Skip to main content

Frygt for lægemangel - nu også i Region Syd

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

15. nov. 2010
2 min.

Manglen på praktiserende læger rumsterer nu også i Region Syddanmark.

I alt 116 af regionens læger - omkring hver syvende - er over 63 år, og regionen tager derfor nu en stribe initiativer for at fastholde ældre læger længst muligt.

Værst ser det ud i Tønder, Varde, Brørup og Ølgod i det sydvestlige Jylland. Ølgod burde have fem praktiserende læger, men har kun tre, og af dem er den ene 71 år. I Tønder er flere læger rykket sammen i et fælles lægehus på det tidligere sygehus.

Formand for praksisudvalget i Region Syddanmark, læge Lars Bønløkke, tror ikke, at man står foran en krise som den, der truer Region Nordjylland. Dels har man med regionen aftalt økonomiske incitamenter, som stiller en kontant belønning i udsigt for i alt 18 ældre læger, der tager nogle ekstra år på posten og eventuelt nogle flere patienter. Dels har man i f.eks. Ølgod bygget et nyt lægehus, som Lars Bønløkke håber, kan skabe interesse hos yngre kolleger for at nedsætte sig der.

»Vi har flere gange set læsset være lige ved at vælte. Men foreløbig er vi blevet reddet hver gang«, siger han.

Løsningen har dels været, at andre læger har overtaget patienter fra kolleger, som er stoppet.

»Men vi bor jo tæt på den sydlige grænse, og derfor har vi kunnet rekruttere en del læger fra Tyskland og Østrig«.

De tysktalende læger får først to måneders intensivt sprogkursus, hvorefter regionen betaler et års ansættelse, mens de lærer det danske praksissystem at kende. Lars Bønløkke anslår, at der arbejder omkring ti tyske eller østrigske læger i praksis i regionen.