Skip to main content

Fra bypass til ballon

Karkirurgien blev revolutioneret, da ballonudvidelserne omkring 1990 begyndte at afløse åben kirurgi ved åreforkalkning i benene. Men de gamle professorer var mildest talt skeptiske.

Professor, dr. med. Torben Schroeder. Privatfoto.
Professor, dr. med. Torben Schroeder. Privatfoto.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

31. aug. 2017
6 min.

GENNEMBRUD

Åreforkalkning i benene (”vindueskiggersyndrom” eller claudicatio) er smertefuldt. Uden behandling er det en tilstand, der kan føre til bensår, der ikke vil læge, gangræn og amputation – for slet ikke at tale om den øgede risiko for stroke og blodprop i hjertet.

Kirurgisk behandling havde været mulig i mange år, da Torben Schroeder blev speciallæge i karkirurgi i januar 1990. Men operationen – venebypass – var ingen spøg:

”Operationen varede 4-5 timer, og bagefter måtte patienten holde nærkontakt med hospitalssengen i flere uger”, fortæller professor, dr. med. Torben Schroeder.

Prognosen var rimelig, også ved den tids åbne kirurgi. Over en femårsperiode kunne man ved den svære form redde 60-70 pct. fra amputation. Men det lange snit indebar risiko for infektioner – ikke mindst fordi blodforsyningen hos disse patienter er dårlig. Og havde de ovenikøbet diabetes, var helingsmulighederne endnu dårligere.

”I dag lægger man en ballon ind via lysken. Det tager en times tid, og i nogle tilfælde kan man nærmest udføre det ambulant”, siger han.

Professormodstand

På specialets vegne er Torben Schroeder ikke specielt stolt over den langsommelighed, hvormed de gamle professorer tog den nye teknik til sig.

”De ledende karkirurger så al landsens ulykker for sig ved den nye behandling – med ballondilatation, hvor man under udøvelse af nogen vold presser et kateter gennem et vanskeligt passabelt sted i karret og uden smålig skelen til noget udvider det med op til 10 atmosfæres tryk”, fortæller Torben Schroeder.

”De brugte måske ikke udtrykket ’kvaksalveri’, men de mente bestemt ikke, at det havde nogen gang på jord”.

Faktaboks

Fakta

Ballonteknikken havde været tilgængelig i henved ti år, men var stadig omstridt i Danmark, da enkelte karkirurger sammen med radiologerne tog den op i Danmark i slutningen af 1980’erne, og debatten rasede stadig, da Torben Schroeder var ved at afslutte sin speciallægeuddannelse.

”Men i modsætning til, hvad de gamle sagde, gik det forbløffende godt. Patienterne kunne gå hjem hurtigt efter indgrebet, og risikoen ved ballonbehandling var lille, så i løbet af 1990’erne blev det standardbehandlingen”.

Det var i høj grad radiologerne, der var centrale i en udvikling, der så at sige skubbede karkirurgerne til side i takt med, at ballonteknologien udvikledes. De første dilatorer og de første ballonkatetre blev mast igennem tilstoppede blodkar i 1970’erne, og midt i 80'erne blev stenten introduceret. Et langt stykke ad vejen var karkirurgerne mildt sagt skeptiske, og nogle anså nærmest den nye teknik for forbryderisk.

Fingernemme radiologer

Under sin speciallægeuddannelse i slutfirserne udførte Torben Schroeder ”masser” af bypassoperationer:

”Den typiske operation, f.eks. fra lysken og ned til underbenet, består i, at man først frilægger pulsåren i lysken. Så frilægger man den pulsåre, man vil forbinde den til nede på underbenet, tager venen, saphena magna, der ligger subkutant, forsigtigt ud gennem en masse småincisioner, underbinder sidegrene og skyller den, vender den og syr den ind igen, så den erstatter pulsåren”.

”Det var standardbehandlingen, som de gamle professorer svor til. Jeg var med til diskussionerne, og mine daværende chefer var ret konservative. I starten var jeg med til at lave nogle få ballonbehandlinger på operationsstuen. Men de forhold, det foregik under, var langtfra optimale. Operationsstuens røntgenudstyr var forholdsvis primitivt, mens radiologerne, der havde fuldt udstyr, i forvejen havde lavet arteriografier og kortlagt hele kredsløbet i benene, så vi karkirurger kunne vide, hvorfra og hvortil vi skulle lave en bypass”.

Radiologien er ikke ”et skærende speciale”, men der skal heller ikke skæres:

”De lavede et stik i lysken og kunne så føre kateteret ned eller op. I starten var det især bækkenpulsårerne, og måske kropspulsåren, som var tilgængelige”.

Det var således radiologerne, der blev trukket ind, mens karkirurgerne stadig sjældnere insisterede på selv at foretage et åbent indgreb.

”Vi kan i dag selv lave de fleste såkaldt endovaskulære indgreb. Men når det er teknisk meget vanskeligt, beder vi radiologerne om at gøre det, for de har større rutine med at håndtere katetrene og finde vej – specielt, når adgangen er vanskelig.



Operationen varede 4-5 timer, og bagefter måtte patienten holde nærkontakt med hospitalssengen i flere uger Professor, dr. med. Torben Schroeder

”Nogle af de mest fingernemme har udviklet en metode til at etablere en tunnel i karvæggen uden om en tilstoppet sektion”, siger Torben Schroeder.

Torben Schroeder har selv foretaget ”en håndfuld eller ti” ballonoperationer, men i dag overlader han indgrebet til radiologerne eller de karkirurger, som har opnået rutine i minimalt invasive procedurer.

Et stik i lysken

”Den åbne operation kan stadig komme på tale, når det er udsigtsløst at skaffe adgang med et ballonkateter. Men første skud i bøssen – det er at forsøge at komme igennem med en ballon. Det er behandlingen og bruges i mere end 75 pct. af tilfældene”, siger Torben Schroeder.

I forhold til åben kirurgi har ballonteknologien været en revolution. Men medaljen har også haft en bagside:

”Da jeg var ny i karkirurgi, var en bukseprotese en operation, som tog en hel dag. Man sætter den ind, hvor hovedpulsåren deler sig i to bækkenpulsårer. Ved åreforkalkning her udskiftede man simpelthen forgreningen med en kunststofprotese”, fortæller Torben Schroeder.

”Dengang var det en ”kursistoperation”, som reservelæger under uddannelse kunne foretage. Teknisk var den ganske simpel, og alle karkirurger lavede 20-30 af dem om året”.

Efter indførelsen af ballonudvidelser er den operation så sjælden, at der årligt kun udføres 25 eller færre på den enkelte karkirurgiske afdeling. Så når der kommer en patient, der ikke kan behandles med ballon, er der kun få, der har erfaring med indgrebet.

”I dag er det lige før, man bliver nødt til at centralisere indgrebet på ganske få afdelinger”, siger Torben Schroeder.

Fordelene er dog langt større end denne ulempe. Lægerne slipper for et stort antal langvarige rutineoperationer og kan bruge tiden på andre opgaver.

”Desuden har ballonbehandlingen den ekstra fordel, at den er nem at gentage. Holdbarheden af en ballonbehandling er nok lidt mindre end en god bypass. Men til gengæld er det ikke noget større at skulle gentage en ballonbehandling. Hvorimod en åben reoperation altid er relativt besværlig pga. sammenvokset bindevæv osv.”

For patienterne indebærer ballonteknikken, at risikoen for infektion og andre komplikationer er minimeret, og at de slipper for flere ugers sengeleje.

”I princippet kan de gå hjem dagen efter. Selve proceduren efterlader ingen sår, der ikke vil hele, eller kompliceret ardannelse – typisk er der kun et stik i lysken”, siger Torben Schroeder.