Forskning, frihed og finanser

Professor og overlæge Anders Perners forskerhold har påvist, at et lægemiddel, der er standardbehandling ved bekæmpelse af blodforgiftning, i virkeligheden risikerer at gøre situationen værre for patienterne. En saltvandsopløsning giver bedre resultater.

Forskningen er publiceret i The New England Journal of Medicine (NEJM) og har givet rungende genlyd. Ikke mindst hos det tyske firma Fresenius Kabi, der har den største markedsandel af det pågældende lægemiddel - hydroxyætylstivelse. Firmaet kan forvente at tabe omsætning og indtægt på grund af de nye forskningsresultater og har truet med et sagsanlæg.

Anders Perner, hvordan står sagen?

I samråd med redaktionen på NEJM præciserede vi, hvor den væske, vi havde brugt i forsøget, kom fra. Vi havde arbejdet med et produkt fra et af de andre firmaer.

Ifølge medierne dropper Fresenius Kabi sagen nu. Din reaktion?

Vi har ikke hørt noget officielt. Men det manglede da bare. Det, at de dropper truslen, løfter selvfølgelig en byrde fra mine skuldre, men en del af skaden er jo sket. Jura har fået indflydelse på noget, der burde være ren videnskab.

Hvordan reagerede du egentlig på truslen?

Først blev jeg meget overrasket. Jeg havde ikke forestillet mig, at en videnskabelig diskussion skulle ende i en juridisk fejde. Og så syntes jeg, at det var ubehageligt.

Var du bange for en sag?

Jeg ville ikke være bange for at tabe. Og jeg har fået fuld opbakning fra Rigshospitalet og fra Region Hovedstaden. Men det ville være generende at skulle bruge tid og intellekt på det.

Hvordan har NEJM reageret?

De var meget ordentlige. De tog mig med på råd. De har fået samme brev (fra Fresenius Kabis advokater, red.). De har jurister ansat og er vant til den slags. Det, de ønskede, var så høj grad af præcision som muligt. Vi var enige om, at der ikke var fejl i den oprindelige artikel.

Er der noget, du nu vil gøre anderledes i din forskning eller i din vejledning af unge forskere?

Det håber jeg ikke. Det skal jo være sådan, at der er forskningsfrihed, og uenighed bliver klaret i videnskabelige diskussioner i åbenhed. Det ærgrer mig, at diskussionen ikke er foregået åbent.

Hvordan beskytter man sig som forsker bedst mod den slags forskrækkelser?

Det gode er jo, at vores forskning er fuldstændig uafhængig. Vi har fået en stor bevilling fra Det Strategiske Forskningsråd, så midlerne er offentlige, og vores interesse er at gøre det bedste for patienterne. Og så er GCP (good clinical practice, red.) overholdt. Vi er blevet eksternt monitoreret, og forsøgets kvalitet er enormt høj. Resultaterne kan sagtens diskuteres, men ikke angribes af de årsager. Det er en fantastisk styrke.

Siger denne sag noget om offentligt vs. firmafinansieret forskning?

Ja, den understreger behovet for yderligere offentligt finansieret, uafhængig forskning. Hvor klinikere og hospitalsvæsenet stiller de spørgsmål, der skal besvares, finansierer forsøgene, gennemfører dem og publicerer dem uafhængigt af industrien. Der kan sagtens være en vis grad af samarbejde. Det har vi også haft - med B. Braun Medical - men på de afgørende punkter skal industrien ikke have indflydelse.

Har jeres forskning ført til ændret praksis?

Ja, vi har skiftet fuldstændigt. Dagen efter, at resultaterne forelå, skiftede vi, og det vil jeg tro, at langt de fleste danske hospitaler samt andre i Skandinavien også har gjort - det var et skandinavisk studie.