Skip to main content

Fremtidens Lægeforening - YL holder flere døre åbne

Journalist Klaus Larsen klaxis@journalist.dk

4. dec. 2006
7 min.

Der er 9.716 erhvervsaktive medlemmer i Yngre Læger - og medlemstallet vokser så hurtigt, at foreningen regner med at byde medlem nr. 10.000 velkommen inden for det næste halve år.

Og chancerne for, at dette medlem er en kvinde, er store: 4.281 af de nuværende er mænd, mens 5.435 er kvinder.

Flertallet er under videreuddannelse til speciallæge - men 26 pct. af medlemmerne er færdige speciallæger, der for manges vedkommende arbejder i faste stillinger som afdelingslæger.

I sin mundtlige beretning fokuserede Yngre Lægers formand, Mette Worsøe, på fremtiden: Fremtidens speciallæger, Fremtidens arbejdsplads, Fremtidens Yngre Læger og Fremtidens Lægeforening lød de fire hovedtemaer i beretningen.

Direkte eller indirekte valg?

At YL føler sig som Lægeforeningens fremtid, fremgik med tydelighed af beretninger og diskussioner. Til gengæld fyldte debatten om Fremtidens Lægeforening langtfra så meget, som der var lagt op til og ventet. »Det er jo blevet gennemdiskuteret i andre forsamlinger«, lød forklaringen på, at debatten allerede sluttede på repræsentantskabsmødets første dag. En anden forklaring var, at oplægget (om »2 modeller«, valgprocedurer, stemmevægtning, kompetencefordeling osv.) handler mere om form end om indhold, mere foreningsjura end politik.

Yngre Lægers bestyrelse har ikke ønsket at styre debatten i den ene eller anden retning: Om Fremtidens Lægeforening skal formes efter »Model 1«, som overvejende bygger på det repræsentative demokrati, og som FAS og PLO allerede har erklæret deres støtte, eller om det skal være en »Model 2« med et repræsentantskab, direkte valgt af alle Lægeforeningens medlemmer, var ikke lagt fast forud for repræsentantskabsmødets debat.

Et centralt spørgsmål har været, om Lægeforeningens yngre læger vil stemme som Yngre Læger (og dermed på yngre læger), når der skal vælges repræsentantskab til Lægemøder, eller om de vil stemme på højt profilerede, kendte (over)læger og måske endda deres egne foresatte. Som Mette Worsøe sagde:

»Spørgsmålet er, om vi skal satse på, at yngre læger først og fremmest er læger, og at der er mere, der binder os sammen med de andre søjler, at de kan og vil varetage vores interesser som yngre læger - eller om vi fortsat har brug for at stå sammen først som Yngre Læger, og derefter indgå i en form for samarbejde med ,de andre` i Lægeforeningen«.

Kollektivt selvmord - eller større åbenhed?

»Med en ,model 2` risikerer vi, rent indflydelsesmæssigt, at begå en slags kollektivt selvmord«, advarede Kim Werther. »Jeg ser et scenario for mig, hvor man som ung læge mangler tid og energi til at sætte sig ind i detaljerne og læse valgoplæg fra 100 kandidater ved direkte valg til repræsentantskabet. Så bliver det kandidaterne med de synligste profiler, der får stemmerne - og det vil typisk sige: Overlægerne og nogle få andre markante personer. Og på den måde vil Yngre Læger få færre medlemmer i repræsentantskabet end i dag«, siger Kim Werther.

Kan medlemmerne ikke finde ud af at stemme rigtigt? Demokratiet er for indviklet?

»Det er da rigtigt, at direkte valg er konsekvent demokrati. Men i virkelighedens verden viser erfaringerne, at det er præcist sådan, det gik ved direkte valg til den norske lægeforenings repræsentantskab«, siger Kim Werther, som derfor kraftigt anbefalede Model 1.

Det gjorde Louise Møller Jørgensen til gengæld ikke, da hun talte varmt for Model 2, der vil vælge Lægeforeningens repræsentantskab ved direkte valg.

»Det er den model, som giver det største medlemsengagement, fordi man netop skal tage stilling til, hvem man ønsker, skal repræsentere én. Jeg ser gerne, at man i endnu større grad gør mere for at aktivere folk, så man ikke nødvendigvis skal gennem hele TR-systemet og sidde med i alt muligt, før man får adgang til det, man synes er spændende«.

Men folk kan jo godt deltage i Lægemødet - bare uden stemmeret?

»Ja, men det betyder noget, at éns stemme bliver hørt. Det betyder noget for engagementet, at man også har indflydelse. Man kan også give medlemmerne mulighed for at arbejde mere projektorienteret med afgrænsede emner, som interesserer én. Mange udvalg består af folk, som i forvejen deltager mange steder og måske kun kommer til halvdelen af møderne, fordi man har tusind jern i ilden. Derfor støtter jeg tanken om mere åben adgang. Folk kan godt finde ud af at håndtere det, hvis der følger et ansvar med«.

»Om igen«

Claus Vinther var ikke helt tilfreds med nogen af de to modeller:

»Efter debatterne sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at der i den ene model er en øverste myndighed for meget, mens der i den anden model egentlig er to repræsentantskaber for meget«, siger Claus Vinther. »Det er ikke nogen ideel situation. Jeg ville gerne se det slanket til en model med én klar, øverste myndighed, så der kun er én enhed, hvor man vælger repræsentantskab«.

Hvordan skal det så se ud? Der er jo to modeller i spil?

»Hvis man virkelig ikke kan blive enige om at lave en enhedsforening - og det kan man åbenbart ikke - vil jeg foretrække en model med tre repræsentantskaber, som tilsammen også udgør repræsentantskabet til Lægeforeningen - altså lidt i retning af det, der findes nu. Der skulle så vælges en hovedbestyrelse ved direkte valg, men med faste pladser for erhvervsforeningernes formænd«, siger Claus Vinther.

»Jeg er ked af, at debatten lægger op til at vælge mellem de to modeller, hvor man kan sidde tilbage med en bekymring for, at der undervejs er lavet så mange kompromiser, at vi næsten ville være bedre tjent med at lade tingene forblive, som de er.

Faktisk ville jeg foretrække, at vi sendte bestyrelserne for de tre delforeninger tilbage med besked om at gøre det bedre«.

Videre med begge modeller

Mens FAS' og PLO's repræsentantskaber som nævnt har taget stilling til fordel for Model 1, kunne Mette Worsøe således hverken tage Yngre Læger til indtægt for den ene eller den anden model:

»Der er tilsyneladende opbakning til, at Lægeforeningen skal se anderledes ud, men at der skal arbejdes videre med begge modeller frem til Lægemødet i foråret«, siger hun. Den begrænsede diskussionslyst tror Mette Worsøe skyldes oplæggets relativt høje abstraktionsniveau, og at oplægget beskæftiger sig mere med foreningsjura og stemmevægt, end med direkte politik.

»Men det er jo også vigtigt for det politiske. Det handler om kommandovejene, og om man tror, man kan styrke det stands- og sundhedspolitiske ved direkte valg, eller at man hellere skal styrke det stands- og sundhedspolitiske arbejde i delforeningerne.

Man kan have delte holdninger, men det interessante er, at vi i YL ikke har opgivet tanken om, at det kan være anderledes. Debatten viste, at Model 2 har en vis appel i kraft af sit ,anarkistiske` islæt i den posit ive forstand, at der kan ske noget uventet og dynamisk - selv om man også kan have bekymringer over de anarkistiske elementer. Mens FAS og PLO er gået til den fase, hvor man bliver ,realistisk`, har Yngre Læger åbenbart stadig brug for at se på, om vi kan gøre tingene anderledes«, siger Mette Worsøe.

Det regionale niveau

Et helt tredje aspekt bragte Kasper Peiter Jensen på bane, da han - i øvrigt ligesom Claus Vinther - pegede på, at det regionale niveau slet ikke figurerer i de to modeller.

»FAS ser ud til at fastholde, at man ikke vil have lægekredsforeninger. Men vi har stadig behov for et regionalt samarbejde - i hvert fald blandt de yngre læger. Vi ved, at også de praktiserende læger har behov for et sekretariatsmæssigt, regionalt samarbejde. Derfor har jeg efterlyst en mere klar udmelding allerede nu«, siger Kasper Peiter Jensen.

Han frygter, at usikkerheden kan få personalet til at søge væk med al deres viden og knowhow. Samtidig vil han gerne vide, hvordan det fremtidige samarbejde skal foregå.

»De regionale yngre læge-råd er ved at blive godt etableret med god støtte fra sekretariaterne, og det netværk, som allerede er skabt, er guld værd at bygge videre på, frem for at lade yngre-lægerådene på sygehusene relatere direkte til YL centralt«.

De praktiserende læger har modsat FAS tilkendegivet, at de ønsker et regionalt samarbejde, og Kasper Peiter Jensen ser gerne en tilsvarende, klar udmelding fra YL:

»Man kunne så forestille sig, at Lægekredsforeningen som politisk størrelse forsvinder i fremtidens Lægeforening, og at man i stedet, som et praktisk samarbejdsforum, etablerer sekretariater som lokale afdelinger af Lægeforeningens eller søjlernes sekretariater, hvor de fleste medarbejdere allerede er ansat. FAS vil så kunne købe sig til den service, som de måtte ønske«.