Forsmag på krigen

Kariatta Esther Koroma har været med forsvaret i Afghanistan to gange, siden hun aflagde lægeløftet for fire år siden. Sin militære reservelægeuddannelse tog hun før turnus, og nu, som introlæge i anæstesi, er hun ved at uddanne sig til en tredje tur.

Denne tur bliver lidt mere langvarig end de to foregående; til gengæld vil den foregå under mere organiserede forhold. I 2006 kørte Kariatta Koroma på patruljer med spejdereskadronen. Der var tale om kampoperationer, hvor hun var med som eneste læge. Og senest tilbragte hun et par uger i Camp Bastion i Afghanistans Helmand-provins. Her lykkedes det hende ved ren stædighed at få lov til at deltage i arbejdet på det britiske felthospital - og hun kan bekræfte, at simulatoren - træneren - her i Strensall ved York, stort set er en tro kopi af den ægte vare.

Hospital med det hele

Simulatoren, som er opstillet i en kæmpehal på kaserneområdet, er et 1:1-spejlbillede af felthospitalet i Camp Bastion. Ude bagved står en helikoptersimulator. Med motorlarm og luftsygefremkaldende vippen simulerer den i realtid forholdene i den Chinook CH47, som bringer de sårede fra kampzonen til hospitalet.

Ambulancer står klar til at transportere de sårede rundt om bygningen til det team, som allerede er varslet og bekendt med de traumer, de om lidt bliver præsenteret for.

De hårdt sårede, der lempes ud af ambulancen og rulles ind ad døren, mangler lemmer eller vil uundgåeligt komme til det, når sygepasserne eller andre i den ventende skadestue har fået de blodige uniformslaser klippet af, så de svære lemlæstelser afdækkes i kvalmende realisme.

De sodsværtede tilskadekomne er ramt af en vejsidebombe. En har fået det nederste af højre ben revet helt af. På en anden er venstrebenet hårdt læderet, og foden drejer udad i en unaturlig vinkel. Han jamrer forpint og ryster ukontrolleret. En tredje har - tilsyneladende - kun overfladiske skrammer. Han kan gå selv men er i chok.

Velkommen til Army Medical Services Training Centre (AMSTC) i Strensall ved York. Velkommen til hvad der formentlig er verdens eneste, og i hvert fald den største, hospitals-simulator.

Det er her, en gruppe læger, sygeplejersker og sygepassere fra det danske forsvar træner, før de til juli og tre måneder frem overtager ledelsen af felthospitalet i Camp Bastion.

Hvis »felthospital« i nogles ører lyder af amputationer på samlebånd og sammenrimpede kødsår, kan det danske felthospitals chef, stabslæge Jens Tingleff, bringe dem ud af vildfarelsen:

»Det er et komplet hospital, som lever op til den samme standard som den, man fastlægger i de vestlige sygehusvæsener. Ikke et beredskabshospital, hvor vi lapper folk nødtørftigt sammen.

I praksis skal felthospitalet gøre sårede soldater fra ISAF-styrken (Interna-tional Security Assistance Force, den internationale styrke i Afghanistan) transportable, så de kan flyves hjem til viderebehandling inden for 24 timer«.

Soldaten er borger - ikke kanonføde

Hospitalssimulatoren er et forholdsvist nyt koncept. I den første golfkrig, i 1991, lærte briterne, at deres begreb om felthospitaler var et ubrugeligt historisk levn, gearet til en »3. Verdenskrig« med hundreder af sårede. Hospitalerne lignede noget fra Korea-krigen, og træningen bestod i øvelser på menige, udkommanderet som »patienter«. Et skilt på maven kunne give oplysninger om skaderne og deres omfang. Træningen - en gang om året - fokuserede først og fremmest på at flytte sårede i store mængder væk fra fronten. Golfkrigen 1991 afslørede, at den slags træning var værdiløs [1]. Det var dog først i 2003, efter koalitionsstyrkernes invasion i Irak, at behovet for en helt anden forberedelse af hospitalspersonellet blev erkendt. Dels havde de militære operationer ændret karakter i forhold til de krige, felthospitalerne var indrettet til; dels havde synet på klinisk praksis i fredstid ændret sig, ligesom der var voksende krav til kvalitetssikring og -udvikling.

Med andre ord: Soldater er ikke længere kanonføde. De er borgere, som er udsendt for at udføre et vigtigt job, og de skal selvfølgelig have den bedst mulige behandling.

Resultatet blev indretningen af et medicinsk træningscenter med fuld, fast tilknyttet stab, indrettet på at træne team og kollektiver på grundlag af de nyeste kliniske standarder, og gøre det under realistiske og troværdige forhold. Uddannelse og træning skulle foregå efter moderne pædagogiske principper og omfatte high og low fidelity-simulatorer samt menneskelige figuranter. Det hele skulle ledes af et »klinisk fakultet« med klinisk felterfaring.

»Man får håndgrebene på plads«

Men er felthospitalet ikke meget forskelligt fra hverdagen på et dansk sygehus? Her er jo voldsomme krigstraumer og daglige, tragiske dødsfald?

»Jeg har set skader i Afghanistan, som er langt voldsommere end noget, jeg har oplevet i Danmark«, siger Kariatta Koroma.

Det er ikke så meget skadernes voldsomhed, der er den store udfordring, det er snarere den hastighed, hvormed de bliver ved at komme.

»Presset bliver bare ved og ved«, siger hun. Som andre læger, der allerede har været udsendt med de danske styrker i Irak eller Afghanistan, har hun set traumer i et antal og omfang, som mange ikke får mellem hænderne gennem et helt liv i det danske sygehus-væsen.

Det vænner man sig til, og det lærer man af. På kort tid kan en ung læge her opnå en rutine, man kun kan drømme om hjemme i Vejle. Hun vil nødig lyde kynisk - men krig er nu engang et af de steder, hvor læger lærer mest - og altid har gjort det:

»Man får håndgrebene godt på plads og opnår en stor sikkerhed. Når man har været ude og kommer hjem, kan det faktisk være svært for afdelingen at forestille sig alt det, man kan«.

Træning af kollektivet

En britisk overlæge, Tim Hodgetts, forklarer, hvad der sker undervejs i simulatoren - og i krigszonen:

»Hvis jeg over radioen hører fra helikopterteamet, at man har en priority one med et skudsår i brystet, lavt blodtryk, hurtig puls og høj respirationsfrekvens, så ved jeg, at patienten er kritisk, og at kirurgholdet skal have besked om at klargøre torakotomisættet, have blod klar i operationsrummet osv. Jo flere informationer, vi har om patienten, desto bedre kan vi forberede os i akutafsnittet«.

Tim Hodgetts er drivkraft i undervisningen. Han er professor i militær akutmedicin og en af verdens førende eksperter i militærmedicin.

Han har rang af oberst og skal være sammen med det danske hold i Camp Bastion.

Træneren er ikke indrettet på at træne individuelle kompetencer, som man går ud fra er i orden. Man er her for at træne kollektivet i teamsamarbejde.

»Simulationen foregår i tid og rum fra det sted, soldaten bliver såret, via helikopteren, ind i akutmodtagelsen, videre gennem operationsrummet til intensivafsnit, sengeafsnit. Og den slutter først, når de alvorligere tilfælde bæres ud ad bagindgangen for at blive fløjet til et hospital i hjemlandet«.

Fredag aften kl. 17 er hospitalet klar til, at d en egentlige øvelse kan begynde: Alt udstyr er på rette plads. Alle ved, hvor tingene ligger, når de første patienter ankommer. Og fortsætter med at ankomme til søndag formiddag.

Special effects

Her findes også simulatorer, som de kendes fra danske uddannelsessygehuse: Dukker forbundet med en laptop, som kan simulere hvad som helst, men hvor man alligevel skal mobilisere sin indlevelsesevne. Det behøver man ikke her - det er levende mennesker, man får ind på lejet. Hjemsendte med amputationer efter mødet med vejsidebomber. Professionelle makeup-kunstnere og special effects-folk har genskabt de oprindelige kvæstelser, og soldaterne kan overbevisende agere traumer, som de har oplevet på egen krop. Faktisk har mange krigsskadede nyttiggjort deres skader i firmaet Amputee Casualty Simulations Ltd., som står til rådighed for uddannelse af militær sanitetspersonel, redningsfolk osv., men også benyttes i tv- og filmbranchen.

For de mere erfarne læger og sygeplejersker gør de situationen mere realistisk, og chokeffekten forbereder forsvarets unge sygepassere på de krigsskader, de vil møde.

Nogle tilfælde er anonymiserede, virkelige cases: alle er designet med en baggrund, der er relevant for det område, man skal udsendes til, og omfatter relevant billeddiagnostisk materiale, laboratorieresultater og ekg.

»Lige nu foregår øvelserne nærmest i slowmotion for at identificere, hvor der kan være problemer, som der skal rettes op på«, forklarer overlæge Peter Anders Christensen, der med rang af major er clinical director og Jens Tingleffs souschef.

»Til juni kommer vi over til den endelige certificering. Her vil hospitalet være åbent tre døgn i træk, hvor vi kommer til at opleve et totalt ragnarok. Det er der, englænderne skal vurdere, om de er tilfredse med os eller ej«.

Peter Anders Christensen føler sig dog ret sikker på, at danskerne nok skal bestå. Fagligt set er alle godt kvalificerede, og tilmed har de fleste allerede krigskirurgisk erfaring fra Irak og Afghanistan.

Hellere være ude og køre

For Kariatta Koroma handler tilknytningen til forsvaret ikke kun om udsendelse til krigszoner. Der er også uddannelseselementet, der ligger tæt op ad hendes fag, anæstesien, og hendes særlige interesse for ortopædkirurgi, som hun laver ph.d.-afhandling om.

Hun er derfor også tilknyttet Flyvevåbnets Eskadrille 722, hvilket jævnligt giver interessante afbræk i hverdagen på Vejle Sygehus.

Spørger man, hvor hun ser sig selv som læge om ti år, er det som anæstesilæge i Danmark, men med mulighed for at rejse ud, enten med forsvaret eller Læger Uden Grænser.

Allerhelst vil hun køre lægeambulance: »Jeg ville slå til på stedet, hvis nogen gav mig tilbuddet!«

Fakta

Til juli overtager dansk, militært sundhedspersonel driften af det britiske felthospital i Camp Bastion i den afghanske Helmand-provins.

Det er første gang, briterne overlader ansvaret for et felthospital til en anden nationalitet. Det sker efter britisk anmodning og for at aflaste det britiske forsvars sundhedstjeneste, som har været spændt hårdt for. Samtidig kan det betragtes som en gengæld for alle de gange, danske soldater har fået akut hospitalshjælp.

Det gamle hospital, som var indrettet på teltbasis, blev i februar sidste år afløst af en bygning, hvor man kan kontrollere indeklimaet. Det er et moderne minisygehus med de fleste faciliteter, herunder CT-scanner og telemedicinsk opkobling til Birmingham.

Meget mere om felthospitalet på det britiske forsvarsministeriums hjemmeside: www.mod.uk/. Skriv »field hospital« i søgefeltet.