Forskning i det alternative må ikke blive alternativ

Forskning i effekten af alternativ behandling skal følge de etablerede naturvidenskabelige forskningsmetoder. Og forskerne må og skal have akademisk baggrund for at skabe ordentlige projekter og troværdige resultater.

Det mener lederen af Norges nationale forskningscenter for alternativ medicin, professor i medicin ved universitetet i Tromsø, Vinjar Fønnebø. Han er blandt oplægsholderne ved Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandlings internationale konference »Initiating Scientific Investigations of the Effects of Alternative Medicine« i denne uge.

Den norske stats forskningsprogram har nu smækket pengekassen i for projektansøgere uden – som minimum – hovedfagseksamen. Årene uden akademiske krav førte ifølge Fønnebø til »vage projektideer og dårlig forskning«.

Nordmændene har altså skåret igennem en debat, der stadig føres i store dele af verden, herunder Danmark: Alternative behandlere holder på, at deres aktiviteter er andet og mere end det, der kan undersøges med almindelige forskningsmetoder. Naturvidenskabeligt uddannede ryster på hovedet og reagerer med beskyldninger om magi og svindel.

»Når den alternative verden afviser eksisterende forskningsmetodik, skyldes det efter mine erfaringer i høj grad en forkert indfaldsvinkel til hele forskningskonceptet og mangel på teoretisk viden«, siger Fønnebø med basis i otte år som vejleder for det norske forskningsråds program.

»Vi forsøgte os med at give ikke akademiske ansøgere et forskningsmetodisk kursus på et par uger. Det er simpelthen ikke nok. I dag henviser vi dem til at alliere sig med en akademiker. Der dispenseres ikke fra de regler«, understreger Fønnebø.

Når forudsætningerne mangler, bliver projektarbejdet en ørkenvandring. Fønnebøs erfaring er således, at mange ansøgere ønsker at bevise, hvor godt deres behandlinger virker, ikke om de virker.

»De har også svært ved at stille tilstrækkeligt præcise spørgsmål til at få fornuftige svar via forskningsprojekter. Det er alt for generelt at søge svar på, om ens zoneterapeutiske behandling virker sådan i det hele taget. Et velegnet forsknings-spørgsmål kunne være: »Medfører zoneterapi for fastsiddende moderkage hos førstegangsfødende, at flere eller færre moderkager skal fjernes kirurgisk?« Men det kræver en akademisk baggrund at stille sådan en ramme op og sørge for, at projektet ikke kæntrer undervejs.

For eksempel kan det virke stærkt frustrerende og demotiverende på mange behandlere, at effekten af behandlingen inden for et randomiseret projekt er meget mindre, end den de oplever i det daglige. De patienter, der af sig selv opsøger den alternative behandler, er jo imidlertid væsentligt forskellige fra gennemsnittet. De er motiverede for behandlingen, og det har betydning for effekten på de fleste af de tilstande, der behandles alternativt.

Mange alternative behandlere siger også, at deres behandlinger er for helhedsorienterede eller holistiske til at blive vurderet i et traditionelt studie?

»Igen: Man skal stille de rigtige spørgsmål. Når patienter siger, at de har opnået god effekt ved zonetapi, refererer de ofte til en ,pakke‘ med samtale, kostråd, algebade, dufte, musik osv. Den kan man selvfølgelig ikke efterprøve ved kun at teste zoneterapeutisk tryk. Hele pakken må holdes op mod for eksempel behandling hos læge – som naturligvis også udgør en pakke.

Det er ikke nemt at holde sådanne løsninger op mod hinanden, men det kan da lade sig gøre. Og det ene udelukker ikke det andet: Selvfølgelig kan og bør man også afklare, om de zoneterapeutiske tryk eller akupunkturnålene har selvstændig effekt. Metoden er et ganske almindeligt randomiseret, placebokontrolleret studie«.

Burde læger efter din mening interessere sig mere for alternativ behandling?

»De behøver ikke nødvendigvis at kunne alternativ medicin. Men de bør bestemt vide meget mere om det. Halvdelen af deres patienter går til alternativ behandler eller bruger naturlægemidler. Hvis lægen ikke er velorienteret på området, lider dialogen med patienten«.

Men hvordan skal lægerne skelne det væsentlige fra det ligegyldige, når der ikke er forsket mere?

»En god kilde til seriøs information er det amerikanske National Institute of Complimentary and Alternative Medicine, NICAM, under National Institute of Health. Instituttet har en god webside. Jeg kan også nævne Center for Complimentary Medicine ved University of Exeter and Plymouth, hvor 20-30 videnskabelige medarbejdere forsker og udarbejder metaanalyser, reviews m.m. Her bedrives virkelig hardcore videnskab med randomiserede dobbeltblindundersøgelser i centrum. Centret har for nylig udgivet ,Desktop Guide to Complementary and Alternative Medicine‘. Man kan roligt regne med, at der er dokumentation bag den bog«.

Patienthistorier undersøges

I den alternative verden trives den gode patienthistorie som bekendt. Man kan ikke åbne et ugeblad uden at se smilende ekspatienters udsagn om mirakuløs helbredelse via planteekstrakt eller healing. Det er let at afvise historierne som tekstreklame eller tilfældigheder, men Vinjar Fønnebøs center er begyndt på et møjsommeligt arbejde: Man samler positive og negative exceptionelle sygdomsforløb og forsøger at dokumentere dem.

»Lyder historien interessant, rekvirerer vi journalen, og en ekspertgruppe verificerer diagnose og forløb. Om nødvendigt får vi for eksempel second opinion fra patologer på vævsprøver. Målet er at finde mønstre, så vi måske kan opstille hypoteser, der igen kan afføde kliniske studier.«

Er I stødt på noget overraskende?

»Ja. For eksempel en patient, som for tre år siden fik konstateret en prostatakræft med udbredte metastaser. Han fik udelukkende tilbudt palliativ behandling og gik den alternative vej med omlægning af livsstil og brug af forskellige kosttilskud.

Han har været til kontrol i år, og metataserne er forsvundet. Man skulle da være en sær forsker, hvis sådan noget ikke pirrede ens nysgerrighed«.

Professor i medicin, Vinjar Fønnebø, Tromsø Universitet. Siden 1999 har han været faglig leder af et nationalt forskningscenter på området, som bedriver selvstændig forskning, underviser sundhedspersonale og vejleder hovedfagsstuderende og stipendiater. Desuden skal centret skabe netværk mellem det, man kalder »skole- medicinere« og alternative behandlere.

Staten dækker centrets driftsudgifter med 1,6 mio. NOK om året i foreløbig fem år, men midlerne til forskning må søges fra fonde m.v.