Frankrigs sundhedspolitiske udfordring

PARIS

Endnu en gang har en strid mellem den politiske magt og læger i Frankrig resulteret i, at sundhedsministeren er blevet skiftet ud. Kardiologen Phillippe Douste-Blazy er blevet sundhedsminister som afløser for bioetikeren Jean-Francois Mattei.

Den konservative Mattei havde i sin toårige ministertid lagt sig ud med mange af sine lægekollegaer, fordi han i forsøg på at spare i en fransk sundhedssektor med rekordagtige underskud ville holde igen på lægestandens indtægter og ret til at udstede recepter og give sygeorlov. Lægeorganisationer

kritiserede ham for ikke at ville lytte til andre meninger om det franske sundhedsvæsen end sine egne. Med sine besparelser ophidsede han ofte læger til at strejke eller gå ud og demonstrere i deres hvide kitler sammen med sygeplejersker og portører.

Den 50 årige Douste-Blazy er den sjette franske sundhedsminister i løbet af de sidste ti år. Han har selv tidligere beklædt posten. Ud over sin ministertaburet har han borgmesterposten i en af Frankrigs største byer, Toulouse.

I sin programerklæring som ny sundhedsminister viser han sig som den forsigtige politikertype, der viger tilbage for at træffe store epokegørende afgørelser: »Det bliver ikke under mig, at sundhedsvæsnet privatiseres. Ej heller agter jeg at gennemføre en yderligere nationalisering heraf for at lade skattepenge dække et underskud på 10 mia. euro (75 mia. kr.)!«

Han indbyder professionelle i sundhedssektoren - læger, sygeplejersker, apoteker og sygeforsikringskasser - og politikere fra den oppositionelle venstrefløj til i forhandlinger med den konservative regering »at finde frem til besparelser i den sociale sektor, der ikke går ud over den høje standard i det franske sundhedssystem«. Hvilket vil sige, at han tilstræber at få både sundhedssektorens egne folk og oppositionen til at tage et medansvar for besparende reformer i sundhedsvæsnet, han skal lægge navn til som minister. Med sin forsikring om »ikke at ville skabe social uretfærdighed« antyder han, at det bliver velstillede franskmænd, der kommer til at betale mere for en konsultation og medicin. Hvorimod mindre bemidlede franskmænd stadig vil få en stor del af deres udgifter dertil dækket af stat og arbejdsgivere.

Overforbrug af medicin

Den store sundhedspolitiske udfordring, Frankrig står over for, har sin rod i, at franskmænd i takt med den voksende velstand er blevet mere pylrede for ikke at sige hypokondriske med

deres helbred. Ikke for ingenting er Molières »Den indbildte syge« et fransk skuespil. Med en 60 procent stigning i medicinforbruget siden 1970 har Frankrig verdensrekord på det område. Hver læge ordinerer gennemsnitligt for lidt under to mio. kr. medicin refunderet af sygekasser om året til sine patienter. Millioner af franskmænd render ustandselig deres læge på dørene for at få en recept. De tror alt for ofte, at en almindelig forkølelse eller hovedpine er en alvorlig sygdom.

Franske læger kritiseres generelt for at lade sig lokke eller rettere sagt bestikke af medicinalindustrien til at udskrive recepter på en masse unødvendig medicin. Medicinalindustrien bruger ifølge deres skatteregnskaber gennemsnitlig 150.000 kr. om året pr. læge på at promovere deres medicin.

I alt 200 mia. sygedage koster det franske samfund 53 mia. kr. om året. I efteråret 2003 blev der fremsat et lovforslag om økonomiske sanktioner mod læger, der misbruger deres ret til at give patienter sygeorlov. Men det blev forkastet. En såkaldt lægelobby i parlamentet (41 af medlemmerne er læger) beskyldes for konsekvent at blokere forslag om besparelser i sundhedssektoren.

Avanceret, men dyrt sundhedsvæsen

Frankrig har været senere til at skabe et moderne sundhedsvæsen end sine nordeuropæiske EU-partnere. Helt op i 1960'erne var det franske hospitalsvæsen gammeldags og mangelfuldt. I dag har Frankrig i henhold til den internationale sundhedsorganisation WHO et af de bedste sundhedsvæsner i verden. Franske hospitaler har med 470.000 senge i den offentlige sektor og 200.000 i den private en større kapacitet, end der er behov for. Antallet af læger er siden 1970 steget fra 68.000 til 160.000. Med 3,3 læger pr. 1.000 indbyggere ligger Frankrig lidt over det vestlige gennemsnit med hensyn til lægeservice.

Bagsiden af medaljen er, at det med sit store medicinforbrug og hyppige lægebesøg er det land, der bruger flest penge på sine borgeres helbred.

Sundhedssektoren sorterer under staten, men den er liberal i den forstand, at en læge kan slå sig ned, hvor han vil, og patienter er frit stillet til at vælge deres læge. Sécurité Sociale eller Sécu, som franskmænd kalder det sociale sikkerhedsnet, refunderer lægeregninger og medicin op til 75 procent. Nogle familier er tilsluttet »en mutuelle«, et delvis privat forsikringsselskab (et gensidigt forsikringsselskab) for at få betalt de resterende 25 procent.

De fleste franske læger ønsker at opretholde det nuværende system. De ser det som en garanti for deres uafhængighed mod at blive statsfunktionærer ligesom deres engelske kollegaer.

Demonstrerende læger

Hospitaler og klinikker repræsenterer halvdelen af det sociale sikkerhedsnets udgifter. Siden 1996 har staten søgt at spare penge ved at fusionere mindre hospitaler. Disse restruktureringer har ofte vist sig at blive dyrere, end de gamle ordninger var. Flere fusionerede hospitaler kæmper med jævnlige strejker og demonstrationer for at blive selvstændige igen. Dr. Emile Mania, der leder det sydfranske Saint-Afrique-hospitals medicinske afdeling, sultestrejker ofte for at få sit hospital løst fra en fusion med det nærliggende hospital i Millau. Den foregående sundhedsminister, Mattei, blev i begyndelsen populær hos læger, da han efter sin tiltrædelse i maj 2002 fastsatte tariffen for en konsultation hos praktiserende læger til 140 kr. I dag mener mange læger, at det er for lidt. Rundt om i landet strides læger med lokale sygekasser, fordi de kræver et større honorar for en konsultation end som så, under henvisning til at de hele tiden må købe nyt materiel.

Skiftende indtægter

Med indførelsen af 140 kr. pr. konsultation i juli 2002 steg franske lægers indtægter 10,8 procent i forhold til 2002. Deres gennemsnitlige årsløn i et land med en gennemsnitlig indkomstskat på 12,5 procent ligger på ca. 450.000 kr. Det er mere end advokaters gennemsnitsløn på 300.000 kr. og en blikkenslagers på 220.000 kr., men mindre end de 700.000 kr., som en topstilling i statsadministrationen eller erhvervslivet kan indbringe. Praktiserende læger i Frankrig tjener 20-25 procent mindre end kollegaer i England, USA og Danmark. Mange læger føler sig underbetalt i betragtning af, at de ofte har en arbejdsuge på 56 timer.

Specialister tjener mere end praktiserende læger. Adskillige af dem har en årlig løn tæt på 700.000 kr. Ikke alle specialister er lige vellønnede. Psykiateres gennemsnitsløn ligger på ca. 360.000 kr., børnelægers på 380.000 og hudlægers på 420.000 kr.

Formanden for den franske lægeforening, Michel Chassang siger: »Man kan ikke sige, at franske læger er vellønnede. Mange af dem har måttet sætte deres arbejdstempo op for at opretholde deres indtægtsniveau fra for nogle år siden. Patienter med den generelle 35-timers arbejdsuge får fri længe før deres læge!«

Lægemangel

Praktiserende læger i Frankrig i dag har svært ved at finde afløsere. Især hvis der er tale om en en praksis i en storbyforstad med sociale og kriminelle problemer eller en øde afsides landkommune:

»Endnu er lægemangel ikke et akut problem. Men i løbet af de sidste tyve år er tætheden af læger faldet 40 procent for at vende tilbage til niveauet fra perioden 1970-1980. Fortsætter lægepraksisser med at lukke i samme tempo som nu, vil der i Frankrig kun være 250 pr. 100.000 indbyggere mod 330 i dag«, siger Jean-Louis Calloc'h, generalsekretær for Det nationale Lægeråd.

Frankrig er delt i to dele hvad angår den rolle, klima og livskvalitet spiller i lægers valg af steder, hvor de praktiserer. Picardiet i Nordfrankrig har 142 praktiserende for hver 100.000 indbyggere. Det solrige Provence-Rivieraen har fire praktiserende læger og to specialister for hver tusind indbyggere. Pensionister slår sig ned ved Rivieraen både for solens og det store antal lægers skyld.

»Da gennemsnitsalderen for praktiserende læger i Frankrig ligger på 50 år, kan man se hen til, at en masse læger pensioneres uden at have en efterfølger parat til at overtage deres praksis«, siger dr. Claude Lehere fra lægesyndikatet MG. Han bebuder, at fra 2007 begynder pensioneringer at skabe en lægemangel i Frankrig, der kan få konsekvenser for den franske befolknings helbredstilstand. Jean-Phillippe Brugnaux, en 53-årig familielæge i 18. arrondissement i Paris, siger:

»I fjor gik 135 læger i Paris på pension, men der kom kun 26 nye læger til. Nogle af mine kollegaer er blevet førtidspensioneret, fordi de er trætte af den nye computerteknik«.

En feminisering af lægefaget (36 procent af franske læger er kvinder) er medvirkende til, at der bliver færre læger. Mange kvindelige læger holder op med at praktisere allerede i 30'erne, når de får børn.

Flere lægestuderende

For at løse problemet har lægefakulteter givet adgang til flere lægestuderende. Antallet heraf er steget 20 procent. I år kommer der 5.600 nye læger til mod 4.700 i 2001 mod lidt mindre end 3.500 i 1993. For 15 år siden søgte regeringen at begrænse tilgangen til lægestudiet ved at ved at holde igen på lægers indtægt. Det gjorde man, fordi man troede, at Frankrig ville få for mange læger.

»Læger motiveres ikke af regeringens sundhedspolitik til at opofre sig for deres gerning. Især yngre læger vil ikke sidde lægevagt i syv af ugens dage uden at tjene noget ekstra. Regeringen må tilbyde bonusser til læger for at få dem til at flytte til kedelige forstadskommuner eller langt ud på landet«, siger lægesyndikatsformand Chassang.

I alt 50.000 franske læger har deres egen praksis. En praktiserende fransk læges indtægter er gennemsnitligt vokset 65 procent i de sidste femten år, men læger holder på, at deres professionelle udgifter er steget endnu mere siden da, og at de har fået mere at bestille på grund af mangel på konkurrence.

Den franske komedieforfatter Sacha Guitry sagde efter at være vågnet op fra en vanskelig operation: »Kære læger, hvor ville jeg have savnet jer, hvis jeg var gået bort!«

I dag savner mange af hans landsmænd ofte en læge, når de fejler et eller andet.