Forskning: hvor er kvinderne?

For tyve år siden var godt en tredjedel af de lægestuderende kvinder [1]. De må efterhånden formodes at have nået professoralderen, men kvinder udgjorde alligevel kun 20 pct. af Københavns Universitets nyudnævnte professorer på det sundhedsvidenskabelige fakultet i perioden 1. januar 2006 til 1. juli 2007 [2].

Det ser noget bedre ud på lektor-området. Her var 35,5 pct. af de nyudnævnte på SUND kvinder.

Ude på sygehusene ser det ligesådan ud.

Her var der for to år siden 22 pct. af overlæge/professor stillingerne, som var besat med kvinder. I 1997 var tallet på 16 pct. [3].

Det må man da sige er et fremskridt i ligestillingen. Men tager man i betragtning, at lægestudiet efterhånden i mange år har været kvindedomineret, så burde der være flere.

»Der er væsentligt færre kvinder end det tal, der skulle være«, siger lektor Birgit Petersson fra Enheden for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning på Københavns Universitet.

»Vi kender det fra humaniora, hvor 80 pct. af de studerende er kvinder, men hvor der er et langt mindre antal kvindelige professorer. Mange kvindelige studerende er ikke i selv selv en garanti«, siger hun.

Det er det efterhånden betydelige antal PhD studerende inden for sundhedsfagene heller ikke.

»På PhD er der temmelig mange kvinder, men det betyder ikke, at de fortsætter med at forske«, siger hun.

Men er det i virkeligheden ikke bare noget kvindesagsklynk, at der burde være flere kvinder i forskning? Who cares, hvem der forsker?

Nej, siger Birgit Petersson. For bredde blandt forskerne giver bredde i forskningen.

»Kvinder tager andre emner op i forskningen end mænd gør. Det er to forskellige køn med forskellige præferencer«, siger hun.

Old boys eller hvad?

Så hvordan kan det være, at der ikke er flere kvinder? Er det »bare« gubbevældet i old boys klubberne, der gør sig gældende? Rip-Rap-Rup effekten, hvor (mandlige) ledere promoverer (mandlige) talenter, der ligner dem selv? Eller vil kvinderne ganske enkelt ikke forske?

Det er velkendt, at kvindelige læger har tendens til at søge mod specialer, hvor vagtbelastningen ikke er så stor - især da i den livsfase, hvor de planlægger at få børn.

Det er også velkendt, at kvindelige læger gerne vil have patientkontakt.

Mette Rimmen er en af dem, og hun er helt på det rene med, at en forskerkarriere ikke er noget for hende.

Hun regner med at være færdig med sin specialuddannelse i almenmedicin til sommer og skal så ud som praktiserende læge.

»Min personlige mening er, at kvinder nok har nogle andre grunde til at vælge medicinstudiet end tidligere tiders mænd. Det var mere noget med lægen som autoritet. Kvinder ser mere på de bløde ting som kontakten til patienterne. Og den kan man jo ikke få, hvis man går ind på forskningsvejen«, siger hun.

Netop kontakten med patienterne er en væsentlig årsag til, at hun ligesom mange andre kvinder har valgt almen medicin.

»Almen praksis er kvindedomineret. Og det er jo også et blødere speciale end f.eks. ortopædkirurgi«, siger hun.

Og selv om der er mange kvinder, der tager en PhD, tror hun, at den udvikling i det mindste til en vis grad kan være drevet af andet end lyst.

»Jeg tror, mange kvinder tager PhD, fordi det er nødvendigt for at komme videre i speciallægeuddannelsen. Ellers kan de ikke komme i betragtning«, siger hun og noterer sig, at det netop ikke er sådan i hendes eget speciale.

»I almen medicin er vi ikke nødt til at forske«, siger hun.

Gamle knarke fylder

Når det er sagt, er der også strukturelle barrierer for kvinder, som faktisk godt kunne tænke sig en forskerkarriere.

»Stedet her er fuldt af mange gamle knarke. Antallet af kvinder skal jo vokse langsomt, når man i de ordinære professorater kan blive siddende til 70 år«, siger lektor Jørgen Vinten, som er PhD skoleleder på Københavns Universitet.

Han mener, at der er tale om en naturlig udvikling, som nok skal komme op i omdrejninger.

»For ti år siden var der vel 50 pct. kvinder blandt de PhD studerende. Nu er det 60 pct. Det er krøbet langsomt opad. Det er lidt forsinket i forhold til andelen af kvinder, der er færdiguddannede læger. Men man gør meget for at få ansat kvinder efter PhD niveauet«, siger han.

Københavns Universitet har en hel handlingsplan for at fremme kvinder i forskning, som bl.a. anbefaler såkaldt strategiske ansættelser på alle niveauer - dvs. at stillingerne nærmest skræddersys med henblik på, at bestemte, højt kvalificerede kvinder søger dem. Der er også tiltag såsom fleksible ansættelsesforhold, og en mentorordning er netop skudt i gang.

Universitetet har som målsætning at øge andelen af kvindelige lektorer og professorer med fem procentpoint mellem 2006 og 2008.

De andre universiteter har også initiativer for at fremme kvinder i forskning. Syddansk Universitet er f.eks. ved at ansætte en ligestillingskonsulent, som bl.a. skal arbejde med at opfylde universitetets mål om at øge andelen af kvindelige forskere med et procentpoint om året i 2008-2010.

For sundhedsvidenskaberne oplyser dekan Ole Skøtt, at f.eks. andelen af adjunkter/post.doc'er, som er kvinder, er steget fra 44,3 pct. i 2004 til 62,3 pct. sidste år. Der er også stigninger at spore for de andre stillingsbetegnelser, men tallene er ikke nær så høje.

»Den kvindelige overvægt på medicinstudiet afspejles på PhD niveau og på adjunkt-post.doc. niveau men endnu ikke på lektor- og professorniveau, selv om der også inden for disse områder er sket stigninger i perioden 2004-2007«, skriver Ole Skøtt i en e-mail.

»Vi arbejder videre med problemstillingerne. Næste gang med et planlagt eftermiddagsseminar på Klinisk Institut 19. november: Kvindelige forskeres karriereveje- hindringer og muligheder?«, skriver han.

Aarhus Universitet har også sat kvinder i forskning på dagsordenen og er p.t. i færd med at definere sine målsætninger for ligestillingen - der forventes en udmelding om et par måneder - ligesom universitetet har et netværk for kvindelige forskere.

SUND har desuden et ligestillingsudvalg, som har formuleret et udkast til en egen handlingsplan, der tænkes at skulle spille sammen med universitetets overordnede strategi.

Automat-udnævnelser

Mere aktive ligestillingsindsatser kan muligvis få has på den rygmarvstænkning, der kan præge en del personalepolitik.

»Der ligger noget automatisme, selv om det er svært at få videnskabeligt påvist. Det er ikke på grund af nogen modvilje - overhovedet ikke - men når man skal til at ansætte, så bliver kvinder ikke kørt i stilling. De bliver ikke inddraget i så mange publikationer. De bliver ikke prikket så meget på skulderen«, siger Helle Prætorius, der er lektor på Institut for Fysiologi og Biofysik på Aarhus Universitet.

Den traditionelle struktur på universiteterne kunne også godt være mere imødekommende. Karrierevejen er ikke så synlig på universiteterne. De typ iske forløb med mange kortvarige ansættelser, projekter m.v. uden den store struktur i et bare mellemlangt perspektiv er ikke familievenlige.

»Det er mere strømlinet på hospitalerne. Hvis du har tre børn, så er du nødt til at vide, hvor du er de næste år frem«, siger hun.

Omvendt er selve forskningen faktisk meget familievenlig, fordi der ikke er en række patienter, der kræver tilstedeværelse på bestemte tider.

»Det er ideelt at kombinere med familielivet. Man har godt nok en lang arbejdstid, men det har man også i klinikken. Men man kan geare op og ned afhængig af livsfase. Og man kan lave ting om aftenen, hvor der er stilhed og ro. Der er meget mere elastik i«, siger hun.

Til gengæld må kvinderne også overkomme deres egne barrierer.

»I universitetsverdenen slår man først en stilling op, når man har en kvalificeret ansøger på hånden. Det vil sige, at de fleste stillinger er øremærkede på forhånd. Så hvis man ved, at den pågældende stilling egentlig er tiltænkt en anden, er der mange kvinder, der holder sig tilbage. Kvinder skal selv komme lidt mere frem i skoene. Men det er vi ikke opdraget til. Det er helt parallelt til erhvervslivet«, siger hun.

Lægeløs forskning

Spørgsmålet er imidlertid, om mangelen på kvindelige forskere er en del af et bredere problem inden for den sundhedsvidenskabelige forskning - nemlig mangelen på lægeuddannede forskere af begge køn.

»Der bliver færre og færre i det hele taget. Der er stort set ingen læger ansat ved universitetet mere bortset fra de kliniske fag. I de teoretiske og parakliniske fag er der ingen læger mere. Det er biologer og farmakologer osv. som begynder at overtage de jobs«, siger Birgit Petersson - forskeren fra indledningen.

Lønnen er typisk bedre andre steder, og der er lægemangel, så det er mildt sagt ikke svært at få job. Og så er der lige det med patienterne, som godt nok kræver tilstedeværelse og dermed gør jobbet ufleksibelt, men som mange læger ønsker sig - ikke mindst de kvindelige.

Mange flere deltidsjobs eller kombijobs, hvor man både arbejder i klinik og med forskning kunne være vejen frem. Og i parentes bemærket måske også få lokket flere kvinder ind i forskning.

Birgit Petersson, som er speciallæge i psykiatri, har kreeret sin egen kombination af den art. Hun har en privat praksis ved siden af sit forskerjob.

»Det er noget, jeg gør om aftenen og i weekenderne. Man får viden fra de patienter, man har med at gøre. Men jeg ville heller ikke kunne holde ud kun at forske. Jeg ville savne patienterne«, siger hun.

Kilder:

1. Sundhedsuddannelserne - Uddannelse og Arbejdsmarked, Undervisningsministeriet, 2000

2. Sagsnotat vedr. Task force vedr. Kvinder i forskning - handlingsplan, Københavns Universitet, 21. november 2007

3. Forskningsstatistik for sundhedssektoren 2006, Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet, august 2008

Fra vores egen verden

16 indflydelsesrige medicinske tidsskrifter havde i perioden 1970-2005 118 chefredaktører, hvoraf otte var kvinder, viser et studie offentliggjort i Archives of Internal Medicine.Situationen på vore breddegrader (opgjort i slutningen af marts i år):

Ugeskrift for Læger:

Chefredaktør, videnskabelig redaktør og seks assisterende redaktører er alle mænd.

Tidsskrift for Den norske Legeforening:

Chefredaktøren er en kvinde. Af 11 medicinske redaktører er otte mænd.

Finlands Läkartidning:

Chefredaktøren er en mand, mens den medicinske chefredaktør er en kvinde.

Läkartidningen:

Chefredaktøren er en mand ligesom den medicinske chefre-daktør. Bladet har otte medicinske redaktører, hvoraf fire er kvinder.

Kilde: Läkartidningen

Andelen af kvinder beskæftiget med forskning og udvikling på hospitalerne

Overlæger/professorer:

2004: 19 pct.

2005: 20 pct.

2006: 22 pct.

Afdelingslæger:

2004: 42 pct.

2005: 38 pct.

2006: 41 pct.

Første reservelæger og reservelæger samt post.doc:

2004: 44 pct.

2005: 45 pct.

2006: 48 pct.

Kliniske assistenter:

2004: 52 pct.

2005: 55 pct.

2006: 51 pct.

Kilde: Forskning og udviklingsarbejde i sundhedssektoren - Forskningsstatistik 2006, Dansk Center for Forskningsanalyse, www.wforskningsanalyse.dk

Andelen af kvinder i forskningsstillinger på universiteterne:

Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet:

Professorer:

2005: 15,1 pct.

2006: 13,5 pct.

2007: 13,5 pct.

Lektorer:

2005: 31,1 pct.

2006: 30,8 pct.

2007: 32,2 pct.

Post Doc/Adjunkter:

2005: 55,6 pct.

2006: 56,8 pct.

2007: 55,8 pct.

Syddansk Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet:

Professorer:

2005: 12,5 pct.

2006: 10,8 pct.

2007: 15,2 pct.

Lektorer:

2005: 25,5 pct.

2006: 25,9 pct.

2007: 28,3 pct.

PostDoc/Adjunkter:

2005: 53,4 pct.

2006: 60,8 pct.

2007: 62,3 pct.

Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet

Kun oplyst tal for 2007:

Professorer:

6,3 pct.

Lektorer:

28,5 pct.

PostDoc/Adjunkter:

52,6 pct.