Fra annonce i Ugeskriftet til verdensomspændende netværk

Under rubrikken »Noter og nyt« i Ugeskrift for Læger den 8. april 1974 optrådte der kun en enkelt lille, teksttung annonce. En læge ved navn Inge Kemp Genefke ville gerne i kontakt med andre læger, som havde interesse i at arbejde med dokumentation af tortur.

Den uanselige annonce var startskuddet til det, der i dag er et verdensomspændende netværk, der arbejder med ofre for tortur - International Rehabilitation Council for Torture Victims eller IRCT. Fra det første center i Danmark - Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre - er der nu næsten 200 centre eller projekter, der udfører dette arbejde, og som har deres virke i over 75 lande. I år fylder netværket 20 år. Gennem årene er tusindvis af torturofre blevet behandlet for deres traumer. Den argentinskfødte - og dansk bosatte - Luis Urquiza er en af dem.

Hans historie er for ganske nylig blevet beskrevet i en bog af den argentinske journalist Mariano Saravia, som på et pressemøde i september i København beskrev, hvordan han havde ønsket at videregive Urquizas historie for at fastholde Argentinas kollektive erindring om årene under diktaturet.

Urquiza blev behandlet på det danske rehabiliteringscenter i starten af firserne efter at være flygtet hertil. Han arbejdede ved politiet og blev anklaget for stikkeri, da han påtalte de brutale metoder, som politiet brugte. Siden blev han selv udsat for dem. Han beskriver mødet med Danmark som et kulturelt chok, som kom oven i den choktilstand, torturofre i forvejen befinder sig i. Rehabiliteringscentret hjalp med at genfinde noget, der lidt mere lignede en normaltilstand.

»Du kan lære at kende dine grænser om følsomme ting, som du oplever i din hverdag«, siger Luis Urquiza, som i dag er 53 år gammel.

»Men du bliver aldrig helt rask - ikke efter så voldsom tortur«, siger han.

Ud over arbejdet med at dokumentere tortur og behandle dens ofre, beskæftiger netværket sig med at sætte torturbekæmpelse på den politiske dagsorden, lobbyisme og ikke mindst fund raising.

Nok er der langt større opmærksomhed nu end for 20 år siden, men finanserne er stadig en evig kilde til frustration.

Spørger man Inge Genefke, der var igangsætter for både det danske center og det internationale netværk, er penge klart det største problem, og det er ikke ukendt, at centre må skære tilbage på deres aktiviteter eller ligefrem lukke.

Finansiering kommer i dag fra mange forskellige kilder, men ifølge Inge Genefke var det næppe gået uden en stormæcen i form af Oak Foundation, som er dannet af Jette og Alan Parker.

»De har givet millionbeløb. Dette her var ikke blevet skabt uden dem«, siger Inge Genefke.

Man kunne sige det samme om den person, der indrykkede den lille annonce i Ugeskrift for Læger i 1974 Figur 1 .