Fra almen praksis til narkomaner

FOTO: UGESKRIFT FOR LÆGER

Under stuegangen afslører speciallæge i almen medicin Connie Iversen nye vidder af sin viden.

Hun står ved fodenden af en seng og taler med en patient med stiksår på benene om, hvorfor han ikke vil tage sin hiv-medicin. Frem under dynen stikker hans bøjede ben frem, der er fuld af stiksår.

Hurtigt begynder fyren at tale om sit nye surround sound anlæg fra Philips, som han er meget glad for.

Hvis det bare ikke var for VHS maskinen.

Den er fra Grundig.

»Nå, men det er da også et godt, tysk firma«, siger Connie Iversen og slutter samtalen af.

Sådan er der så meget i løbet af en arbejdsdag på Specialinstitutionen Forchhammersvej på Frederiksberg i København.

Så meget, som adskiller sig fra hendes tidligere jobs.

»Her møder du alle mulige sygdomme, som du ikke ser andre steder: Tuberkulose, HIV, sår og halve arme og ben. Jeg laver gynækologiske undersøgelser og samler op på diverse infektioner. Min uge er virkelig afvekslende. Og jeg cykler aldrig hjem og tænker, at jeg ligeså godt kunne være blevet hjemme i dag. Det gør virkelig en forskel for de her mennesker, at jeg er her«, siger hun.

Faktisk ser hendes chef, overlæge Christian Hvidt, arbejdet som »en drøm for en læge«:

»Det er et af de steder, hvor du virkelig kan folde dig ud som læge, sammenlignet med en klassisk speciallægefunktion, hvor du kun ser en begrænset del af patienten. Du skal tilrettelægge individuelle behandlinger, som tager højde for patientens funktionsniveau.

Og det stiller meget høje krav til dig som speciallæge, for patienterne gør, som du siger. De spørger sjældent efter en ,second opinion`. Og du har en meget høj grad af autonomi«.

Ifølge formanden for Yngre Læger, Lisbeth Lintz, er det især muligheden for at undgå opslidende nattevagter, som gør, at stillinger som disse bliver besat.

»Vi ser, at mange er interesserede i lægearbejde uden vagter. For eksempel når man bliver gravid eller kommer tilbage fra barsel. Og jeg tror, at de lægemænd, der også står overfor familieforøgelse har den samme overvejelser«.

Ellers vurderer hun, at interessen for jobs a lá Connie Iversens er relativt lille.

»Jeg tror, der er flere grunde. Det folk primært ser sig selv som, når de er blevet læge, det er som mediciner, børnelæge eller kirurg. Men omvendt møder vi jo de her patienter fra den socialt dårligt stillede del af befolkningen i de andre specialer, og der bliver også vakt en interesse - her kan vi se, at vi kan gøre en forskel«, siger formanden for Yngre Læger, Lisbeth Lintz.

Fra almen praksis til narkomaner

Connie Iversen og de 10 andre afde-lingslæger, der er ansat som læger i so-cialforvaltningen i Københavns Kom-mune, behandler narkomaner, alkoholikere, hjemløse og prostituerede i en taknemmelig blanding.

I realiteten fungerer Connie Iversen som deres praktiserende læge. Hun har prøvet at være i en helt normal almen praksis. Det var ikke hende med en arbejdsform, hvor dagen var styret af sygesikringsydelsernes mængde i forhold til indtjeningen.

»Det virkede stressende på mig. Desuden virkede mængden af patienter, der stort set ikke fejlede noget, ikke inspirerende på mig. Jeg gik tit hjem med følelsen af ikke at have udrettet så meget«.

For ti år siden søgte Frederiksberg kommune en læge på et rådgivningscenter og den fik Connie Iversen. Efter at have bygget et sundhedstilbud op til kommunens narkomaner, så hun sidste år stillingen på Forchhammersvej.

»Jeg tænkte: Det lyder godt nok spændende. Du har et ambulatorium, en plejeafdeling og et plejekollektiv. Og én dag om ugen er jeg på Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade«, siger hun og henviser til herberget for hjemløse i København. To af hendes kolleger er på henholdsvis Mændenes Hjem og Sundholm.

»Jeg elsker virkelig det her job. Men det er også en stor udfordring«, konstaterer Connie Iversen.

For de kommunalt ansatte læger på Forchhammersvej og lignende institutioner i Københavns kommune skal arbejde meget tæt sammen med andre faggrupper, for eksempel socialrådgivere, psykologer og pædagoger. Faktisk er chefen på Forchhammersvej uddannet pædagog.

»Jeg synes, det er en udfordring at arbejde så tværfagligt. Vi er som læger vant til at være meget enerådige og selv bestemme. Det kan du ikke her. Du er nødt til at indrette din lægefaglighed efter pædagogiske principper. Vi holder mange møder og ingen træffer en større beslutning om en patient, uden at den har været drøftet tværfagligt. Det er en kamel at sluge at nogen blander sig«, siger Connie Iversen.

Det betyder for eksempel også, at hun og kollegerne uddelegerer den ellers så hellige medicinudlevering til de pædagoger, der kører ud til narkomanerne.

Husk flugtvejen

Connie Iversen fortæller om sine betænkeligheder ved dét arrangement til klinisk overlæge i Københavns kommune, Christian Hvidt, da dagen begynder ved 8-tiden. De står i hendes smalle kontor, hvor der lige akkurat er plads til hendes hæve-sænke skrivebord og en stol.

De taler også om en ombygning af lokalerne, som Connie Iversen og hendes to kolleger ikke mener, er endt særlig hensigtsmæssig.

En af lægerne skal have nyt kontor og i den del af lægeverdenen er det ikke nok med én dør. Her skal der altid være en flugtmulighed.

Connie Iversen nævner det et par gange. For selv om det hører til sjældenhederne, så har hun prøvet at blive overfaldet.

»Jeg sad på mit kontor med siden til og pludselig kunne jeg høre en klient nede ad gangen begynde at råbe og skrige. Han kom ind på mit kontor og truede mig verbalt og tog fat i alt muligt og smed det rundt. Så gik han, og jeg forsvandt ind i et mørkt rum. Men jeg kunne høre ham komme tilbage. Og så kom politiet heldigvis«.

Efter den oplevelse holdt Connie Iversen op med at handle på Frederiks-berg. Hun begyndte at se sig over skulderen. Brød sig i det hele taget ikke om at gå på gaden i området. I retten sagde forsvareren, at det sprogbrug og den adfærd måtte hun da være vant til i hendes job.

»Men det synes jeg ikke, at man skal vænne sig til«, siger hun med eftertryk.