Franske læger står klar

PARIS

Villennes sur Seine er en landsby af den ærkefranske slags. Med godt 5.000 indbyggere, middelalderkirke, slagter, jernbane, tre frisører og boulebane på kirkepladsen.

Byen ligger kun en halv time fra Paris; alligevel rykker købmanden stadig ud med fornødenheder til de gamle, og landbetjenten er en langmodig fyr, som sjældent har mere end et par parkeringsbøder at se til.

Villennes sur Seine er sådan en lille boble af fransk velstand og borgerlighed, og som sådan forskånet for de sociale problemer, der har hærget andre steder i Paris' opland. Her er en ingen beton, kun gamle villaer med palævinduer og platantræer. Ingen synlig arbejdsløshed, og kun en enkelt tilrejsende tigger.

Set fra et lægeligt synspunkt er det et attraktivt lille smørhul. Måske derfor er kommunen også forkælet med fire praktiserende læger, mens andre franske landsbyer af samme størrelse har stor mangel på »médecins généralistes«.

Yann Abadie har været praktiserende læge i Villennes de sidste 18 år, og han er efterhånden blevet en institution i byen, hvor folk kender ham på den åbne bil og det drengede smil.

Doktoren er næsten altid tilgængelig for sine patienter. Han møder i sin konsultation kl. 7.30 hver morgen og går igen ved 20.30-tiden om aftenen, kun afbrudt af en times frokostpause, hvor han prøver at smutte hjem til en hurtig sandwich.

Af de tolv timers konsultation er fire en halv time hver dag afsat til åben konsultation, hvor folk kan møde uden aftale og til mindstetaksten. Resten af tiden tager Yann Abadie imod efter aftale, og det er altid ham selv, der tager telefonen. Sekretærer, siger han, er en uskik for en læge.

»En sekretær er ligesom et filter. Så mister man kontakten til patienterne,« mener Yann Abadie, der allerede under medicinstudiet besluttede, at han ville være praktiserende læge.

»Selvfølgelig er der mere prestige i at være speciallæge, og en overgang flirtede jeg også med tanken om at blive kardiolog. Men jeg synes, det er meget sjovere, når arbejdet veksler. Det ene øjeblik står jeg med en nyfødt, og et kvarter senere har jeg en gammel dame på 80 i venteværelset.«

Yann Abadie ligner en mand, der stortrives med sit arbejde, og han erkender da også, at det er helt frivilligt, når han kun tager to-tre ugers ferie om året med familien.

»Jeg kan simpelthen godt lide at arbejde. Og når jeg arbejder meget, så tjener jeg også mere.«

Dr. Abadie er praktiserende læge i gruppe 1 under sygesikringen. Det betyder, at han som grundtakst kun må tage 22 euros for en konsultation, hvoraf patienten får refunderet 21 fra den offentlige sygesikring. Tager man rendez-vous, altså aftalt tid, har Abadie imidlertid sat prisen op til 27 euros. Det er ikke umiddelbart i overensstemmelse med sygesikringens politik, men kontrollører fra Assurance Maladie har accepteret ordningen, fordi doktoren i Villennes har så lang åben konsultation hver dag, hvor folk kan komme til den lave pris. Og fordi han aldrig kræver den høje pris af folk, der er økonomisk vanskeligt stillet.

»Jeg har sat prisen op på aftalte konsultationer, fordi folk hér får den luksus, at de aldrig skal vente, og fordi jeg altid lægger god luft ind i min kalender til visse typer patienter. Spædbørn sætter jeg for eksempel altid konsekvent en halv time af til.«

Lægehus, nej tak

Lørdag formiddag er Dr. Abadie i konsultationen til kl. 13, og hver fjerde søndag har han akutvagten om eftermiddagen. I Villennes er der altid en praktiserende læge til rådighed, også i weekenden.

Torsdag er Abadie væk fra sin pind. Tidligere var det hans fridag, men efterhånden har han fyldt den op med arbejde. Torsdag formiddag er han tilsynsførende på et plejehjem, og hans telefonsvarer henviser til Dr. Lagnier, tre husblokke væk.

»Jeg har et utroligt godt samarbejde med de andre læger i byen, og derfor ser jeg heller ingen grund til at slå mig ned i et lægehus. Vi dækker jo alligevel hinanden ind,« siger Yann Abadie. De franske myndigheder prøver ellers at opmuntre de praktiserende læger til at flytte sammen i lægehuse, især længere ude på landet, hvor der er mangel på læger, og hvor det kan være uoverkommeligt for en enlig læge at klare de syge.

»Men hvorfor skulle jeg kaste penge i et nyt flot lægehus og være nødt til at betale til en fælles sekretær, når jeg har det fint alene,« siger Dr. Abadie, som har indrettet sin konsultation i en stor toværelses stuelejlighed med terrasse og eftermiddagssol.

Forkælede patienter

De franske lægers frie installationsret betyder, at der til hver en tid kan komme nye konkurrenter til Villennes. En hver praktiserende læge kan slå sig ned, hvor han vil, og Abadie indrømmer, at det ville være kedeligt for hans forretning, hvis der kom ekstra læger til byen. Omvendt har han selv patienter fra mange andre kommuner, nogle så langt fra som Versailles, 15 kilometer væk, og derfor er det hele et spørgsmål om service og om at stå til rådighed.

»Franske patienter er jo vildt forkælede, og de har altid været vant til at få det, de ville. Hvis lægen ikke gav dem dét, de kom efter, så gik de bare videre til en anden. Det gør de til dels stadigvæk, men en ny lov kræver, at folk vælger en fast praktiserende læge, hvis de vil have dækket deres udgifter. Og det har i nogen grad bremset vagabonderingen,« siger Yann Abadie.

Han har over 18 år set patienterne ændrer sig, og ikke altid til det gode. For selv om han er læge i et bedrestillet miljø med ressourcestærke patienter, så er det ikke alle, der husker de gode manerer, når de kommer til lægen.

»Tonen har helt klart ændret sig. Mange mennesker har ikke respekt for lægen mere. De betragter os som et serviceorgan, ringer for eksempel og siger: ,Kan du ikke lige skrive mig en recept på dét og dét`."

Yann Abadie var tidligere flink til at skrive recepter til patienterne, uden at de nødvendigvis behøvede at tage møde. Som for eksempel migrænemedicin til folk, der havde fået det samme migrænemiddel i årevis. Den politik har han nu ændret. Men ikke uden sværdslag.

»Hvis patienterne er blevet grovere, så er jeg også blevet mere håndfast. Det er jeg simpelthen nødt til, hvis jeg skal beholde min selvrespekt. Af og til er jeg endda nødt til at sige til folk, at de hellere må finde en anden læge«, siger Dr. Abadie og fortæller om en kvindelig patient, som netop har droppet ham, fordi hun blev fornærmet.

»Hun havde aftalt tid til klokken 17.15, så ringede hun og sagde, at hun først kunne være her kl. 17.50, og da hun endelig dukkede op, med en times forsinkelse, var hun langt inde i min frie konsultation, hvor venteværelset var fyldt med syge mennesker. Hun forlangte at komme til foran alle de andre, til trods for, at hun ikke var akut syg, men kun skulle have fornyet en recept. Jeg forklarede hende venligt, at det ikke var de andres skyld, at hun kom for sent. Men hun blev så edderspændt-rasende, at hun gik og smækkede med døren. Siden har jeg ikke set hende.«

Når patienten vil have ret

Dr. Abadie rykker stadig ud til hjemmebesøg et par gange om dagen, men efterhånden som de fleste har bil, forlanger han, at patienterne skal være meget syge, før han kommer hjem til dem. »Mange synes jo, at det er praktisk, hvis jeg lige kan komme forbi. Det sparer dem for en masse tid. Men jeg er blevet mere kontant, så hvis ikke de ligefrem er meget gamle eller ved at at dø, så må de komme til mig.«

Med internettet og de mange tilgængelige lægedata er franske patienter også blevet klogere. Eller rettere: De tror, de er blevet klogere. Dr. Abadie oplever patienter, som efter lidt surfen på internettet, på det nærmeste selv har stillet diagnosen, inden de kommer hen i konsultationen. Ofte mener de også at vide, hvilken behandling, de skal have. Uagtet, at de tit fejler noget helt andet.

»Problemet er jo, at hvis man døjer med hovedpine og slår det op på nettet, så tror man straks, man har en hjernetumor. Men de fleste gange handler det jo bare om, at folk skal have briller," ler Yann Abadie. Han er generelt en glad mand, og som regel lykkes det ham også at få viklet folk ud af deres hjemmestrikkede diagnoser.

Kun diskussionen om antibiotika har han stadig svært ved at vinde. Franskmændene er nogle af verdens største forbrugere af antibiotika. I følge en nylig undersøgelse udskriver franske læger to-tre gange så meget antibiotika som lægerne i Holland og Tyskland, og resultatet er stigende problemer med resistente bakterier. Den franske sygesikring kører derfor i øjeblikket store tv-kampagner, som skal få folk til at forstå, at antibiotika ikke hjælper på virale sygdomme.

»Men mange mennesker vil overhovedet ikke høre på den slags argumenter. De er vant til at få antibiotika, bare de er forkølede, og det vil de gerne blive ved med.

For nylig havde jeg en dame i konsultationen, som ikke en gang var en af mine sædvanlige patienter. Hun fejlede ikke noget, men forlangte alligevel at få en antibiotikakur, fordi hun skulle noget vigtigt på sit arbejde og ikke ville risikere at blive syg. Jeg prøvede at forklare, at det var helt hul i hovedet, men hun var meget anmasende, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg gav mig til sidst.«

Det franske sundhedsvæsen er generøst og meget dyrt. Staten bruger over 11 procent af sit bruttonationalprodukt om året på sundhed, og patienterne er vant til at blive behandlet med det samme, også på hospitalet.

Problemt er bare, at økonomien i systemet ikke hænger sammen, og at den franske sygesikring i øjeblikket lever på fallittens rand med et akkumuleret underskud på ni milliarder euros. Et underskud som regeringen prøver at mindske ved at indføre brugerbetaling på én euro for hvert lægebesøg, to euros på sygetransport og en halv euro pr. medicinpakke.

»Men i sidste ende handler det jo om at ansvarliggøre patienterne. Det er helt urimeligt og hænger overhovedet ikke sammen, når folk går til lægen, fordi de er en smule forkølede. Det kan systemet simpelthen ikke holde til. Og så må sygesikringen også gribe i egen barm. Den kræver flere og flere certifikater til alt muligt. Arbejdsgivere, der skal have sygemeldinger, og børn, som skal til sundhedstjek, alene fordi de skal have en skoleforsikring. Det tager enormt meget af lægernes tid, og koster mange penge,« siger Yann Abadie, som de seneste år har set en del praktiserende kolleger gå ned med udbrændthed.

»Det er et relativt nyt problem, og det skyldes ikke kun, at lægerne arbejder for meget. For det kan vi i nogen udstrækning selv regulere. Men vi bliver presset både fra systemet og patienterne. Vi er blevet sådan en instans, som man bare kan tørre problemerne af på.«