget selvstændigt og unikt. Det er et sted, hvor læger stadig uantastet kan være læger«.

I modsætning til hvad?

»Jeg fornemmer, at læger i mange dele af sundhedsvæsenet synes at være opfyldt at frustrationer. Når man ser, hvad der skrives om læger, er der tre typiske vinkler for tiden. Der er lægen, der har begået en fejl eller er nervøs for at gøre det. Der er lægen, der har fået arbejdsliv og privatliv til at gå op i en højere enhed, eventuelt med firedages arbejdsuge eller ved at flytte et andet sted hen. Eller der er en af mine klinikchefkolleger, der har smækket med døren«.

Han tilføjer:

»Og det, synes jeg, er utroligt trist«.

»Det er også i den sammenhæng, jeg vil fremhæve disputatsen. Her får man lov til at være læge. Der er kommet fokus på en masse andre ting ved det at være læge, og det tror jeg, at læger er lidt kede af. Vi skal have noget glæde, stolthed og viden ind i det at være læge. Og jeg synes, at lægestanden mangler stolthed«.

Hvad skyldes det?

»Der er utvivlsomt fra systemets side et stort pres, som handler om, at lægerne skal være produktionslæger. Der kommer meget til os, som vi ikke har identitet i. Men måske har lægerne forsømt at tage føringen i denne debat. Vi har ladet os trænge i baggrunden af mange meninger om, hvordan sundhedsvæsenet skal indrettes. At holde fast i noget oprindeligt, unikt lægeligt, nemlig det at være nysgerrig, være forsker og være med til at bringe faget videre, har en tiltagende lille plads i det at være læge«.

Ph.d.’en er en rugekasse

Simon Francis Thomsen understreger, at han ikke vil kritisere ph.d.-uddannelsen som sådan.

»Men vi ser alt for mange eksempler på, at den udelukkende bliver brugt til at opnå en uddannelsesstilling. Der er stor konkurrence om de stillinger, og forskning bliver tit vægtet i udvælgelsen. Jeg har bange anelser om, at ph.d.-afhandlingen for mange handler om at skaffe point til en klinisk ansættelse, snarere end et genuint ønske om at lave forskning«.

»Ph.d.-skolerne sikrer et godt treårigt forløb. Der er kurser, der kan komme fondsstøtte, der rustes til at opbygge forskningskompetencer, der er vejledere. Det er et rugekasseforløb, som man næsten ikke kan fejle i. Det er meget bekvemt. Det er tæt på at være en udvidelse af medicinstudiet, hvor man i tre år kan sejle under bekvemmelighedsflag. Og det kan man bruge til at kvalificere sig til en klinisk stilling«.

Men der er for lidt tilskyndelse til at fortsætte forskningen, mener Simon Francis Thomsen.

»Jeg ser det, når jeg underviser på ph.d.-kurser, og jeg hører kolleger sige det: Det er ret svært at tage skridtet fra at være ph.d.-studerende til at blive forskningsleder. Det er ikke umiddelbart tænkt ind i den lægelige videreuddannelse, som er relativt rigidt bygget op om at lære de kliniske kompetencer«.

Uselvstændigt og ambitionsløst

Simon Francis Thomsen skriver til sidst i sit indlæg:

»Samlet set kan tilbagegangen for doktordisputatsen således ses som et symptom på, at lægevidenskabelig forskning og det lægelige arbejdsliv er blevet mere uselvstændigt og ambitionsløst, hvorfor man kan frygte for Danmarks fremtidige forskningsposition«.

Hvad mener du med det?

»Som nævnt er ph.d.’en ikke så selvstændig som disputatsen, tværtimod er det endnu tre års studier under vejledning. Samtidig hører vi ofte, at det er når lægen møder virkeligheden, at det bliver vanskeligt. Vi vil gerne fremme selvstændigheden hos lægerne. Spørgsmålet er, om vi ikke gør det modsatte. Og så er det jeg spørger, hvor ambitionen er blandt de yngre læger«.

Og hvad er dit svar?

»Den er der, og når jeg sammenligner de yngre læger med, hvordan jeg selv var for små 20 år siden, så synes jeg, at de er dygtigere og på mange måder mere modne. Men jeg oplever, at den dygtighed er til stede inden for et snævert tillært verdensbillede. Ofte mangler den nysgerrighed og de udviklingskompetencer, der handler om at flytte faget. Jeg synes ikke, de er risikovillige nok«.

Hvad bygger du det på?

»Det er en tendens, som vi ser ikke bare inden for lægefaget, men også fra gymnasiet, hvor niveauet i nogle fag sænkes. Folk er knalddygtige, men især inden for en snævert defineret ramme. De er i mindre grad i stand til original tankegang og er ikke så risikovillige. De har håndbremsen trukket en lille smule hele tiden«.

Fint liv som privatpraktiserende

På Simon Francis Thomsens egen afdeling har lægernes forskningslyst en fristende modstander i lysten til at få egen praksis som hudlæge. Der er konkurrence, hospitalsafdelingen har en kamp at kæmpe.

»Vi er et meget forskningsaktivt speciale, også her på afdelingen. Men hovedparten af hudlægerne arbejder i praksis, hvor de har et fint liv. Det er vi på hospitalet i konkurrence med. Men vi skal kunne udføre behandlinger, som man ikke har mulighed for i praksis, altså de specielle tilfælde, der kræver ekstraordinært udstyr eller tilgang. Det koncentrerer vi os om, og det lægger meget op til forskning og de specielle kompetencer, der knytter sig til det. Så vi skal udvikle faget og generere viden. Om ti år vil vi også gerne have forskningsaktive overlæger og professorer i dermatologi«, siger han.

LÆS OGSÅ:

Debatindlæg: Bevar doktordisputatsen!

Prodekan: Arbejdssituationen betyder meget for den videre forskning