Fremtidens akutbetjening

Blandt de centrale beslutninger på Lægemødet 2005 var vedtagelsen af en politisk erklæring om akutområdet. Derved har Lægeforeningen lagt sig fast på de overordnede principper for tilrettelæggelsen af fremtidens akutbetjening. De er bl.a., at det nuværende system med åbne skadestuer, hvor folk går direkte ind fra gaden, skal afløses af et enstrenget lægeligt visiteret system, hvor alle akutte henvendelser foretages direkte til læge alle døgnets 24 timer, og der etableres en koordineret og kvalitetsforbedret akutmodtagelse på sygehusene. Sidstnævnte indebærer, at akutindsatsen på sygehusene skal koncentreres på færre, men større og bedre kvalificerede enheder, og at akutmodtagelserne skal bemandes med speciallæger og uddannelsessøgende læger inden for alle specialer.

Det er i medierne stort set blevet forstået sådan, at lægerne vil have nedlagt skadestuerne. Men det er ikke, hvad Lægeforeningens politik på akutområdet handler om. Det er korrekt, at Lægeforeningen ønsker, at man afvikler de nuværende åbne skadestuer, fordi de er ressourcekrævende, fordi de ofte har helt urimelige ventetider, og fordi de ikke passer med den stigende specialisering. Vi ønsker færre og bedre kvalificerede akutenheder, hvor patienterne kommer ind, efter de har talt med en læge. Men det er ikke det samme som afvikling, og de kan afløses af et bedre tilbud, hvor man altid har drøftet sine symptomer med en læge, før man ulejliger sig på sygehuset. Vi ønsker, at det bærende princip skal være, at alle patienter, der kommer til akutmodtagelserne, har været igennem en lægelig visitation og derfor hurtigere kommer til den rette behandling. Patienten skal altså enten have været i kontakt med egen læge eller med en vagtlæge, der umiddelbart kan vurdere, om der er tale om en banalitet, der kan vente til næste dag, eller om der er brug for at trykke på ambulanceknappen eller noget derimellem. Den fremtidige akutbetjening har én primær indgang: egen læge eller vagtlæge suppeleret med alarmcentral 112 til akutte livstruende tilfælde. Vi mener, at det for patienten vil være et betydeligt kvalitetsløft og for sundhedsvæsenet en væsentlig bedre udnyttelse af ressourcerne.

Med den stigende specialisering og koncentration på færre enheder er den akutte ikkediagnosticerede patient ofte vanskelig at placere og skal ofte flyttes mellem forskellige behandlingsenheder. Samtidig varierer organisationen af akutberedskabet fra speciale til speciale. Kostbar tid og frustrerende eller ligefrem livstruende flytninger kan spares, hvis patienten er visiteret inden modtagelsen. Det kræver en udvikling og udbygning af den præhospitale indsats, bl.a. med investeringer i bedre kommunikationsteknologi, således at patienterne kan få hurtig og kvalificeret hjælp af en læge. Og det er altså ved kontakt med speciallæger i almen medicin, egen læge eller en vagtlæge. Der er derfor ikke umiddelbart tale om noget spareforslag, men vi mener, at et sådant akutsystem vil give borgerne mere kvalitet for pengene.

Som nævnt mener vi, at der er betydelige svagheder ved de nuværende åbne skadestuer, selvom lukningen af dem jævnligt udløser stærke folkelige protester. Forudsætningen for lukning er altså, at vi kan sætte noget bedre i stedet. De nuværende akuttilbud er præget af stor uensartethed. Det gælder geografiske forskelle i organisering og tilbud, og det gælder akuttilbuddene til de forskellige patientgrupper, hvor indsats og kvalitet er meget forskellig. De ressourcer, både økonomiske og sundhedsfaglige, der i dag anvendes på akutområdet, kan anvendes betydeligt bedre med en ændret organisering af akuttilbuddet. Vi mener, at Lægeforeningens politiske erklæring om akutområdet er et godt bud på de overordnede retningslinjer for et sådant tilbud.