Fra snubletråde til samarbejde

Mange mennesker med ikkepsykotiske lidelser får ikke en optimal behandling. Det voldsomme antal mennesker, der sendes på pension for en ikkepsykotisk lidelse, taler for sig selv.

Hvordan gør vi det bedre? Ved at give et verdensklassetilbud til de få? Eller ved at forbedre tilbuddet til de mange?

Når presset øges i sygehussektoren, kan en strategi være at indsnævre kriterierne for, hvem der tilhører målgruppen.

I disse år skyder nye subspecialiserede enheder op som paddehatte, også inden for psykiatrien. Det er helt fint for de patienter, som er så heldige at komme gennem nåleøjet. Men hvad med alle dem, der får henvisningen retur til egen læge retur med stemplet: »Returneres, tilhører ikke målgruppen« - eventuelt med forslag om, at man i stedet kan henvise patienten til praktiserende psykiater?

Det er et forslag, som mange steder i landet ikke er en reel mulighed, fordi der er halve eller hele års ventetid. Absurd nok kan konsekvensen derfor blive, at særligt komplekse patienter med flere psykiske lidelser på en gang, må behandles på bedste beskub i praksissektoren.

De børnepsykiatriske afdelinger har oplevet en stor stigning i henvisninger af børn med formodet ADHD. Det er formentlig en reaktion på dette, at henvisningsproceduren er gjort stadig mere bureaukratisk: En lang række sagsakter skal nu foreligge og obligatorisk passere forbi PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), før en henvisning kan behandles. En praktiserende læge kan således blive mødt med krav om at indhente en skoleudtalelse, før modtagende afdeling overhovedet vil forholde sig til henvisningens ordlyd.

Også på voksenområdet virker grundlaget for at begrænse tilbuddene mere af politisk end faglig beskaffenhed. Helt absurd bliver det, når man som læge sidder over for den enkelte patient og skal begrunde det manglende tilbud: »Nej, desværre, du kan ikke blive henvist til psykolog med din depression, for jeg kan se at du er fyldt 38, og man skal være mellem 18 og 37 for at komme i betragtning«. Hermed tilføjes en ny dimension til fænomenet kassetænkning.

Det sete afhænger af øjnene, der ser. Politikerne zoomer naturligvis ind på de røde tal på bundlinjen, og de psykiatriske afdelinger kæmper med huller i bemandingen.

Med al respekt for rigets langsigtede økonomi og den travle hverdag på specialafdelingerne kunne jeg drømme om et sammenhængende system med fokus på patientens problem. Et system hvor henvisningen blev læst med henblik på at forstå indholdet, og hvor afsenderen fik gode råd og realistisk vejledning, hvis den var havnet på det forkerte skrivebord.

Hvorfor ikke rydde op i alle snubletrådene og erstatte dem med gennemskuelige samarbejdsmodeller, hvor vi løfter i flok?

Shared Care-modeller præsenteres andetsteds i dette tillæg. Det er klart, at det kræver en indsats fra alle parter at indgå i et forpligtende samarbejde. Til gengæld bliver det herved muligt at nå ud til en større kreds af patienter og pårørende med et fagligt forbedret tilbud, dikteret af behov snarere end held eller pengepung. Forhåbentlig vil de næste år bringe os nærmere en implementering af bæredygtige samarbejdsstrukturer til gavn for ikke blot patienten, men også de implicerede aktører - og tilmed samfundsøkonomien.

Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup skal have udtalt følgende vise ord: »Samtidigt med at vi bliver mere og mere ekspertkloge, bliver vi mere og mere livsstupide. [Læge]kunsten er et bolværk mod dette. Den lever af det, som kan sanses i al dets komplekse mangfoldighed, og skaber helhed i det, som videnskaben kun kan skildre ved at splitte det ad«.