Forskning i anvendelse af lægemidler - indikationerne bør være solidt dokumenterede for alle slags brugere

I de seneste mange år har der været et stigende udbud af nye lægemidler, hvoraf mange, såfremt de anvendes korrekt, kan have væsentlig betydning for kvaliteten af patienternes behandling. Desværre implementeres disse fremskridt ikke i tilstrækkelig grad, og patienterne får derved ikke det optimale udbytte.

I dette nummer af Ugeskrift for Læger bringes en række artikler med fokus på lægemidler.

Sundhedsvæsenets ydelser - herunder anvendelsen af lægemidler - bør være evidensbaserede. Hasselbach&Kampmanns statusartikel om, hvilke patienter der skal behandles for demenssygdom, illustrerer et vigtigt område - indikation for anvendelse af lægemidler [1]. Typisk er der i den første fase efter et lægemiddels lancering kun dokumentation for effekt ved behandling af de mest syge. Hyppigt sker der efterfølgende et skred i indikationen for anvendelse af lægemidlet, så det anvendes på udvidede indikationer - indikationer, hvor dokumentationen for effekt og bivirkninger er sparsom. Lægerne ønsker, at flest mulige af deres patienter får gavn af den nye behandling, ligesom indikationsudvidelse medfører et øget indtjeningspotentiale for lægemiddelfirmaerne. Balancen mellem nytteværdi og risiko ved et lægemiddel kan blive ugunstig, såfremt der ikke er videnskabelig dokumentation for lægemiddelanvendelsen til den pågældende gruppe af patienter.

Flertallet af de undersøgelses- og behandlingsmetoder, der anvendes i almen praksis, er baseret på resultater fra sygehusforskning. Disse resultater er imidlertid mindre anvendelige i almen praksis, da patienter i den primære sundhedssektor er forskellige fra patienter i sekundærsektoren på en række væsentlige områder, herunder henvendelsesårsager, sværhedsgrad af symptomer og sygdomsmønstre. Det er dyrt at afprøve lægemidler, og det kan ikke forventes, at lægemiddelindustrien afsætter resurser til stringente undersøgelser af et lægemiddels effekt på alle de indikationer, som lægemidlet ender med at blive ordineret på. På den anden side er det ikke rimeligt, at en stor gruppe af patienter ikke får en behandling, der kunne have stor betydning for deres helbred, »bare« fordi de ikke er syge nok eller ikke tilhører den udvalgte gruppe, som lægemidlet er afprøvet på. Der er behov for flere studier af lægemidlers effekter på den population, de ender med at blive benyttet af, herunder en opvejning af effekt over for bivirkninger.

Christensen, Christiansen&Sørensen anfører, at den overvejende del af randomiserede, kontrollerede undersøgelser vedrørende medikamentel behandling først gennemføres, når der er et økonomisk incitament [2]. Opgaven med afprøvning af lægemidler kan ikke ensidigt overlades til kommercielle interesser. Det er derfor bydende nødvendigt, at det offentlige afsætter de nødvendige resurser, så lægemidlerne kan afprøves blandt flere af de patienter, der kan forventes at drage nytte af dem. Man kunne derved undgå, at lægemidler blev anvendt til patienter, der ikke ville få nytte af behandlingen. Mange alment praktiserende læger deltager allerede i afprøvninger af lægemidler, der er initieret af lægemiddelindustrien. De vil gerne være med til at forbedre behandlingen af deres patienter, men der mangler resurser og struktur til en mere systematisk afprøvning af lægemidler på de indikationer, de bliver anvendt til i almen praksis. En mere effektiv anvendelse af lægemidler kræver, at det offentlige vedstår sit ansvar og allokerer resurser til kliniske afprøvninger, der kan dokumentere lægemidlers effekt og bivirkninger ved anvendelsen i praksis.

Korrespondance: Jens Søndergaard , Forskningsenheden for Almen Medicin, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, DK-5000 Odense C.
E-mail: JSoendergaard@health.sdu.dk

Interessekonflikter: Ingen