Skip to main content

Forskning i bevægelse

Journalist Jesper Haller, jha@dadl.dk

2. nov. 2005
9 min.

Det er ikke ethvert bette forskningsmiljø i Danmark, der skaffer et par privatfinansierede MR-scannere til deres lokale hospital. Bente Danneskiold-Samsøe er naturligt stolt over den bedrift og udviklingen i det videnskabelige arbejde, hun har stået for siden 1987, hvor hun blev administrerende overlæge ved reumatologisk afdeling på H:S Frederiksberg Hospital.

Det har udmøntet sig i et selvstændigt forskningsinstitut med international status men også i et nyt syn på en række af de tilstande i bevægeapparatet, som plager en stadig stigende del af befolkningen. Og for at det ikke skal være løgn: Patienterne er så glade, at instituttets egen støtteforening p.t. er oppe på 500 medlemmer. Kort sagt et miljø som er værd at studere i en tid, hvor forskningen mange steder er præget af svære kår og modløshed.

Ifølge institutlederen er indsatsen teamwork. Men ingen på stedet stiller spørgsmålstegn ved Danneskiold-Samsøes centrale rolle som igangsætter af videnskabelige undersøgelser og internationale netværk. Hun har med stor entusiasme indført ny teknologi i reumatologien og skaffet nødvendig økonomisk støtte.

Danneskiold-samsøe blev dr.med. i 1987 på en disputats med emnet »Muscle function in women with rheumatoid arthritis. The influence of glucocorticosteroids - a clinical and morphological investigation«. I de første år på H:S Frederiksberg Hospital lykkedes det hende at få sat både inter- og nationalt fokus på muskelforskning, træning til patienter med reumatoid artrit samt fibromyalgi.

Danneskiold-Samsøe tog således initiativ til og var præsident for den første MYOPAIN-verdenskongres, som blev holdt i Danmark i 1992. Her blev kriterierne for fibromyalgidiagnosen stadfæstet i den såkaldte Københavner-deklaration, som blev publiceret i Lancet samme år. Kongressen inspirerede til international forskning på feltet og affødte blandt andet den internationale organisation International Myopain Society (IMS).

Inden for området reumatoid artrit blev forskningen styrket med de første Helicobacter-studier og præliminære undersøgelser af MR-verificerede ledforandringer. Patienter på H:S Frederiksberg Hospital fik meget tidligt glæde af de nye biologiske TNF-alfa-hæmmere, som er det foreløbige internationale højdepunkt i artritforskningen.

Et tredje frontlinjefelt var - og er - forskning i dokumentation af følger efter tortur. Målet er at skaffe objektivt bevis for de undertiden specifikke vævsskader, der opstår efter bl.a. falangatortur. Scotland Yard var for nylig på besøg for at få hjælp i en sådan sag.

Parker Instituttet har et internationalt Advisory Board af ledende forskere inden for kerneområderne, der en gang om året mødes for at give forskerne ved Parker Instituttet »karakterer«.

Privat vej nødvendig

Instituttet blev virkelighed i 1999 med støtte fra The Oak Foundation, H:S og Helsefonden. Private midler er også i dag afgørende for instituttets brede kliniske forskning i alvorlige bevægeapparatslidelser.

Og den private vej er nødvendig, hvis man som forsker vil have noget op at stå inden for bevægeapparatets område. Under tre procent af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråds midler gives til arbejde inden for dette område, som ellers udløser op mod en tredjedel af alle førtidspensioner.

Men midlerne kommer ikke af sig selv. At få succes i et fondsbaseret miljø kræver en tankegang og nogle evner, som er anderledes end den »rene« klinikers. Både for ledelse og »fodfolk«.

Helt overordnet skal man kunne formidle for at få midler. Man kan lave nok så god forskning. Hvis ingen hører om den eller forstår, hvad den handler om, kan man godt glemme fondsbevillinger, mener Bente Danneskiold-Samsøe.

»Derfor lægger jeg for eksempel afgørende vægt på, at ph.d.ere lader deres afhandling følge af en pressemeddelelse. Det er de unge forskere som regel ikke meget for. Men jeg understreger over for dem, at deres forskning i mine øjne er mere værdifuld, hvis de kan fortælle om dens formål og resultater på almindeligt dansk og engelsk«.

Det kunne lyde lidt skrapt, men sådan er forskningschefen nu ikke. Tværtimod lægger hun stor vægt på menneskelige og omgængelige arbejdsrelationer. Danneskiold-Samsøe går imidlertid direkte efter bolden, når det gælder at sikre Parker Instituttets eksistens og udvikling.

Kursus i mødetaktik

»Da H:S blev etableret i midten af halvfemserne, fik jeg pludselig mulighed for at se, hvor mange penge vi tjente ind til hospitalet - ud over forskningbevillingerne - via udenamtspatienter.

Det beskrev jeg i en årsrapport, som skildrede vores aktiviteter i detaljer, inklusive gennemsnitlig indlæggelsestid m.m.m. - med lagkager og søjler i farver. På det tidspunkt var den slags ikke helt almindeligt.

Forud for det første møde mellem reumatologerne og direktionen i H:S havde jeg indhentet tips fra garvede mødetaktikere: Det skadede ikke, hvis man klædte sig pænt på, sørgede for at placere sig rigtigt i lokalet og tage ordet tidligt. Jeg havde selvfølgelig årsrapporten fremme på bordet, og det endte da også med, at direktionen blev nysgerrig. Så fik den på stedet de nødvendige eksemplarer«.

Bente Danneskiold-Samsøe føler selv, at albuerne var lidt skarpe ved den lejlighed, og at nogle kolleger måske følte sig snittet, men på den anden side: »Det er jo ingen hemmelighed, at der er konkurrence om opmærksomheden og pengene i sygehusvæsenet«.

Der var banet vej for en velvillig modtagelse af den femårs forskningsplan, som Bente Danneskiold-Samsøe producerede året efter, en ordentlig moppedreng på dansk og engelsk, der skulle komme til at danne bilag for mange fondsansøgninger. En af de første gik til Helsefonden efter opfordring fra H:S' daværende direktør, Erik Juhl.

»Vi fik bevilget tilstrækkeligt til at etablere det første forskningsprofessorat i klassisk reumatologi i Danmark for en femårig periode. Stillingen blev besat af Henning Bliddal, som siden har været afgørende for den videre udvikling af instituttets forskningsprofil«.

Akademisk snubletråd

Men ingen fremgang uden forhindringer. Da instituttet prøvede at få etableret endnu et forskningsprofessorat inden for et - i det danske universitetsmiljø - nyt område, blev den eneste ansøger til stillingen ikke kendt fuldt kvalificeret af et bedømmelsesudvalg nedsat af Københavns Universitet uden international repræsentation.

Professoratet handlede om forskning i reumatologiens fysioterapeutiske relationer. Ansøgeren var - Bente Danneskiold-Samsøe. Forskningschefen føler selv, at hun var kvalificeret og har taget til genmæle. Hun var uddannet fysioterapeut, før hun gik lægevejen og har ca. 100 videnskabelige arbejder bag sig, offentliggjort i tidsskrifter med peer-review. Hun har også vejledt mange i forbindelse med disputatser og ph.d.-forløb.

»De fondsmidler, vi havde fået bevilget, forudsatte at der kom et professorat inden for fysioterapeutisk forskning, så vi fik frygtelige problemer. Jeg fik siden hen et lektorat, som gjorde, at vi kunne fortsætte, men det var på et hængende hår«.

Bente Danneskiold-S amsøe anerkender selvfølgelig, at der stilles videnskabelige krav til forskningsprofessorer men mener også, at universiteterne burde støtte mere aktivt op om de mange klinikere over hele landet, som er »kvalificerede til forskningsprofessorater, trænger til et klap på skulderen og kan have stor praktisk gavn af det.« Og det er ikke lønstigningen på små 100.000 kroner om året, hun sigter til:

»For mange af os er professoratet lønnen i sig selv. Titlen er ofte en god ,murbrækker` i internationale sammenhænge, og den betyder noget på en - også dansk - fondsansøgning«.

Det fysioterapeutiske forskningsområde er chefens hjertebarn. Instituttet har gennem længere tid arbejdet for en kandidatuddannelse, som man kender den fra bl.a. Sverige. Foreløbig forgæves. Bente Danneskiold-Samsøe har en fornemmelse af, at Københavns Universitet ikke finder området tilstrækkelig akademisk. De fysioterapeuter, der arbejder på instituttet, er tilknyttet Lunds Universitet.

Entusiasme nødvendig
Hvor meget tid bruger du på at skaffe midler?

»Jeg bruger meget fritid på det. I arbejdsdagen er der ikke stunder. I sig selv bruger vi mange timer på at undersøge patienterne og følge dem op. Men vi skal jo også tage affære, hvis de kommer til at fejle noget andet undervejs. Det tager ofte mere tid end selve projektarbejdet og er en af grundene til, at klinisk forskning kræver flere forskningsmidler pr. videnskabeligt resultat end laboratorieforskning.

Det har hjulpet meget, at medarbejderne nu formulerer mange af ansøgningerne. Men dem skal jeg jo også læse igennem og diskutere. Det er imidlertid en fornøjelse. Vi har så mange engagerede medarbejdere - på alle niveauer. Især betyder det meget, at der er et tæt forhold mellem lægerne i klinikken og forskerne. Der sker ofte udveksling, og det er meget frugtbart for miljøet og resultaterne«.

Hvordan motiverer du medarbejderne?

»Folk synes, det er spændende at være med i noget nyt. De kan lide at få ansvar - og credit for deres resultater og øvrige arbejde. Jeg gør meget ud af at rose mit personale, når det har gjort en god indsats.

Der er også det særlige ved klinisk forskning, at du ofte oplever patienternes glæde og taknemmelighed ved for eksempel at kunne gå igen på grund af vellykket behandling. Og når effekten dokumenteres og publiceres i kendte internationale, videnskabelige tidsskrifter, er vi fælles om glæden. Et forskningsinstitut kan ikke fungere uden dygtige, begavede og entusiastiske medarbejdere«.

Hvordan finder du dem?

»Mange af lægerne har været i klinikken undervejs i deres uddannelsesforløb. Man kan hurtigt mærke, om de er motiverede.

Unge læger viser generelt begrænset interesse for at forske. Kvinderne måske i lidt højere grad. Men de er til gengæld længere tid om projekterne, fordi de føder børn undervejs.

En sjælden gang har vi været nødt til at slå en stilling op. Så prøver vi at tiltrække en person med kvaliteter eller faglige holdninger, der ikke er godt repræsenterede i forvejen på instituttet. Det giver mulighed for frugtbare diskussioner og ny erkendelse«.

Er det vanskeligt at forklare to patienter med samme sygdom, at de skal have forskellig behandling på grund af et forskningsprojekt?

»Vi følger selvfølgelig de etiske regler ganske nøje, og jeg oplever ikke informationen som et problem. Det kan være lidt svært for en patient, at hun får en anden læge, når hun lader sig indlemme i et forsøg. På den anden side oplever mange patienter i forsøg, at de bliver fulgt endnu tættere end normalt, og det er de jo typisk glade for«.

Er det et problem rent resultatmæssigt, at I vel får henvist flere og flere svære tilfælde, jo mere forskningsbaseret I arbejder?

»Ja. Vi får mange patienter, som er så langt i deres sygdomsforløb, at vi kun kan gøre lidt for dem. Vi ville meget gerne møde dem tidligere. Vi skal tættere på årsagssammenhængene. De kommer til at flytte noget inden for dette område. Midlerne er bl.a. forskning i epidemiologi, infektioner og forebyggelse. Når det gælder hårdt ramte artritpatienter, ser vi imidlertid i dag resultaterne af en langt mere effektiv medicinsk behandling. Det er meget positivt«.

Parker Instituttet er tilknyttet Reumatologisk klinik C ved Medicinsk Center på H:S Frederiksberg Hospital. Forskningsaktiviteterne falder inden for følgende områder:

  • Udvikling af nye metoder til måling af sygsdomsaktivitet og vævsskade med blandt andet ultralyd og MR-skanning

  • Analyse af vævsprøver i Bindevævslaboratoriet

  • Klinisk interventionsforskning på fysio-, ergo- og farmakoterapi

  • Kliniske studier med måling af blandt andet styrke, balance, ganganalyse, knoglemineralmåling og kliniske test

  • Registerforskning

Instituttet har i alt fem fastansatte og i gennemsnit 15 ad hoc-ansatte forskere. Instituttets forskningschef og forskningsprofessor fungerer begge som overlæger ved klinikken. Alle ansættelser ved instituttet er tidsbegrænsede. Der arbejdes efter femårige forskningsplaner. H:S Frederiksberg Hospital betaler driftsudgifterne og forskningsprofessoratets overlægestilling. Hovedsponsorer er Oak Foundation og Helsefonden. Det internationale advisory boards seneste evaluering betegnede dele af arbejdet ved Parker Instituttet som »forskning i verdensklasse.« Læs mere om Parker Instituttet på www.parkerinst.dk