Content area

|

Forslag til epidemilov går for vidt

Loven involverer lægestanden, som skal konfrontere patienterne med konsekvenserne.
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Forfatter(e)
Claus Hancke, speciallæge i almen medicin. E-mail: Hancke@c.dk

Regeringen har sendt et revideret udkast til ny epidemilov i høring pr. 9. oktober 2020.

En sådan lov involverer vor stand i første række, og det er os, der skal konfrontere vore patienter med lovens konsekvenser.

Naturligvis må en epidemilov indeholde visse muligheder for at indskrænke den personlige frihed, hvis samfundet trues på livet af en smitsom sygdom, men det kan også gå for vidt.

I en situation som den nuværende COVID-19-krise har vi fra regeringens side set en uforholdsmæssig brug af magt og indskrænkning af frihedsrettigheder, som slet ikke står i forhold til den aktuelle sygdomsbelastning i sundhedsvæsenet.

Den aktuelle pandemi har ikke kunnet måles i dødeligheden over det sidste halve år.

Ifølge Danmarks Statistik har totaldødeligheden tværtimod været lavere end gennemsnittet for de sidste 19 år og den absolut laveste siden 2015.

Den årlige influenzaepidemi har ofte en mortalitet på 1.000-3.000 personer her i Danmark, så i relation til dette, vil den nuværende magtanvendelse kunne bringes i anvendelse ved enhver influenzaepidemi, således at den kommende epidemilov i realiteten vil være gældende hvert år fra oktober til marts.

Men denne lov er ingenlunde forbeholdt livstruende epidemier, men kan bringes i anvendelse, blot »samfundskritiske« interesser er truede.

Med dette in mente vil jeg specielt anholde seks punkter, som efter min mening er helt uantagelige i et retssamfund og i særdeleshed for lægestanden.

1. Flere steder bruges udtrykket »alment farlig eller samfundskritisk sygdom«.

Vi skal altså til at vænne os til, at det kan ligestilles med farlighed for den enkelte, at samfundets funktioner er truet. Kollektivet er truet.

Det anførte »eller« vil kunne medføre betydeligt misbrug af epidemiloven ved relativt ufarlige, men smitsomme sygdomme, som en årlig influenza eller forkølelse, der skaber meget fravær fra arbejdspladserne.

Reglerne om, hvilke sygdomme der er »samfundskritiske« og dermed omfattet af den nye epidemilov, besluttes af Sundheds- og Ældreministeren (Kap 1, § 2, stk. 5).

2. I kapitel 2, § 4, stk. 2. er nævnt de påtænkte medlemmer af et »epidemiråd«, som rådgivende organ. Dette foreslås bestående af en person fra Styrelsen for Patientsikkerhed, en fra Sundhedsstyrelsen, en fra Statens Seruminstitut og en fra Rigspolitiet.

Mulighed for tvang

Da senere kapitler i denne lov indeholder muligheder for tvang, bør tilføjes en dommer som ledende medlem af den påtænkte epidemikommission.

3. I Kapitel 3, § 10 anføres det, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde enhver, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom eller formodes at være smittet med en sådan, at lade sig indlægge på sygehus eller anden egnet facilitet.

Her er der tale om et påbud, altså tvangsinternering, blot man formodes at være smittet med en sygdom, der er kritisk for samfundet. Det bør specificeres, om tvangsindlæggelsen kræver lægelig medvirken, og om den er på gule eller røde papirer, eller om der skal tilføjes en tredje farve, hvis det ikke er en sygdom, der er farlig for patienten, men for samfundets funktioner.

4. I kapitel 3, § 14 går man skridtet videre og kan lade Styrelsen for Patientsikkerhed påbyde personer, som nævnt ovenfor at lade sig behandle for denne sygdom, også selv om den ikke er til fare for patienten, men blot er samfundskritisk.

Tvangsbehandling bør aldrig kunne finde sted, medmindre det kan dokumenteres, at behandlingen er uden bivirkninger, eller at disse er reversible.

5. Senere i kapitel 3, § 15 står der: »Sundheds- og ældreministeren kan efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen fastsætte regler om vaccination af nærmere bestemte persongrupper. Det lyder jo meget uskyldigt, men når man går 40 sider videre og læser bemærkning 2.3.7.1., så kan sundheds- og ældreministeren iværksætte tvangsmæssig vaccination af risikogrupper.

Tvangsvaccination bør aldrig kunne finde sted i et retssamfund. Magtanvendelse som fastholdelse under tvangsvaccination bør aldrig kunne finde sted.

6. I kapitel 3, §§ 14, 15, 16, 17 og 18 samt bemærkning 2.3.7.1., tillægges sundheds- og ældreministeren samt Styrelsen for Patientsikkerhed autonome magtbeføjelser (uden domstolsprøvelse) om tvangsbehandling og tvangsvaccination evt. gennemtvunget ved politiets hjælp.

Det er ikke acceptabelt for læger at skulle behandle eller vaccinere vore patienter mod deres vilje eventuelt fastholdt af et antal betjente.

En sådan lovtekst giver mindelser om et totalitært syn på samfundets ret til befolkningens fysiske integritet. I Grundloven hedder det, at boligen er ukrænkelig. Det er kroppen også.

LÆS MERE

Epidemiloven og tragik

Blad nummer: 

Right side

af Christen Ravn | 13/06
4 kommentarer
af Rasmus Philip Nielsen | 13/06
2 kommentarer
af Carsten Reidies Bjarkam | 10/06
1 Kommentar
af Inger Ros | 08/06
4 kommentarer
af Birger Kreutzfeldt | 08/06
1 Kommentar
af Leo Kirkegaard Winther | 07/06
1 Kommentar
af Andreas Sven Lennart Saine Granlund | 07/06
1 Kommentar