Skip to main content

Frankofil vandhund med ild i sjælen

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

9. nov. 2005
6 min.

Bygning og opgang gør ikke særligt væsen af sig, men man må uvægerligt gispe, når man træder ind i Inge Genefke og gemalen Bent Sørensens lejlighed i Skodsborg, nord for København.

Øresund vælter sig formelig ind i stuen, og skinner solen, er der seriøs risiko for varige men på synsevnen.

Vandet er andet end til at kigge på. Inge Genefke »elsker vand«, som hun siger, og plasker gerne rundt i det til langt ind i efteråret.

Til gengæld er det nok så som så med de huslige sysler i hjemmet, som er tætpakket med bøger og malerier på væggene. Den dag, Ugeskriftet aflægger besøg, er mælken gået hen og blevet sur, så kaffen må forblive sort. Skidt pyt. Der er vigtigere ting at tage sig til.

Skal man endelig kere sig om den perfekte café au lait, må det hellere blive i det Frankrig, som har stået Inge Genefkes hjerte nær, siden hun opholdt sig i Paris og studerede der, da hun var ung.

Heldigvis bliver der i Inge Genefkes meget mobile liv rig lejlighed til besøg både der og andre steder. Til gengæld er der ikke det fjerneste omkringfarende ved hendes fokus.

Interesse for tortur

Siden Inge Genefke i 1970'erne kom med i Amnesty Internationals lægegruppe og fik interesse for arbejdet med torturofre, har hun med intens præcision fokuseret på at få dokumenteret tortur og behandlet eftervirkningerne.

Det har ført til oprettelsen af Rehabiliterings- og Forsk-ningscentret for Torturofre i Danmark og det verdensomspændende International Rehabilitation Council for Torture Victims, som har 20-års-jubilæum i år. Det markeres ved en større begivenhed på Kronborg i starten af november.

For få uger siden kom desuden journalist Thomas Larsens bog om Inge Genefke og hendes indsats for torturofre. Primært skrevet i jeg-form præsenterer bogen sig nærmest som en biografi, der beskriver udviklingen af hendes værdier og livsværk.

Der er scener fra hjemmet med dets i bedste forstand borgerlige dyder: Valget af lægegerningen, som førte til det glødende engagement for torturofre, det forliste første ægteskab og det lykkelige nummer to, men også beskrivelser af de kontroverser, en stålvilje som Inge Genefkes uundgåeligt løber ind i.

Senest har Inge Genefke kastet sig over opgaven med at få torturbødlerne dømt.

Hun ser ikke noget modsætningsforhold mellem et retsopgør og den form for kollektiv tilgivelsesproces, som f.eks. Sydafrika brugte efter apartheid med landets Truth and Reconciliation Commission.

»Du skal have begge dele«, siger Inge Genefke.

I den forbindelse er det svært at komme uden om lægestanden.

»Læger kan bedømme tortur«, siger Inge Genefke.

»Og i dag kan vi med sikkerhed dokumentere tortur. Så nu kan vi tage hånd om retssager«.

Omvendt spiller læger også en stor rolle i selve torturen.

»De kan slet ikke torturere, som de gør i dag, uden læger«, siger Inge Genefkes mand, Bent Sørensen.

Hvad enten det drejer sig om at identificere ofrenes svage punkter, genoplive eller udbedre skader bagefter.

Uanset at hun har en vis forståelse for det pres, der kan få læger til at bistå ved tortur, har Inge Genefke meget ringe sympati for læger, der er med til at torturere.

»Lægebødler skal straffes mere. Og autorisationen skal tages fra dem. For hvorfor er de blevet læger?«, spørger hun retorisk.

I Verdenslægeforeningens regi er en arbejdsgruppe nu ved at etablere et netværk, der skal kunne støtte læger, som trues, hvad enten de presses til at bistå ved tortur eller forfølges, fordi de har hjulpet ofrene.

Det kan f.eks. ske ved, at et par læger tager ud til det pågældende sted, hvor nødråbet kommer fra, og offentligt siger fra. Hensigten er at skabe en præventiv virkning, ikke mindst ved at forsøge at bringe sådanne tilfælde frem i medierne - eller true med det.

Varm og kold

Barskt er det. En tilværelse fordybet i vold, fornedrelse og mishandling er ikke for mimoser. Det ord, der går mest igen, når man spørger folk, der kender Inge Genefke, er da også »ildsjæl«. Til gengæld kan der være isnende koldt udenom, når det gælder torturbekæmpelsen.

Men både ild og is kan svie, og en del mennesker gennem tiden har brændt sig på dette intense temperament, så det syder på tomten flere år efter.

Selv fuldgyldige medlemmer af Inge Genefkes fanklub kan miste tålmodigheden.

Lægeforeningens direktør, Jørgen Funder, fortæller en anekdote om en tur til Tyrkiet - for at bistå ved en retssag - som han og Inge Genefke var på sammen. Ved hjemrejsen ville en udmattet Jørgen Funder allerhelst bruge flyveturen til at få indhentet noget søvn, men Inge Genefke knævrede løs om sagen, Tyrkiet og det fortsatte arbejde.

I ren desperation bad den ellers meget belevne mand håndfast Inge Genefke om at tie stille.

»Men det gjorde hun naturligvis ikke«, siger Jørgen Funder resigneret.

Er der noget, man ikke får i omgangen med Inge Genefke, er det fred om ørerne.

Meget omtalte var slagsmålene i slutningen af 1990'erne, som endte med, at det danske antitorturcenter og det internationale netværk blev adskilt, samt at Inge Genefke i realiteten blev frosset ud af det danske center. I dag tager hun ikke del i den daglige ledelse nogen af stederne men har titel af ambassadør for IRCT.

»Når en organisation vokser, følger der bureaukrati med, og de systemer kan godt kortslutte, når en ildsjæl leder den«, siger tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd, Kirsten Stallknecht, som var med til omorganiseringen dengang og i dag sidder i bestyrelsen for det danske center.

»Organisationen var hendes barn«, siger Kirsten Stall-knecht om Inge Genefke.

»Hun ville gerne blive ved at kontrollere den, og det kan man forstå. Men det kunne ikke lade sig gøre«.

Der var behov for mere demokrati, en større grad af kontrol, og hvad man kan kalde en professionalisering af organisationen.

De bløde punkter

Den hårde jernvilje og frygtløsheden til trods tog Inge Genefke sig kritikken om dårlig ledelse og rod i regnskaberne nær og måske i højere grad, end mange umiddelbart ville tro.

For Inge Genefke er også en type, der ganske overrumplende kan vise helt andre sider af sig selv end den hårdhudede aktivist. For eksempel ved pludselig og med indfølelse at begynde at citere poesi - frit fra hukommelsen - så man måtte have et hjerte af sten for at forblive uberørt. Hendes yndlingsdigter er morbroderen Paul la Cour, og hun har altid hans »Fragmenter af en dagbog« med i kufferten, når hun er på rejse. En anden yndlingstekst er af Halfdan Rasmussen, som taler om, at det hverken er bødlen eller torturen, der er det virkeligt skræmmende - det er »den nådesløse verdens blinde ligegyldighed«.

Tusindvis af torturofre verden over vil være Inge Genefke taknemmelige for, at hun har gjort de ord til sine egne.

IRCT

IRCT - The International Rehabilitation Council for Torture Victims - blev oprettet i 1985 som den interna tionale overbygning på det danske Rehabiliterings Center for Torturofre men har været en uafhængig organisation siden 1997. Rådet har hovedkvarter i Danmark.

Organisationen er verdensomspændende og består af op mod 200 centre og programmer, der arbejder med bekæmpelse af tortur og hjælp til torturens ofre.

IRCT's opgaver er at kaste lys på torturen og dens konsekvenser, at fremme og støtte behandlingsfaciliteter, at arbejde for at forhindre tortur og straffrihed for dens udøvere, at dokumentere tortur og dens konsekvenser samt at rejse penge til støtte for rehabiliteringscentre og -programmer verden over.