Fritidsforsker i Farsø

Sygehus Himmerland i Farsø ligger med et tundralignede landskab til den ene side og et villakvarter til den anden. Man kan se rigtig meget himmel. Limfjordens vande ligger ikke langt væk, og blæsten er ofte særdeles frisk her.

Der er mere end sædvanligt langt til laboratorier, der summer af aktivitet, ivrige forskerspirer, der plager deres foresatte om råd og vejledning, animerede plenumdiskussioner, og hvad man ellers forbinder med et aktivt forskningsmiljø.

Men den afsondrede lokalitet har ikke afholdt overlæge på Medicinsk Afdeling Gunnar Lauge Nielsen fra at have en forskerkarriere her. Oven i købet en, der har kastet både omtale og citationer i massevis af sig (se grafer) i både ind- og udland som resultat af det arbejde, han enten har stået for alene eller i samarbejde med andre forskere.

Oprindelig fik han øjnene op for forskning, fordi han gik glip af et seksmånedersvikariat.

»Det gik til en, der var forskningsvant. Så det gik op for mig, at selv for en beskeden karriere var det måske godt med noget forskning«, siger han.

Det lagde grundstenen til en videnskabelig aktivitet, der bl.a. har omfattet de særlige omstændigheder for gravide med diabetes, effekten af de gravide mødres diabetes på børnene, nytten af særlige rygklinikker, sammenhængen mellem calciumblokkere og kræft, sammenhængen mellem gigtmidler og abort, effekten af indtag af fiskeolie på gigtpatienter, og hvad der vist er hans yndlingsprojekt: en sammenligning af, hvilken forskel det gør for en diabetikers blodsukker at spise enten en McDonaldburger eller »en af Diabetesforeningen sanktioneret ostemad«, som han siger (der var ikke nogen forskel).

»Efterhånden kom der mere styr på det. Og der begyndte nok også at komme lidt bedre artikler efterhånden«, siger han lunt.

I dag er han bl.a. i gang med at se på effekten af det diagnostiske center i Farsø.

Fritiden går med forskning

Afbrudt af to perioder med fuldtidsansættelse på Klinisk Epidemiologisk Afdeling i Aarhus har Gunnar Lauge Nielsen samtidig haft en klinisk karriere primært i det, der tidligere hed Nordjyllands Amt, og siden 2005 har han været overlæge i Farsø - lige p.t. med et par dage om ugen frikøbt til forskning.

Men faktisk har klinikken taget så meget tid, at store dele af forskningen er foregået i fritiden.

Dermed repræsenterer Gunnar Lauge Nielsen både det faktum, at det sagtens kan lade sig gøre at bedrive solid, relevant og opsigtsvækkende sundhedsforskning på små regionale hospitaler, og at lægerne er så meget hængt op på drift, at deres forskningsinteresse i stort omfang er forvist til fritiden.

At fritidsforske har været helt naturligt for Gunnar Lauge Nielsen og hans generation - han blev kandidat fra Aarhus Universitet i 1980.

Men ifølge artiklen »Forskning på regionshospitaler kan styrkes« på side 336, som Gunnar Lauge Nielsen er medforfatter til, er den holdning ikke gangbar i dag.

I artiklen identificeres tidnød som den absolut største barriere for forskningen på regionshospitaler, og der anbefales bl.a. delestillinger til afhjælpning af problemet. For det går ikke at forlade sig på, at unge læger vil forske efter arbejdstid.

Gunnar Lauge Nielsen synes, at det er en kende forkælet indstilling at have.

»Hvis du dukkede op i Føtex som ung mand eller kvinde med ambition om at blive direktør i hvert fald for en filial og fortalte chefen, at du ville gøre det på 37,5 timer om ugen, ville du formentlig ikke komme så voldsomt vidt i den karriere«, siger han.

»Jeg mener heller ikke, at det er helt fair - og nogle vil være svært uenige med mig - at nogle unge læger stiler mod et rimeligt vellønnet job med en vis grad af social prestige og så regner med at komme klokken otte og gå to minutter i halv fire. De unge skal demonstrere, at de gider lidt mere end bare hæve deres løn«.

Farvel til forkælelse

Når det er sagt, så mener Gunnar Lauge Nielsen faktisk også, at »forkælelsens tid« så småt er ved at være ovre, og det er han ikke ene om.

»Det har været en trend«, siger en anden af artiklens forfattere, overlæge Finn Lauszus fra Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling i Herning.

»Det er vores fornemmelse, at det er ved at vende. Men om det vil holde, ved vi ikke. Det kommer an på, hvilke forhold de bydes«, siger han om de unge læger - se artiklen »Unge forsker da også i fritiden«.

Finn Lauszus selv er en af de heldige, der har en egentlig delestilling - halv tid i klinikken og halv tid på Institut for Klinisk Medicin i Aarhus, hvor han bl.a. forsker i unges sexvaner, postoperativ rehabilitering og accelererede forløb. Alligevel fritidsforsker han også.

»Fritid? Jeg plejer at sige, at det er 50 + 50 + 50, for møder og den slags ligger altid uden for arbejdstiden«, siger han.

»Det er meget tidkrævende. Det eneste, der letter (på regionshospitalerne, red.) er, at vi ikke har nogen konkurrence om patientgrupperne. Der er færre om buddet her, hvor de kan gå og falde over de samme patienter inde på et universitetssygehus«.

Der mangler ikke bare tid

På regionshospitalerne skal man if. sundhedsloven forske, men det halter. Det viste en tidligere artikel publiceret i 2009 [1]. Og det er ikke bare tid, der mangler.

»Det er ikke bygget ind i den kliniske verden. Der er ikke givet plads til forskning. Det er noget, man gerne siger, at man vil have - men det kræver delestillinger«, siger Finn Lauszus.

Det koster penge, og det gør selve forskningsbevillingerne selvsagt også.

»På makroøkonomien halter vi megameget efter. De fleste regionale hospitaler oplyser selv, at de bruger 0,1 pct. af budgettet på forskning. Universitetshospitalerne har helt andre basisbevillinger og muligheder for at skaffe sig ekstern finansiering«, siger han (se også Kronikken side 384).

Så er der de menneskelige resurser.

»Man skal have de rigtige resursepersoner. Vi har ikke det rette miks af folk til at tænde et helt bål - vi har enmandshære og ildsjæle«, siger Finn Lauszus.

Ifølge artiklen »Forskning på regionshospitaler i Region Midtjylland og Region Nordjylland« på side 339 er der både erfaring med og interesse for forskning på regionshospitalerne. Ca. 15 pct. af lægerne enten forsker, har forsket eller ønsker at gøre det. Herunder er der kun ganske få, der har prøvet det og ikke ønsker at fortsætte.

Også i den artikel peges der på tidnød som den vigtigste barriere - det siger 50 pct. af de adspurgte. Dernæst kommer »mangel på finansiering« og »mangel på vejledning«.

Lige præcis den udfordring mærkes markant på fjerntliggende steder som Farsø. Det er pr. definition ensom ulv-territorium.

»En ting er at køre et soloridt. Noget andet er at stampe andre op. Der har jeg et problem. På steder som vores er folk oftest kun seks måneder. Det er for kort tid til at få nogen engageret«, siger Gunnar Lauge Nielsen.

Sygehus Himmerland, som foruden i Farsø har en matrikel i Hobro, har almen praksis-bloklæger - dvs. hoveduddannelsesforløb - i seks måneder ad gangen. Gans ke vist har sygehuset også introstillinger, men dem har det vist sig meget svært at få besat, så der er en del vikarer på sygehuset.

Efter de seneste omrokerende sygehus- og specialeplaner er der oven i købet slet ingen faste yngre læge-stillinger tilbage i Farsø. De yngre læger er alle ansat i Hobro, men sædvanligvis er der en af dem dagligt, der arbejder i Farsø.

Og hvad angår Gunnar Lauge Nielsens overlægekolleger, er mange tæt på pensionsalderen, og så er det en smule sent, hvis man ikke allerede er blevet smittet med forskerdillen.

»Det er svært at vide, hvor mange jeg har inspireret«, siger han.