Fru Ansari til diabeteskontrol

Tallene er sirligt ført i den lille diabetesbog. Shojaat Ansari har godt styr på det med at måle blodsukkeret derhjemme, og det er en stor fordel, mener speciallæge i endokrinologi ved Silkeborg Sygehus, overlæge Helle Brockstedt. Det gælder langt fra alle de 1. generations-indvandrerkvinder, hun ser i ambulatoriet.

Dagens konsultation foregår på det gamle Skanderborg Sygehus, der huser en satellit af medicinsk ambulatorium for Silkeborg Sygehus. Placeret ved hvert deres hjørne af skrivebordet, og med tolken Saeed Mahdi ved Ansaris venstre hånd, forsøger Helle Brockstedt at få et overblik over Ansaris diabetesstatus.

For fem år siden kom Ansari til Danmark, og allerede dengang havde hun diabetes. Men dengang var sygdommen ikke insulinkrævende. Det er den først blevet senere, og Ansari har lært selv at stikke sig tre gange om dagen.

Helle Brockstedt ved ikke, om Ansari kan læse, men hun går ud fra det, siden patienten selv kan føre sin diabetesbog. Under konsultationen siger Ansari også ind imellem talordene på engelsk frem for at bruge tolken. Senere fortæller hun Ugeskriftets udsendte, at hun har gået 12 år i skole og arbejdet i Afghanistans skatteforvaltning.

»Ansari er måske lidt over middel i forhold til de andre indvandrerkvinder, der kommer her. Hun har en god sygdomsforståelse«, siger Helle Brockstedt

Som det gælder for mange andre 1. generations-indvandrerkvinder er Ansaris fem voksne børn spredt. Dog er hun så heldig, at hun bor sammen med sin ene søn, svigerdatter og barnebarn, og det er sønnen her, som kører hende til ambulatoriet. To andre børn bor i henholdsvis Vejle og Kolding, mens de sidste to er havnet i Tyskland.

Blodsukker

Men på trods af blodsukkermålinger er blodsukkeret ikke reguleret tilfredsstillende, så Helle og Ansari snakker lidt frem og tilbage om medicin.

Helle foreslår at sætte insulindosis op. Lidt senere kommer de frem til, at det høje blodsukker måske skyldes nogle piller, Ansari holdt op med at tage.

»Lægen sagde, at jeg ikke skulle tage dem mere«, forklarer Ansari gennem tolken.

De er begge lidt usikre på, hvilke piller de snakker om. Helle mener dem, der skal tages to gange: morgen og aften.

»Tre gange«, siger Ansari.

»Nej, to gange«, siger Helle og skriver ned i diabetesbogen. Både den nye insulindosis og pillerne og viser bogen til Ansari.

Blodtryk

Helle vil også gerne måle Ansaris blodtryk. Det er 140/80, og det er for højt, mener Helle. Hun forklarer, at det især er bekymrende, fordi urinprøven viser, at der er æggehvidestoffer i urinen.

Ansari ved ikke, hvad æggehvidestoffer er, men hun siger ikke noget. Efter interviewet fortæller hun, at hun tror, det er noget med bakterier eller mikrober.

Helle vil gerne lave en døgnblodtryksmåling på Ansari. Det høje blodtryk kan jo skyldes den lidt stressede situation. Men Ansari er ikke meget for sådan en måling. Hun har prøvet det før. Det var ikke behageligt. Og det var heller ikke særlig præcist, siger hun.

Helle fortæller, at det er den mest præcise metode at måle blodtrykket på, men hun skal have sat måleren på oppe på sygehuset. Sygeplejersken vil give hende en tid, og Ansari indvilliger: o.k.! o.k.!

Øjne

Helle får at vide, at Ansari var ved øjenlægen for en måned siden. Men Ansari synes ikke helt tilfreds med resultatet. Kunne hun måske få en anden læge?

Helle begynder at se i listen over øjenlæger, men spørger så til, hvorfor Ansari ikke var tilfreds.

»Han siger hele tiden, at alt er fint. Men jeg synes ikke, det er fint«, svarer Ansari, og fortæller, at hun har ondt under øjet, og at det ikke føles godt.

Helle konsulterer journalen og forklarer, at øjenlægen jo kun ser efter diabetesforandringer. Og her var alt normalt, står der.

»Hvis du skal undersøges for dårligt syn, skal du gå til optikeren«, forklarer Helle.

Smerter

Ansari fortæller, at hun også har ondt i musklerne. I armene. Kan det have noget at gøre med den bypassoperation hun fik?

Hun har også ondt i nakken.

Helle gætter på, at det måske skyldes D-vitamin-mangel og foreslår et vitamintjek i blodprøven næste gang. Ansari tager i forvejen D-vitaminer og kalk, men fortæller, at hun da er villig til at rejse til Pakistan for at få lidt sol - hvis det kunne hjælpe.

Så spørger Helle til fødderne.

»Det eneste er, at jeg har smerter. Men det skyldes jo D-vitamin«, ræsonnerer Ansari. Helle kigger for en sikkerheds skyld på Ansaris fødder og føler pulsen på læggene.

»Der er en fin puls - du har ikke åreforkalkning, og heller ingen fodsår«, siger hun.

Efterfølgende siger Helle om konsultationen med Ansari:

»Hun kom ind på andre symptomer, som egentlig skulle ses hos andre læger. Men jeg kigger efter de ting, der hører til i min boldgade: nervebetændelse, åreforkalkning, stofskifte eller D-vitamin-mangel. De andre ting, skal hun gå til sin egen læge med.«

Kost

Tiden er også knap. Ja, faktisk er den for længst overskredet. Der er mange ting, de skal igennem, og det tager endnu længere tid, når al kommunikation skal gå gennem tolken.

Alligevel sætter Helle ikke mere tid af. I stedet må det hentes ind på de andre aktiviteter. Men måske også derfor, blev der ikke tid til at komme ind på områder som kost og motion.

»Det er svært at få folk til at ændre levevaner. Og med de her kvinder er det tit sværere end med andre at få dem til at ændre deres livsstil. De har også en anden kultur. Eksempelvis under ramadan, så spiser de ikke om dagen. Og så er de ikke så fysisk aktive. Det er svært at motivere dem til at dyrke motion«, forklarer Helle.

Hun tilføjer, at de danske patienter bliver påvirket af medierne hver dag om, at de skal motionere og spise sundt.

Ansari har nu også hørt kostrådene før. Hun ved, at hun skal undgå fed mad og sukker. Men nogle gange er den mad, som lægen siger er det rigtige, for dyr, og hun er nødt til at købe den mad hun plejer, forklarer hun efter konsultationen.

»Eksempelvis siger lægen, at jeg skal købe ost med mærket Cheasy. Men den koster 40 kr., mens den almindelige ost koster 15 kr.«, siger Ansari.

Og nej. Det har hun ikke fortalt til lægen.