Skip to main content

Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom har ansøgningsfrist 1. september 2006

26. jun. 2006
6 min.

Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom (FSS) støtter grundvidenskabelig, klinisk og samfundsmedicinsk forskning rettet mod menneskers sundhed og sygdom.

Med ansøgningsfrist den 1. september indkalder FSS ansøgninger om forskningsprojekter, post doc.-stipendier, biobanker, databaser, forskningsophold i udlandet og som noget nyt tilskud til delestillinger for forskere inden for den kliniske forskning. Retningslinjerne fremgår af et nyt opslag, som ligger på rådets hjemmeside: www.fist.dk Rådet forventer at uddele i alt ca. 165 mio. kr. ved efterårets ansøgningsrunde.

Unge forskertalenter har fortsat høj prioritet, og rådet har derfor fra 2006 besluttet at udbyde post doc.-stipendier to gange årligt med ansøgningsfrister den 1. marts og den 1. september. Forhåbentlig kan forskningsmiljøerne dermed fastholde flere af de bedste forskeruddannede.

Særlige initiativer i 2006

For generelt at fremme den kliniske forskning indfører FSS fra 2006 mulighed for at søge om op til 50% løntilskud til klinikere, der vil »forske på deltid«. Der vil - som i 2005 - også blive delt priser ud til årets »unge eliteforskere«, og rådet sætter desuden fokus på et særlig visionært område vedrørende »Den individuelle forebyggelse og behandling«. Derudover forventer rådet at kunne fremme internationalisering af forskningen gennem flere bevillinger til forskningsophold i udlandet. Endelig har rådet i 2006 fået tildelt i alt 5 mio. kr. til at støtte den yngre generation af kvindelige forskere inden for den teknisk- og naturvidenskabelige sundhedsforskning. Der er en kort beskrivelse af initiativerne nedenfor. For en fyldestgørende beskrivelse henvises til rådets opslag.

Tilskud til delestillinger

FSS har som noget nyt besluttet at yde støtte til forskningsprojekter, der udføres i delestillinger, hvor seks måneder om året finansieres af FSS med henblik på forskning, og den øvrige arbejdstid tilbringes i klinisk ansættelse. Der ydes fortrinsvis støtte til læger, tandlæger og dyrlæger på mindst ph.d.-niveau. Ud over tilskud til løn kan FSS også yde et driftstilskud til projekterne.

Unge eliteforskere

Rådet uddeler i år Det Frie Forskningsråds pris til 5-6 unge eliteforskere inden for det sundhedsvidenskabelige område. Prisen består af en bevilling til et forskningsprojekt eller et post doc.-stipendium + 200.000 kr., der kan anvendes til driftsudgifter. Prisen tildeles på baggrund af ansøgninger på mindst 1 mio. kr. fra særlig talentfulde kandidater, der er under 35 år på ansøgningstidspunktet. Med prisen følger en ekstra forpligtelse til at formidle forskningsprojektets planer og resultater til et bredt publikum.

Visionært område 2006 - »Den individuelle forebyggelse og behandling«

Det Frie Forskningsråd støtter forskning, der er baseret på forskernes egne ideer. Det Frie Forskningsråds bestyrelse har imidlertid besluttet, at de faglige forskningsråd, heriblandt FSS, skal give et bud på, hvor forskningen er på vej hen eller bør være på vej hen gennem en beskrivelse af visionære områder. I foråret har FSS peget på børnefolkesygdomme, klinisk forskning og den individuelle forebyggelse og behandling som visionære emner, og bestyrelsen har for efteråret 2006 udpeget sidstnævnte område som FSS's visionære område i 2006 og har bevilget rådet midler til det. Alle rådets virkemidler (ansøgningstyper) kan søges inden for »Den individuelle forebyggelse og behandling«, som er nærmere beskrevet i rådets opslag.

Internationalisering

Det forventes i år, at rådet via en bevilling fra Det Frie Forskningsråds bestyrelse vil få mulighed for at kunne bidrage til en øget internationalisering af dansk forskning ved at kunne give flere bevillinger til forskningsophold i udlandet.

Den yngre generation af kvindelige forskere

FSS er i forbindelse med forligspartiernes aftale om udmøntning af UMTS-midlerne for 2006 blevet anmodet om at give den yngre generation af kvindelige forskere mulighed for at realisere forskningsmæssige mål inden for den teknisk- og naturvidenskabelige sundhedsforskning. Rådet har fået bevilget 5 mio. kr. til dette initiativ og har besluttet, at midlerne skal udmøntes i forbindelse med ansøgninger om forskningsprojekter og post doc.-stipendier.

Om bedømmelsen af ansøgninger til FSS

FSS's overordnede bedømmelseskriterier er projekternes kvalitet og originalitet, ansøgerens og forskergruppens kvalifikationer samt projektets gennemførlighed. På trods af, at langt de fleste gør sig stor umage ved udarbejdelsen af en ansøgning, har mange prøvet at få afslag. Dette skyldes oftest den almindelige konkurrence, men det sker, at en ansøgning vurderes negativt på grund af mangler, som kunne være undgået af ansøgeren. Rådet vil meget gerne yde rådgivning vedrørende udformning af ansøgninger - specielt til yngre forskere - og man er derfor altid velkommen til at kontakte sekretariatet med spørgsmål. Nedenstående liste angiver de mest almindelige fodfejl, som rådet støder på.

De 13 almindeligste fejl:

  1. Projektbeskrivelsen opfylder ikke formkravene - at kunne give en klar beskrivelse på fem sider af, hvad man vil, fortælle noget om ens kvalifikationer. Ekstra bilag
    (det være sig i form af grafer, billeder, cd-rom'er med filmsekvenser o.l.) vil ikke blive bedømt.

  2. Ansøgningen er rodet og sjusket - det kan rejse tvivl om, hvorvidt ansøgeren har gennemtænkt projektet og er organiseret nok til at udføre det. Stavefejl eller uoverensstemmelser mellem budgetoplysninger eller faglige oplysninger forskellige steder i ansøgningen giver et dårligt indtryk. Rådsmedlemmerne skal måske læse 600 ansøgninger - ansøgerne skal kun gennemlæse en og sikre, at den er i orden, inden den sendes.

  3. Projektbeskrivelsen er en overordnet beskrivelse af en række delprojekter i stedet for en beskrivelse af et konkret projekt.

  4. Projektbeskrivelsen handler mere om baggrunden for projektet end om selve projektet.

  5. Projektbeskrivelsen er skrevet til en snæver skare af eksperter, og ikke så den kan læses af forskere med hovedekspertise inden for andre områder. Rådet er sammensat af erfarne forskere inden for en bred vifte af områder, og det er vigtigt, at alle rådsmedlemmer kan danne sig et overblik over projektplanen, da alle deltager i bedømmelsen af ansøgningen.

  6. Der mangler dokumentation for, at ansøger har overblik over området (f.eks. kendskab til den nyeste litteratur).

  7. Der mangler relevante styrkeberegninger.

  8. Projektgruppen mangler ekspertise inden for metoder, ansøgeren ikke selv er fortrolig med.

  9. Der mangler dokumentation for, at ansøgeren har gennemtænkt de etiske - og herunder de dyreetiske - aspekter af projektet.

  10. Budgettet, som skal vise, at man har overblik over de resurser, der skal bruges for at gennemføre projektet, er uigennemskueligt.

  11. Der mangler redegørelse for, hvad ansøgers instit ution bidrager med - hvis ikke der står et tal (eller 0) i anden kolonne under punkt 16, kan man ikke se, om ansøgeren bare har glemt at udfylde kolonnen.

  12. Der mangler underskrift på punkt 16 - for ansøgere, der skal forske ved en dansk institution er underskriften en dokumentation for, at institutionen accepterer, at projektet udføres der, og at den stiller de resurser til rådighed, der er anført i kolonne 2.

  13. Curriculum vitæ (cv) eller publikationsliste opfylder ikke formkravene - det er uhensigtsmæssigt, at ansøger f.eks. fremsender et cv/en publikationsliste, der omfatter alt, hvad vedkommende har lavet/skrevet, hvis det omfatter flere hundrede arbejder. De seneste fem års publikationer er tilstrækkeligt, for man vil primært blive bedømt ud fra den aktuelle produktivitet. Rådets medlemmer har desuden et fornuftigt overblik over de enkelte tidsskrifter, så det er som hovedregel ikke nødvendigt at understrege, hvor betydningsfulde de er, f.eks. ved tilføjelse af impact -faktorer, citationer og lignende.

I øvrigt kan vi henvise til den meget fine vejledning i ansøgningsskrivning, som findes på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside: www.cancer.dk/resources/raadnet.doc

Finn Cilius Nielsen
Formand for Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom
Annette HuldFuldmægtig
Forsknings- og Innovationsstyrelsen