Skip to main content

Fremtidens Lægeforening

Michael Dupont, Karsten Nielsen, Jesper Poulsen, Mette Worsøe

4. nov. 2005
3 min.

Debatten på Lægemødet 2004 i Kolding gav nogle klare signaler for arbejdet med Lægeforeningens fremtid: Lægeforeningen er en forening for alle læger, der skal møde medlemmerne, hvor de er. Det gælder både helt konkret geografisk og i det lægelige livsforløb med de behov for bistand og øn-sker, som den pågældende på et givent tidspunkt har til sin forening. Det gælder uddannelse, bistand i forbindelse med forhandling af løn- og arbejdsvilkår, bistand i klagesager eller arbejdsmiljømæssigt. Det er rammen for den udredning af Lægeforeningens fremtid, der nu går i gang.

Lægeforeningen skal levere medlemsservice og varetage lægernes interesser over for myndigheder og modparter. Derfor vil den kommende analyse som udgangspunkt beskrive og begrunde de 10-15 største og vigtigste opgaver, som Lægeforeningen skal beskæftige sig med de næste fire til otte år. Ud fra dette vil man forsøge at beskrive den organisation, internt og eksternt, politisk og sekretariatsmæssigt, der bedst muligt kan løse opgaverne.

Gennem flere år har der i Lægeforeningen været en proces i gang hen imod, at medlemsbetjeningen kunne finde sted på tværs af den nuværende søjleopdeling. Det har betydet, at et medlem, der henvender sig, i højere grad end tidligere får sin rådgivning fra den medarbejder, der har den største ekspertise, uanset hvor medarbejderen er ansat i Lægeforeningen.

Der er nu sat både fart og fokus på denne udviklingsproces med Projekt Consensus, der blev startet i dette forår. Consensus er et fælles organisations- og kompetenceudviklingsprojekt for ledelse og medarbejdere i de fire foreninger. Projektet skal fremme den interne kommunikation, arbejds- og vidensdeling og medvirke til, at opgaverne løses rationelt - ikke mindst at kunne håndtere de udfordringer som Ny Løn og videreuddannelsesreformen har medført.

Der er sket en integration omkring Ugeskriftet, hvor den politiske sektion er blevet samlet under én redaktion, og Lægemødets beslutning om at gennemføre det såkaldte onlineprojekt betyder, at foreningen nu får en samlet lægeportal på internettet: læger.dk.

Den regionale struktur i Lægeforeningen skal tilpasses det antal sygehusregioner, som politikerne nu kan blive enige om. Men hvilken indflydelse har det på arbejdet og balancen i den øvrige Lægeforening? Det tager Lægeforeningens Hovedbestyrelse nu fat på at udrede.

Det er i første omgang spørgsmål som lægekredsforeningernes organisatoriske forhold og kontingentforhold, der skal afklares. Men der er behov for en proces, hvor der sker en tilpasning til ændringer i medlemmernes ønsker og til ændringer i omgivelserne, men også imødekommer det behov for stabilitet, de enkelte dele af Lægeforeningen har for at kunne varetage sine medlemmers interesser på langt sigt. Hvis det resulterer i en ny struktur, må den også gerne kunne fejre sin 30-års fødselsdag.

Resultatet af udredningen skal forelægges repræsentantskabsmødet til næste år, således at en eventuel ændring af Lægeforeningens vedtægter kan gennemføres ved Lægemødet i 2006 med henblik på, at en ny Lægeforening kan være på plads i jubilæumsåret 2007.