Skip to main content

Fra kulturrevolutionen i Kina til overlæge på Riget

Hanne Stetting Duvå, hanne.stetting@animacom.dk

22. feb. 2013
7 min.

Professoren gik på vejen. Hans ryg var bøjet, og hans hænder bundet på ryggen. Foran bar han et stort skilt, som hang ned fra en snor om halsen. På skiltet stod ordet »Kryb« kalligraferet med kinesiske skrifttegn. Rundt om ham gik nogle mænd.

»Det var rødgardisterne, og ordet på kinesisk er det laveste lave, man kan kalde et menneske. Det man kalder den værste forbryder«, fortæller overlæge Wei Uldall.

Erindringsbilledet er fra Wei Uldalls hjemby på østkysten, Dalian. Den lille sportstrænede overlæge voksede op under kulturrevolutionen i Kina. I 1968 blev familien deporteret til det indre Mongoliet.

Moren er gynækolog. En dag kom syvårige Wei hjem fra skole og fik besked om, at familien skulle flytte. Faren, der er havbiolog og på det tidspunkt underviste på universitet, skulle ikke med. Få dage efter sad moren med sine tre børn i et kæmpe tog fyldt med andre læger og deres familier. Rejsen fra den store havneby i det nordøstlige Kina til det indre Mongoliet tog to døgn.

»De skulle bygge et militærhospital op, fordi der måske ville komme en krig mellem Kina og det daværende Sovjetunionen. I den by boede vi, fra jeg var syv, til jeg var 17 år«, siger hun.

Deportation var på sin vis ikke så slem.

»I Mongoliet var der fredeligt. Her var ingen episoder, som den jeg oplevede i Dalian med professoren. Vi boede på universitetsområdet i Dalian, og måske var det lidt værre dér end i andre kvarterer, fordi der var mange akademikere. I den tid var livet for mange akademikerne barskt. Nogle kunne ikke klare Rødgardisternes forfølgelser og tog deres eget liv«, fortæller den 51-årige overlæge.

»Jeg husker også en anden dag, da jeg på vej til skolen så liget af en person, der var sprunget ud fra en høj skorsten. Jeg kan huske, at jeg så væk. Liget var dækket af et banner med skrifttegn. Det så væmmeligt ud. Jeg kan ikke huske, hvad der stod. Men de bannere blev brugt meget; dem husker jeg. De blev også hængt op på folks huse, hvis de havde gjort noget forkert. Jeg tror, at opholdet i Mongoliet sparede mig for mange ubehagelige oplevelser«.

Efter et år blev familien ført sammen med faren igen. Han måtte først undervise skolebørn, selv om han var universitetslektor. Faren fik senere et job i en offentlig styrelse, inden familien ti år efter flyttede tilbage til Dalian efter kulturrevolutionen.

Rejsen til Anemonevej

Wei Uldall har sorte løbetights på og sidder med benene op under sig i en sort lædersofa i stuen på Anemonevej i Gentofte. Her bor hun sammen med kæresten gennem ti år. Han hedder Torben og er civilingeniør. Der er danske møbler i huset, men kinesiske spor rundt omkring. For eksempel hænger der et stort kinesisk tryk af et landskab på en af væggene.

»Det her er en særlig te fra Himmalaya; den skulle være virkelig god«, siger hun og hælder op fra den danskdesignede stempelkande, mens hun fortæller historien om deportationen og historien om den anden store rejse, hun selv foretog midt i livet, hvor hun bogstavelig talt flyttede ind i den danske kultur. Hun tog dansk lægeeksamen, fik dansk autorisation, dansk arbejde og dansk ægteskab. Det er fra dette ægteskab, at hun har efternavnet Uldall. Hun blev inviteret ind i eksmandens storfamilie, så hun og hendes datter fik dansk livsstil helt ind under huden. Parret er stadig venner.

Vil helst arbejde med kvinder

Wei Uldall er uddannet gynækolog i Kina ligesom moren. Hun arbejder på Rigshospitalets Radiologisk Klinik i Mammaradiologisk Afsnit.

»Jeg er meget, meget glad for at arbejde dér. Vores ansvar er stort, men heldigvis er der et godt arbejdsmiljø, gode kollegaer og en god chef. Jeg blev uddannet gynækolog i Kina, og jeg har altid villet arbejde med kvinder ligesom min mor. I Danmark har jeg uddannet mig til radiolog. Det er et spændende område. Der sker så meget nyt i det speciale. Jeg er glad for, at jeg arbejder som specialist med udredning af brystkræftpatienter. Jeg har meget kontakt med patienterne, ligesom dengang jeg var gynækolog på hospitalet i Kina«, fortæller hun.

Ud over det daglige arbejde deltager Wei Uldall i et forskningsprojekt inden for specialet sammen med klinikchef Ilse Vejborg og en ph.d.-studerende.

Wei Uldall har arbejdet som læge og forsker i Danmark siden 1991. Hun kom hertil for at deltage i et forskningsprojekt. Det skulle bare have været et år. Hun var i starten af 30'erne og havde en lille pige på seks år, som imens boede hos farmoren sammen med Wei Uldalls første mand. At børnene bor hos bedsteforældrene er almindeligt i den kinesiske kultur.

Men Wei Uldall blev så glad for Danmark, at hun året efter fik sin kinesiske ægtefælle og datteren med. Hun forskede i et engelsktalende miljø. Imens lærte hun dansk og gik op til kandidateksamen, så hun kunne arbejde som læge. Efter nogle år blev hun og hendes kinesiske mand skilt.

»Hvis det ikke var for min datter, kunne jeg godt tænke mig at bo i Kina igen. Jeg savner min familie. Men min datter trives godt i Danmark«, forklarer Wei Uldall, som også er glad for at bo i Danmark og være læge her.

»Hjemveen er først kommet nu. Det kommer nok noget med alderen. Selv om jeg holder meget af Danmark og kulturen, er der nogle ting, jeg savner: min familie og mange venner fra min barndom«, siger hun.

»I Danmark er der mange, der kun ser familien til fødselsdage og middage. Man skal aftale det, hvis man mødes. I Kina kommer familie og venner bare forbi. Man blander sig i hinandens liv. Meget foregår ved networking. Familie og slægtninge er tættere på hinanden, og der er større kontrol fra myndighederne. Her er man mere fri ... men også mere alene«, siger hun og ler.

Wei Uldall smiler og ler i det hele taget meget, mens hun beretter. Hendes dansk er flydende med tydelig kinesisk accent. Hun fortæller, at hun først sagde nej til at blive interviewet. Men efter en snak med Ilse Vejborg og kollegerne besluttede hun sig for at hoppe ud i det.

Hun ler igen.

»Men jeg er frygtelig genert. Som yngre læge i Kina kunne jeg finde på at gå den modsatte vej, hvis jeg så en chef komme gående mod mig fra den anden ende af gangen, bare for at undgå at møde ham«.

- Hvad så med patienterne?

»Det er sjovt, du spørger. Jeg er aldrig genert over for mine patienter. Det har jeg aldrig tænkt over før«, siger hun eftertænksomt.

I Kina foregår hospitalskonsultationer noget anderledes end i Danmark. Hospitalerne er organiseret på en anden måde, forklarer hun.

Man skal ikke bestille tid eller indkaldes.

»Patienterne mødte bare op dér, hvor jeg var gynækolog. Nogle morgener var der en hel ventesal fyldt med kvinder. Så var det bare at gå i gang. Vi gik ikke hjem, før alle havde været igennem, så det kunne blive sent. Sådan var det bare. Vi arbejdede meget, omkring 48 timer om ugen«.

De kinesiske læger havde ansvar for hele behandlingsforløbet for deres patienter. Det indebar alt, journalskrivning ved indlæggelse, diagnosticering, behandling inklusive en eventuel operation, fortæl ler hun:

»Hver læge havde 10-15 ,egne` patienter på sengeafdelingen. Som læge tilså man sine ,egne` patienter hver dag. Det skabte et tæt bånd mellem patient og læge og gav patienterne en god følelse af tryghed. Jeg kunne godt lide denne form, hvor man nærmest fik et personligt forhold til hver enkelt patient«, siger hun.

Da Wei Uldall tog det administrative samarbejds- og ledelseskursus under uddannelsen til speciallæge i Danmark, deltog hun i en arbejdsgruppe, der skulle finde på nye måder at organisere lægearbejdet på et nyt hospital.

»Jeg fortalte dem, hvordan det var i Kina, og de andre syntes, at det lød som en god idé. Så vi opførte et rollespil, der viste, hvordan man kunne få bedre kontakt til patienterne på den måde. De brugte min fortælling om arbejdet i Kina til at vise, hvordan man også kan arbejde. Det var jeg meget glad for«, fortæller hun leende.

Blå bog - Wei Uldall

2011 overlæge i radiologi.

2010 mammografisektionen, Radiologisk Klinik, Rigshospitalet.

1991 forskningsprojekt, Panuminstituttet

og Hvidovre Hospital under professor

Bent Ottesen.

1984 gynækolog, uddannet i Kina.

Privat

Wei Uldall lever på tiende år sammen med civilingeniør Torben Hessing-Olsen i Gentofte. Hun har datteren Tina, der er 25 år og læser kandidat på CBS. I sin fritid løbetræner hun. Begge hendes forældre er i 80'erne og bor i Dalian i Kina, hvor hendes søster og bror også bor.