Skip to main content

Fotopsier kan skyldes andet end nethindeløsning

Overlæge Michael Larsen

3. nov. 2005
3 min.

Fornemmelsen af lysglimt kan opstå i øjets indre ved mekanisk stimulation af nethinden. Det kan man overbevise sig om blot ved at se til siden og derefter applicere et let tryk på det adducerende øje gennem øjenlåget ved den laterale orbitarand.

Patologiske lysglimt uden ydre oprindelse (fotopsier eller fosfener) skyldes blandt andet glaslegemets træk på nethinden i forbindelse med sammenfald og løsning af glaslegemet. Sammenfaldet udvikles hos halvdelen af os inden det halvfjerdsindstyvende leveår. Gældende praksis foreskriver, at disse lysglimt bør opfattes som symptom på en akut behandlingskrævende nethindeløsning, indtil andet er bevist. Det vil i praksis sige, indtil en øjenlæge har udført oftalmoskopi i medikamentel mydriasis. Det er en rimelig forholdsregel.

Det er heldigvis de færreste patienter med lysglimt, der har nethindeløsning eller forstadier til nethindeløsning. Hvis en undersøgelse af nethinden er resultatløs, bliver symptomerne ofte slået hen som et symptom på ikkebehandlingskrævende træk på nethinden. Det er ikke nødvendigvis en rimelig antagelse.

For det første findes der en række autoimmune eller inflammatoriske sygdomme i nethinden, som fremkalder fot-opsier. Det gælder det såkaldte AZOOR-kompleks [1], som er karakteriseret ved funktionsnedsættelse i form af relative eller absolutte skotomer over store områder i synsfeltet, ofte temporalt, med vage eller manglende oftalmoskopisk synlige forandringer i øjenbaggrunden. Af og til ses forbigående hvide pletter i nethinden. Udbredelsen svarer ikke til funktionsnedsættelsen. De ellers for inflammation så karakteristiske celler i glaslegemet kan også mangle. Synsnedsættelsen kan entydigt henføres til nethinden ved multifokal elektroretinografi, hvorimod de fokale forandringer ofte vil drukne i fuldfeltselektroretinogrammets signal fra de intakte nethindeområder.

For det andet kan fotopsier også optræde ved opticusneuritis, om end i mindre udtalt grad. Det letteste kriterium for skelnen mellem opticusneuritis og AZOOR-komplekset er, at der ikke optræder smerter ved det sidstnævnte. Opticusneuritis kan imidlertid være asymptomatisk, eller patienten kan nå frem til den første lægeundersøgelse på et tidspunkt, hvor smerter og andre akutte karakteristika er forsvundet. Desuden gælder det, at AZOOR-kompleksets sygdomme - som også kaldes white-dot syndromes - ligesom opticusneuritis har prædilektion for yngre kvinder. Man bør vogte sig for at stille diagnosen opticusneuritis, hvis der ikke er klokkeklare symptomer, først og fremmest i form af retrobulbær smerte og ømhed samt påvirkede synsfremkaldte kortikale potentialer (VEP) i fravær af symptom og tegn på retinal sygdom. Differentialdiagnosen er blandt andet vigtig, fordi sygdommene har vidt forskellig prognose. Således svinder de retinale sygdomme ofte uden sequelae, og de er ikke forbundet med systemisk sygdom ud over en uspecifik overhyppighed af autoimmune sygdomme. Differentialdiagnosen mellem sygdom i nethinden over for sygdom i synsnerven eller synsbanerne hviler i nogen grad på analysen af mønsteret for synsfeltdefekternes udbredelse, men ofte er resultaterne af synsfeltundersøgelsen inkonklusive, og metoden bør ikke stå alene.

Diamant et al beskriver i dette nummer af Ugeskriftet en tredje årsag til fotopsier, nemlig melanomassocieret retinopati [2]. Ligesom cancerassocieret retinopati er denne sygdom sjælden, men patogenesen er velafklaret, idet man har påvist autoantistoffer mod specifikke komponenter i nethinden. Dette beviser, at immunreaktioner kan fremkalde fotopsier og dysfunktion i nethinden med dyb funktionsnedsættelse på baggrund af ringe eller kun beskedne morfologiske forandringer. Rutineundersøgelser for antiretinale autoantistoffer er ikke tilgængelige.

Sammenfattende gælder det, at entoptiske lysglimt stadig bør opfattes som udtryk for nethindeløsning, indtil andet er bevist. Når det er sket, bør man kunne forvente af øjenlægen, at der sker seriøse differentialdiagnostiske overvejelser vedrørende de øvrige kendte årsager til fotopsier. Den oftalmologiske diagnostik er blevet udvidet væsentligt i de seneste år, blandt andet med multifokal elektroretinografi og optisk kohærenstomografi, og disse forbedringer bør komme patienterne til gavn, i første omgang til en sikker fokaldiagnostik og dernæst til en grundig oftalmologisk og/eller neuromedicinsk differentialdiagnostik af det enkelte sygdomstilfælde.



Korrespondance: Michael Larsen, Øjenafdelingen, Amtssygehuset i Herlev, DK-2730 Herlev. E-mail: mla@dadlnet.dk


Referencer

  1. Jampol LM, Becker KG. White spot syndromes of the retina: a hypothesis based on the common genetic hypothesis of autoimmune/inflammatory dis-ease. Am J Ophthalmol 2003;135:376-9.
  2. Diamant PM, Prause JU, Rosenberg T et al. Melanomassocieret retinopati uden fund af primærtumor. Ugeskr Læger 2003;165:2812-3.