Forskning i fælles beslutninger

Richard Thomson er professor i epidemiologi og folkesundhed på Newcastle University i Storbritannien. Her leder han en forskningsgruppe vedrørende risikokommunikation og beslutningstagen i universitetets institut for sundhed og samfund.

Hvad indebærer fælles beslutningstagen for læger?

»Det er et skift i tænkemåde. Klinikeren har selvfølgelig sin rolle som den, der har teknisk viden om risici og fordele. Men det er patienten, der ved, hvem han eller hun er, og kender sine egne værdier. Forskning viser, at klinikere er ret dårlige til at gætte, hvad der er vigtigt for patienten. Læger skal støtte patienten i at finde en behandling, der passer til patientens eget værdisystem«.

Hvad er effekten for patienten?

»Der er en stærk forbindelse til sikkerhed. Der er sandsynlighed for, at patienter, som er engagerede i beslutninger om pleje og behandling og er mere vidende, oplever højere kvalitet og større sikkerhed. Det gælder f.eks. komplians. Og blot ved at være bedre informeret, er de bedre til selv at håndtere deres sygdom, så der bliver færre akutindlæggelser«.

Hvad er det mere specifikt, I forsker i?

»Vores hovedinteresse er implementering. Der er voksende evidens for, at fælles beslutningstagen virker, og der er en etisk basis. Men det er svært faktisk at gøre«.

Hvordan reagerer læger på patientinddragelse?

»Mange siger, at det er noget, de allerede gør. Når vi så kommer og giver dem feedback, kan de godt se pointen. I en vis grad er udviklingen af færdigheder hos lægen lige så vigtigt om ikke vigtigere end beslutningsstøtte, som også skal være der. Vi underviser i avancerede færdigheder ved brug af workshops og rollespil«.

En normal konsultation varer omkring ti minutter - hvor megen fælles beslutningstagen kan man egentlig nå på så kort tid?

»Det er vanskeligt. Ja, konsultationer varer kun ti minutter, men normalt er der fortløbende konsultationer og læge-patient-forhold. Medmindre det drejer sig om noget helt trivielt, er det også ofte nødvendigt med en periode til at tænke sig om. Så jeg tror ikke, at tid er nogen absolut barriere«.

Kan alle patienter inddrages?

»Mange læger fortæller, at patienterne siger: Fortæl mig, hvad jeg skal gøre, doktor. Og der er et vist mål af sandhed i det. Nogle patienter er ikke vokset op med den form for interaktion, men er fra en mere paternalistisk baggrund. Men alle har brug for støtte«.

Er det ikke bare noget for elitepatienter?

»Der er ikke nogen evidens for hverken øget eller reduceret ulighed. Man kan godt argumentere for, at patienter med mindre sundhedsviden har mere at vinde ved at blive støttet«.

Hvad kan læger konkret gøre?

»Kommunikationen er bedre end nogensinde. Men der er tendens til, at man koncentrerer sig om den første halvdel af konsultationen: Hvad er der i vejen? - og mindre om: Ok, vi har så denne her sygdom, hvad kan vi gøre ved den? - og risikokommunikation. Det kræver to forskellige sæt færdigheder. Vi arbejder med at udvikle redskaber, der kan understøtte den fælles beslutningstagen«.