Skip to main content

Fremskridt inden for lungemedicin 2001

Paul Clementsen

2. nov. 2005
3 min.

Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er en sygdom med høj morbiditet og mortalitet. I Danmark har ca. 200.000 mennesker KOL, antallet er på verdensplan stigende, og p.t. er sygdommen den fjerdehyppigste dødsårsag. Der har desværre manglet enighed om anbefalingerne i de europæiske og amerikanske retningslinjer for diagnostik og behandling, hvilket har vanskeliggjort en målrettet global indsats. Et væsentligt fremskridt i 2001 var derfor det globale initiativ vedrørende KOL kaldet GOLD (Global Initiative for Chronic Obstructive Lung Disease) (www.goldcopd.com) (Fig. 1), der er et resultat af et samarbejde mellem WHO og National Heart, Lung and Blood Institute i USA. Formålet er både at skabe global konsensus og at få ført retningslinjerne ud i livet, bl.a. ved at øge opmærksomheden på KOL og udbrede kendskabet til den foreliggende evidens. GOLD's anbefalinger er således evidensbaserede med gradering fra niveau A til D. Der er fx evidens A for, at udspørgen og rådgivning om tobak ved hver konsultation øger chancen for rygeophør, og evidens A for den positive effekt af bronkodilatatorer og rehabilitering, samt for at iltbehandling på veldefinerede kriterier ved svær KOL medfører øget overlevelse. Der er behov for en øget indsats mht. forskning, men det helt centrale er en massiv indsats mht. rygeafvænning.

Lungevolumenreducerende kirurgi

Patienter med svær KOL og emfysem er vanskelige at behandle ad medicinsk vej. Den ultimative behandlingsmulighed, lungetransplantation, kan kun tilbydes i få tilfælde. Lungevolumenreducerende kirurgi (LVRK), der oprindeligt blev introduceret i 1956, blev derfor i 1992 genoptaget i en modificeret udgave, fordi denne operation hos udvalgte patienter med emfysem kan forbedre lungefunktionen markant. Ved operationen fjernes de apikale perifere dele af begge lunger. Kun meget få patienter er egnede til operation. For få år siden så det ud til, at LVRK pga. den hyppige forekomst af emfysem kunne opnå stor udbredelse, med det forbehold at der i litteraturen kun fandtes mindre undersøgelser. Resultaterne fra the National Emphysema Treatment Trial (NETT) imødeses derfor med spænding. I denne multicenterundersøgelse sammenligner man LVRK med medicinsk behandling, og man har indtil juni 2001 randomiseret 1.033 patienter. Selv om undersøgelsen er planlagt til at løbe over flere år, har man allerede nu identificeret patienter med høj mortalitetsrisiko og ringe positiv effekt af LVRK, som patienter med FEV1 <20% af forventet og enten homogent emfysem eller diffusionskapacitet <20% af forventet. I alt 69 af disse patienter blev opereret. I løbet af de første 30 dage døde 30%, mens ingen døde blandt de 70 patienter i den medicinsk behandlede gruppe. Der var ingen reel positiv effekt på lungefunktion og quality of well-being questionnaire i de to grupper. Undersøgelsen har derfor allerede identificeret de patienter, der er uegnede til LVRK. Det er for tidligt at udtale sig sikkert om den positive effekt på patienter, der er udvalgt efter mere snævre kriterier.

Lungecancer

Dansk Lunge Cancer Gruppe (DLCG) (www.lungecancer.dk) udsendte i 2001 anden udgave af referenceprogrammet »Lungecancer - undersøgelse og behandling« (første udgave blev udsendt i 1998). Udviklingen går hurtigt, og andenudgaven er fuldstændig omskrevet. Dansk Lunge Cancer Registers (DLCR) første årsrapport udkom også i 2001. DLCR er en national klinisk database, der er etableret under DLCG. Rapporten giver et overblik over patienter med lungecancer i Danmark i år 2000 og er et resultat af elektronisk indberetning fra 53 tilknyttede kliniske afdelinger og samkørsel med Cancerregistret. DLCR har etableret et samarbejde med Det Nationale Indikator Projekt (NIP) (www.nip.dk). Der er øget fokus på vigtigheden af korrekt stadieinddeling af lungecancer, fordi denne er helt afgørende for behandlingen og dermed prognosen. I 2001 har man herhjemme gjort de første erfaringer med endobronkial ultralyd (EBUL), og der er startet en randomiseret klinisk undersøgelse, der skal belyse værdien af biopsitagning fra lymfeknuder via esophagus (EUL) og PET. Det overordnede formål er at forbedre prognosen for lungecancerpatienterne.



Reprints: Paul Clementsen, lungemedicinsk afdeling Y, Amtssygehuset i Gentofte, DK-2900 Hellerup.