Franske lægers kamp med troen

###58920_franskel%c3%a6ger###

Paris: Officielt er Frankrig en verdslig stat. Staten er skilt fra kirken, og religion er en privat sag. Så gennemført er verdsligheden, at det er forbudt at have religiøse symboler - som f.eks. tørklæde, turban, kors eller kippa - på i skole. Eller for den sags skyld, hvis du arbejder på et offentligt kontor. Senest har regeringen helt forbudt kvinder at bære burka i det offentlige rum.

Men hvad gør man, når en fødende kvinde står i skadestuen, vandet er gået, og hun alligevel forlanger at være tildækket under fødslen?

Det er et af de dilemmaer, som et stigende antal læger og sygeplejersker jævnligt lander i. Religiøse særkrav er blevet så stort et problem på de franske hospitaler, at man for nylig holdt et kollokvium om sagen i det franske parlament.

»Sundhedspersonalet ved ikke, hvad de skal gøre. De bliver dagligt mødt med religiøse forlangender, som er i direkte modstrid med både hygiejne og hospitalets regler«, siger Isabelle Levy, der er specialist i religiøse ritualer, og som har skrevet flere bøger om emnet, bl.a. »Religion på hospitalerne«[1].

»For 10-15 år siden var det et ukendt problem. Patienterne accepterede, at sygehusene var et verdsligt sted, og det indrettede de sig efter. I dag er det ikke unormalt, at en sygeplejerske skal bruge tre kvarter på at overtale en kvinde med tuberkulosesymptomer til at tage trøjen af, for at hun kan blive røntgenfotograferet«, siger Isabelle Levy til Ugeskrift for Læger.

Voldsomme konflikter

Tildækkede, muslimske kvinder - og deres mænd - er en af de største hurdler for det franske sundhedspersonale. Ofte forlanger mændene, at deres koner skal undersøges og behandles af en kvindelig læge, og selv om sygehusene i vid udstrækning prøver at imødekomme kravene, kan det ikke altid lade sig gøre. Især i den akutte modtagelse og på fødeafdelingerne er det kommet til voldsomme konflikter mellem mandlige læger og muslimske ægtemænd.

»Vi er faktisk ret forfærdede over situationen på visse hospitaler«, siger André Gérin, der er kommunistisk parlamentsmedlem. Sammen med en række andre parlamentsmedlemmer var han for nylig på besøg på en fødeklinik i Lyon, hvor personalet i snit har 4-5 såkaldt religiøst begrundede konflikter om ugen.»Vi mødte bl.a. en mandlig jordemoder, som var blevet tilkaldt til en svær fødsel. På fødestuen blev han slået ned af den fødende kvindes mand, som ikke ville have andre mænd i nærheden, og brandvæsenet måtte tilkaldes«, fortæller André Gerin.

»Personalet var ret traumatiseret af den oplevelse og følte sig totalt ladt i stikken«, siger Gérin, der som den eneste på venstrefløjen stemte for et burkaforbud i sommer.

Livsfare

De franske politikere har for flere år siden vedtaget et hospitals-charter, hvori det fastslås, at patienterne ikke selv kan vælge, hvilken læge de vil behandles af på offentlige hospitaler. Men hvad hjælper det, når patienterne insisterer?

André Gérin erkender over for avisen Le Figaro, at chartret ikke er meget bevendt. I sidste ende er det alligevel personalet, der står med konflikten. Og ofte vælger læger og sygeplejersker at lade patienterne få deres vilje. For at få fred, eller oftere, fordi de er bange for at blive beskyldt for at være racistiske. Således har burkaklædte kvinder mere end én gang fået lov til at føde med burkaen på, selv om det er i modstrid med hospitalsreglerne og et lodret brud på hygiejnen.

»Selvfølgelig skal folk have lov til at udøve deres religion, også på hospitalerne, og så længe det ikke generer andre, er det bredt accepteret, at religiøse minoriteter tilgodeses. Jøder og muslimer får ikke serveret svinekød, og folk må gerne bede på stuen eller have religiøse genstande med på sygehuset. Men det er helt uacceptabelt, når religiøse krav bringer folk i livsfare«, siger Isabelle Levy med henvisning til en række aktuelle sager.

En nyfødt i Bourg-en-Bresse er således hjerneskadet for livet, fordi hans far i en halv time spærrede fødestuen for den mandlige kirurg og den mandlige narkoselæge, som var akut tilkaldt for at hjælpe barnet ud. Da personalet omsider fik overtalt faren til at slippe lægerne ind, var det for sent.

Andre gange nægter muslimske kvinder at blive bedøvet, fordi de frygter, at mandlige læger vil kigge på dem, mens de er i narkose.

Er det kun muslimer, der stiller krav?

»Nej. De udgør den største gruppe, men vi ser også jøder, som kræver at få deres baby ud af kuvøsen om lørdagen, fordi det ifølge ortodokse regler er forbudt at bruge elektricitet under sabbatten. Eller som insisterer på få koshermad i deres sonde. Og så er der katolikker, som afviser at afbryde en graviditet, selv om moderens liv er i fare«, fortæller Isabelle Levy. Hun har tillige eksempler på både jøder og muslimer, der i forbindelse med blodtransfusion har forlangt at få blod fra trosfæller.

Hvad skal man gøre? Stramme loven?

»Nej, vi har love nok, og de hjælper ikke. Jeg tror, man skal holde op med at diskutere. For jo mere personalet giver sig, jo mere rabiate og vanvittige bliver kravene. Og faktisk står der ingen steder, hverken i Koranen, i Biblen eller i den jødiske Tora, at folk skal bringe sig selv i fare for at overholde reglerne. Tværtimod understreges det i alle tre religioner, at livet går forud for alt andet, også selv om reglerne brydes.

Problemet er bare, at folk misfortolker skrifterne, så selv om der i Koranen står, at gravide og ammende kvinder ikke behøver holde ramadan, så oplever sundhedspersonalet alligevel en masse unge kvinder, der tror, at de skal faste hele dagen«, forklarer Isabelle Levy.

Religiøs mægler

En løsning kan være at tilkalde et religiøst overhoved, som kan mægle. Gilles Dauptain, der er chef for en fødeklinik nord for Paris, har f.eks. i tilspidsede situationer sendt bud efter en marabou, en slags muslimsk medicinmand, der kunne snakke patienterne til fornuft.

Andre læger er mindre forhandlingsvillige. Det gælder f.eks. Israël Nisand, der er professor og gynækologisk overlæge ved universitetshospitalet i Strasbourg og et kendt ansigt i den offentlige debat. Han har i sin konsultation haft flere opgør med muslimske mænd.

»Det er et voksende fænomen, og som jeg ser det, har vi kun to muligheder. Enten kan vi give op og overlade dem nøglerne til klinikken, eller også kan vi vælge at tage kampen op. Jeg tager kampen op. Ved den mindste hændelse, indkalder jeg manden på mit kontor, og nogle gange går bølgerne højt. Men jeg indskærper reglerne, som de er: At man på vores afdeling ikke selv kan vælge kønnet på den læge, der skal være med til fødslen«, siger Israël Nisand til avisen Le Parisien.