Skip to main content

Fremstrakt hånd fra PLO – fortsat

Klaus Larsen kll@dadl.dk

31. maj 2013
2 min.

Regionerne skal have fri ret til at beslutte, hvor der skal placeres lægepraksisser, foreslår lægerne selv. Det skrev Politiken og flere medier som en nyhed torsdag. Men selv om PLO står ved tilbuddet, er det altså ikke nyt, siger PLO’s formand, Henrik Dibbern.

”Det er det tilbud, vi fremlagde den 27. april – en uge før, regionerne opsagde vores overenskomst”, siger han.

”Her stod, at vi vil overlade kompetencen til at placere nye og ledigblevne ydernumre til regionerne. Til gengæld skal de acceptere en neutral opmandsfunktion, der i tvivlstilfælde kan vurdere, om det er rimeligt, hvad de foretager sig, og om de i givet fald skal give en erstatning til de læger, det går ud over”.

Tilbuddet var kun et blandt flere elementer i et samlet forhandlingsudspil fra PLO. Andre punkter i udspillet var mere løst skitseret. For – som Henrik Dibbern forklarer: Detaljerne udarbejder man jo først, når man ved, om man overhovedet får en forhandling. Og det fik man ikke, for ifølge Henrik Dibbern blev PLO’s udspil afvist.

Han understreger, at tilbuddet – lige som resten af udspillet fra 27. april – fortsat står ved magt. Så det er ikke forkert at tale om en fremstrakt hånd fra PLO.

”Men den har altså været strakt frem siden 27. april”, bemærker Henrik Dibbern og tilføjer:

”Det passer altså ikke, når regionerne påstår, at vi ikke har vist imødekommenhed under forhandlingerne. Vi har faktisk to gange forelagt dem nogle konkrete papirer med forslag til imødekommelser. Til gengæld har vi absolut intet fået fra Danske Regioner”.

Henrik Dibbern tilbyder at dokumentere modpartens manglende forhandlingsvilje:

”Vi kan for det første vise de krav, regionerne gav os på mødet, og som ikke rummer indrømmelser i forhold til deres første krav, men tværtimod udbygger kravene”, siger han.

”Og tilmed forlangte vores modpart ved det uformelle møde 27. april – som ikke var et forhandlingsmøde – at vi for at få lov at forhandle igen skulle give tilsagn om at gå ind på alle de krav, de nu lagde foran os”.

”Det må man jo kalde en meget usædvanlig strategi, at forlange, at modparten siger ja til alle ens krav for at få lov til at forhandle. For så er der jo ikke mere at forhandle om”.