Skip to main content

Fra PLO's egen verden

5. dec. 2008
2 min.

Rekruttering og fastholdelse af læger er ikke kun et problem for myndighederne - og ultimativt for borgerne - rundt omkring i landet. Det er også et problem for PLO selv, som fra tid til anden har svært ved at tiltrække folk til tillidsposter.

Ikke mindst derfor har organisationen ønsket at give honoreringen et løft. Men hvordan? Skal der være fast honorar eller timebetaling? Skal formanden have en slags betaling og menige medlemmer en anden? Skal der være forskel på timebetaling før og efter klokken 16? Skal alle regioner betale sine tillidsfolk det samme? Spørgsmålene var mange, og de skabte en del debat på repræsentantskabsmødet.

Klaus Friis Andersen fra bestyrelsen fremlagde sagens substans og sagde, at det altid var vanskeligt »at bevilge penge til sig selv«.

Det kunne ingen være uenige i, men f.eks. Eddie Nielsen fra Region Nordjylland advarede mod at skyde under målet.

»I alle andre sammenhænge kræver vi ordentlig betaling for vores indsats. Hvad er det, der gør, at vi ikke vil give ordentlige honorarer til vores tillidsfolk? Så længe vi ikke kan fylde pladserne i praksisudvalgene, så er honoreringen ikke for høj«, sagde han og understregede, at medlemmerne forventer en professionel service.

Birgitte Alling Møller fra Region Hovedstaden var blandt de medlemmer af repræsentantskabet, som omvendt advarede mod at skyde for langt den anden vej.

»Der skal også være et moment af interesse i det at være tillidsmand. Vi vil heller ikke beskyldes for at være pampere. Vi vil være sikre på at medlemmerne er ok med, at vi sætter kontingentet så meget i vejret«, sagde hun med reference til, at årskontingent til PLO for næste år bliver på mellem 9.131 kroner og 10.828 kroner afhængig af region«.

Enden på debatten blev, at bestyrelsens forslag til honorering blev vedtaget for næste år og 2010.

Det vil sige, at formændene for praksisudvalgene får fast honorar, mens de øvrige medlemmer får dækket møde- og transporttid med den konsulenttakst, der er nævnt i overenskomsten. Efter klokken 16 får de halv takst.

Samtidig blev det vedtaget, at regionerne stadig har lov til at udskrive et ekstra lokalt kontingent specifikt til brug for at aflønne tillidsfolk, hvis de føler behov for det.

Desuden skal der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal sikre overblik over, hvad tillidsfolkene rundt omkring egentlig får, og hvor stort regionernes behov for sekretariatsbistand er, ligesom det skal undersøges, hvad medlemmerne synes.

Arbejdsgruppen skal komme med et nyt forslag til honorering af tillidsfolk ved repræsentantskabsmødet i foråret 2010.