Forskning og fremdriftsreform

Medicinuddannelsen har efterhånden mange år på bagen og adskiller sig fra de øvrige universitetsuddannelser. Studiet er længere og indeholder pga. det store obligatoriske pensum ikke mange frihedsgrader i forhold til f.eks. valgfag.

For de øvrige akademiske uddannelser udgør projektarbejde i forbindelse med bacheloropgave og kandidatspeciale en vigtig mulighed for faglig fordybelse og for at arbejde i dybden med et delemne inden for sit fag.

Medicinuddannelsen passer i sin natur ikke særlig godt ind i opdelingen i bachelor og kandidat, og der er heller ikke mange, der bruger en bachelor i medicin til andet end at læse videre på kandidatuddannelsen. Ovenstående forhold har gjort, at fokus på og prioriteringen af bacheloropgaven og kandidatopgaven (tidligere kaldet OSVAL I og II) på medicinstudiet har været lav. Der er ikke afsat den samme store mængde tid som på andre studier, og som afledt konsekvens er opgavernes størrelse også kraftigt begrænset.

I erkendelse af fraværet af en mulighed for akademisk fordybelse oprettede man forskningsåret for professionskandidaterne (odontologi og lægevidenskab). Dette har givet en mulighed for de studerende, der har ønsket faglig fordybelse og at stifte bekendtskab med forskning.

I forbindelse med skabelsen af fireårsreglen og nu femårsreglen har flere og flere valgt at udnytte denne mulighed for prægraduat forskning, hvilket forekommer naturligt, når tiden postgraduat er knap.

Nu har effektivitetstyranniet haft sit indtog på universitetsuddannelserne. Her indførte man i jagten på en lille gruppe sløve studerende og en marginal økonomisk gevinst i første omgang et uigennemtænkt og ufleksibelt system: fremdriftsreformen, hvis formål har været at drive de studerende hurtigere igennem deres uddannelser. Nu er fremdriftsreformen i sin originale form trukket tilbage, fordi der fra politisk side er opstået forståelse for, at reformen på mange punkter var kontraproduktiv og alt for ufleksibel for universiteterne at arbejde med.

Dog består kravet om en reduktion i den gennemsnitlige gennemførelsestid, og »aben« er nu givet ud til det enkelte universitet.

Dette har gjort, at man på flere af landets lægeuddannelser har reduceret enten helt eller delvist i muligheden for at tage et forskningsår, hvilket man jo ikke kan fortænke universiteterne i, da de ikke tør risikere at blive straffet økonomisk, hvis ikke målet for gennemførelse bliver nået.

Imidlertid vil man bemærke, at selve præmissen for at oprette forskningsåret ikke er ændret. Tværtimod er det vigtigere end nogensinde, at vi har lægefaglige kandidater, der har haft mulighed for at lære forskning at kende undervejs i deres studier. Altså undergraver man en fagligt begrundet ordning på baggrund af overvejelser om økonomi og administration.

Hvorfor skal vi bruge så meget tid på at jage en gruppe studerende, der bidrager positivt til grundforskningen samtidig med, at de betaler skat og ikke belaster universiteternes økonomi, da de har orlov?

Lad orlov til forskning udgå af den gennemsnitlige beregning af gennemførelsestiden i stedet for at drive klapjagt på talentfulde unge mennesker.

Se videoer om læger og forsknng her på Ugeskriftet.dk under Se og Lyt