Skip to main content

Forskningens uafhængighed

Jesper Poulsen

2. nov. 2005
3 min.

I dagene omkring den 10. september sidste år offentliggjorde 12 internationale lægetidsskrifter, inkl. Ugeskrift for Læger, en fælles leder om truslen mod den uafhængige medicinske forskning. Et meget usædvanligt initiativ, der ikke fik den umiddelbare opmærksomhed, som det fortjente. Forståeligt nok, når man ser nærmere på datoen. Men her næsten et år senere kommer drypvis rapporter og undersøgelser, der tager temaet op. Senest har US Institute of Medicine udsendt en rapport: »Integrity in Scientific Research: Creating an Environment that Pro-motes Responsible Conduct«.

Den amerikanske rapport begynder med et citat af medicinens urfader Sofokles: »Rather fail with honour than succeed by fraud«. Det dækker helt den bekymring, som de videnskabelige redaktører gav udtryk for sidste år, og det beskriver et klima, hvor presset på de medicinske forskere af flere grunde er så stort, at forskningens uafhængighed og hæderlighed er truet. Den amerikanske rapport kommer samtidig med en undersøgelse i BMJ om industriens påvirkning af forskningsresultater, udført af en dansk lægegruppe fra Copenhagen Trial Unit. Sponsor har tilsyneladende sat klare fingeraftryk på en lang række forskningsresultater publiceret i BMJ. Undersøgelsen konkluderede også, at der var en tendens til, at problematiske resultater ikke blev offentliggjort og marginale resultater blev overdrevet.

Det efterlader ingen tvivl om, at den medicinske forskning har et alvorligt troværdighedsproblem, og at det ikke overraskende hænger tæt sammen med pengene. Medicinindustriens andel af midlerne til forskning og udvikling er steget meget markant i hele den vestlige verden gennem det seneste tiår, mens andelen fra det offentlige, fra fonde etc. er faldet tilsvarende. Herhjemme er de samlede bevillinger fra det offentlige til forskning og udvikling i perioden 1991-1999 steget fra lidt under syv mia. kroner til over ni mia. kroner. Men andelen til den sundheds-videnskabelige forskning er faldet fra 26 procent til 23 procent i samme periode.

Det er en periode, hvor midlerne til den sundhedsvidenskabelige forskning i Danmark totalt bliver næsten fordoblet fra 3,5 mia. kroner til 6,5 mia. kroner, og denne stigning kommer helt overvejende fra den private sektor. Industriens andel af midlerne til den samlede forskning steg fra 1991 til 1999 fra 50 procent til 67 procent. Det problem, som de videnskabelige redaktører, de amerikanske researchere og lægerne fra Copenhagen Trial Unit påpeger, bliver altså større og større.

Der er principielt tre veje ud af miseren: Den første er en højnelse af modet og moralen hos forskerne (og industrien). Man kan naturligvis altid stramme etiske regler og aftaler, men ligesom man næppe får antallet af fejl og utilsigtede hændelser på sygehusene ned ved at løfte pegefingeren over for personalet endnu højere, så tror jeg heller ikke, at flere ord i flere regelsæt løser problemet med forskningens uafhængighed af pengene.

Den anden mulighed er at gøre pengene selv uafhængige ved at industrien placerer en del af midlerne i en fond, hvor en uafhængig fondsbestyrelse fordeler pengene til de »bedste« ansøgere uden skelen til pengenes oprindelse. Men industrien har klart meldt tilbage, at tanken om en uafhængighedsfond, der dirigerer penge hen til »tilfældige« forskningsprojekter, er urealistisk.

Tilbage er den tredje vej, der også er den reneste, og det er at øge andelen af de offentlige midler til den lægevidenskabelige forskning. Hidtil er udviklingen gået den modsatte vej, men ønsker samfundet at fjerne mistanken om et afhængighedsforhold mellem forskere og industri, er det den eneste helt sikre metode.