Skip to main content

Forum for lægelig topledelse: Sammenslutningen af cheflæger og lægelige direktører

Kontorchef, overlæge Eva Hammershøy, Sundhedsstyrelsen. Lægelig direktør, Erling Birk Madsen, H:S Frederiksberg Hospital. Centerchef Henrik Agerlin Petersen, Nykøbing Falster. E-mail: agerlin@dadlnet.dk. Cheflæge Paul Bartels, Sundhedsfagligt sekretariat, Århus Amt

4. nov. 2005
4 min.

I slutningen af 1980'erne begyndte sygehusejerne at medinddrage læger i udvikling og ledelse af sygehusvæsenet. De første cheflæger så dagens lys, og med dem opstod behovet for et fælles forum til udveksling af ideer og erfaringer. Cheflægeklubben blev oprettet i 1989 og ændrede i 1996 navn til Sammenslutningen af Cheflæger og Lægelige Direktører (SCLD). Tiden havde arbejdet for en større inddragelse af læger på toplederniveau i sundhedsvæsenet, hvilket nødvendiggjorde en navneforandring.

Det fremgår af SCLD's vedtægter, at sammenslutningen skal skabe et forum til drøftelse og rådgivning vedrørende lægelig ledelse, uddannelse og organisation. Udgangspunktet er det overordnede og tværgående plan i sundheds-væsenet.

For at kunne nærme sig denne brede målsætning, arbejdes der løbende på at formulere underliggende målsætninger - strategier - som kan engagere og samle medlemmerne til meningsfulde arrangementer med relevans for det daglige arbejde som lægelige topledere i sundhedsvæsenet.

Omdrejningspunktet for sammenslutningen er og bliver lægelig ledelse på højt niveau med fokus på det offentlige sundhedsvæsen. Dermed bliver interessefeltet mere specifikt lægelig topledelse i en politisk styret organisation.

Medlemsskaren var ved sammenslutningens stiftelse relativ nem at afgrænse, hvilket sammenslutningens navn afspejler. I dag er ledelsesstrukturen i sundhedsvæsenet forandret og i forandring. Medlemsskarens sammensætning kan derfor ikke afgrænses så snævert som cheflæger og lægelige direktører. Der er i dag mange lægelige ledere med betydeligt ledelsesansvar med titler som centerchef, chef for funktionsbærende enhed, kvalitetschef, ansvarlig for uddannelse og forskning mv. Sammenslutningen skal fortsat være en elitær »ERFA«- og interessevaretagelsesgruppe, som nu må rekruttere sine medlemmer i et mere heterogent felt, både hvad angår den faglige, uddannelsesmæssige baggrund og med hensyn til opgavevaretagelse og placering i sundhedsvæsenet.

Sammenslutningens medlemmer vil alle komme under pres i forbindelse med den forestående reorganisering af amtskommunalstrukturen. Netop i den situation er det vigtigt, at der er et uafhængigt forum, hvor lægelige topledere kan samles med henblik på mulighed for at diskutere og udveksle erfaringer. Målet skal være at gøre den enkelte bedre rustet til de nye ledelsesmæssige udfordringer, der vil følge i kølvandet på en ændring af amtsstrukturen.

I denne proces vil der også være et betydeligt behov for, at lægelige topledere kan markere sig med deres lægefaglige udgangspunkt i forhold til den politiske proces.

Som det har været tilfældet gennem årene, blandt andet i forbindelse med udbredelsen af konceptet om funktionsbærende enheder, vil centrale politiske beslutninger ofte blive fortolket og udmøntet på forskellig vis i amterne eller i de kommende sygehusregioner. Dette er netop et af formålene med den lokalt forankrede politiske ledelse af sundhedsvæsenet. For at understøtte denne proces fra et lægefagligt funderet ledelsesmæssigt niveau vil der være behov for at kunne orientere kolleger og diskutere udviklingen inden for sundhedsvæsenets organisation inden for de forskellige amter/regioner.

For at tilgodese disse behov gennemfører SCLD forskellige arrangementer for medlemmerne 3-4 gange årligt med en passende geografisk fordeling rundt i landet. Arrangementerne omfatter såvel orienterende møder, møder med konkrete oplæg og efterfølgende diskussion som møder med deltagelse af centralt placerede politikere eller embedsmænd. Der har været arrangeret studieture og etableret internationale kontakter.

Cheflæger og lægelige direktører hører organisatorisk til FAS og Overlæge-foreningen, et tilhørsforhold, der har en fortsat høj prioritet.

Sammenslutningen er sidst, men ikke mindst udgangspunktet for netværksdannelse mellem medlemmerne. Der opstår jævnligt situationer, hvor der er behov for at udveksle erfaringer med en kollega. Kendskabet til hinanden gennem sammenslutningen gør det lettere. I forbindelse med omstruktureringer kan der opstå behov for mere personlig støtte i forhandlingerne om omplacering. Medlemmernes brug af hinanden som bisiddere i sådanne forhandlinger kunne medvirke til at få nuancerne frem ud fra et lægeligt topledersynspunkt og skabe et godt forhandlingsklima.

Strategiske mål for SCLD

  • skabe opmærksomhed omkring den lægelige topledelses betydning for drift og udvikling af sundhedsvæsenet,

  • medvirke til at medlemmerne kan være ajourførte med udviklingen inden for lægelig ledelse og sundhedsvæsenets organisation,

  • skabe øget indsigt med henblik på rådgivning af de politiske beslutningstagere,

  • søge repræsentation i centrale udvalg og arbejdsgrupper med henblik på at markere de lægelige toplederes synspunkter.

Initiativer til opfyldelse af mål

  • medlemsmøder,

  • generalforsamling med forudgående temamøde,

  • kontakt mellem centrale beslutningstagere/centrale embedsmænd og lægelige topledere,

  • studieture,

  • internationale kontakter,

  • løbende kontakt til de faglige organisationer,

  • stimulere netværksdannelse mellem medlemmerne,

  • »direct mails/e-mails« til bestyrelse/medlemmer.