Skip to main content

Fyn rundt på lægevagt

ET DØGN MED ... Det er ni år siden, at praktiserende læge i Odense Birgitte Ries Møller sidst kørte ud som vagtlæge. Men der er jo mangel, og desuden rasler regionerne med sablen – så efter et brush-up kursus tager hun en tørn på ny. Og elsker det.

Birgitte Ries Møller. Privat foto
Birgitte Ries Møller. Privat foto

Klaus Larsen kll@dadl.dk

23. maj 2016
4 min.

15.30 Jeg slipper lidt tidligt fra arbejdet i klinikken og skynder mig hjem, hvor taxaen skal hente mig.

16.00 Chaufføren hedder Christian. Han giver mig en introduktion til bilen. Der er meget nyt i forhold til tidligere. Jeg havde ellers lavet en ny lægevagtstaske, men her er nærmest alt: Kasse til kateterfastlæggelse, kasse til at fjerne pacemaker med, kasse til drop, sterile handsker, udstyr til småkirurgi. Fastmonteret pc ved bagsædet. Første tur går til et bosted, til en psykotisk mand.

16.40 Manden er klart psykotisk, men ikke farlig. Jeg har haft en snak med politiet undervejs med henblik på evt. tvangsindlæggelse. Personalet er nu ikke så bekymret. Jeg ender med at skrive en gul tvangsindlæggelse. Han vil blive hentet og indlagt i morgen.

17.30 Næste besøg gælder også en mand, der er ude i tovene. En flygtning fra Syrien, som er deprimeret og vil tage sit eget liv. Han har midlertidigt ophold og bor hos sin bror og hans kone. Efter et års venten er der opsparet en vældig frustration. Han har knust en rude for at skære i sig selv, men nu er han faldet ned igen og vil gerne have hjælp. Han lader sig indlægge frivilligt.

19.00 Næste tur er dukket op på skærmen. En gammel dame på Nordfyn har et tilstoppet nefrostomi-kateter. Hun har ikke ondt, og der er heller ikke feber, men sygeplejersken ville gerne have os ud. Da kvinden er upåvirket, vælger vi at se, om der alligevel kommer gang i det. Hvis ikke, kan hun blive indlagt i morgen.

Resten af vagten skal foregå i vagtkonsultationen på det gamle sygehus i Ringe. Der er et godt stykke vej, 68 km, og vi skal helst nå frem til klokken otte, hvor fem patienter er sat til.

20.10 Kommer en smule forsinket frem. Den første patient er en kvinde med skuldersmerter. Jeg undersøger hende grundigt, for hos kvinder med atypiske symptomer er vi meget opmærksomme på blodpropper. Men da Panodil havde virket på smerterne, og hun skal til egen læge i morgen, tør jeg efter undersøgelsen godt sende hende hjem.

20.25 En dreng med halsbetændelse, hævede kirtler og høj feber får penicillin. En ung, psykisk syg man har en byld. Hans far tror ikke, han vil tage til lægen i morgen, så den ordner vi her.

20.45 En mand med kendt tarmsygdom er frustreret over sin behandling i sundhedssystemet. Han har også et morfin-ønske, og det fremgår i øvrigt, at han har haft noget misbrug. Han bliver lidt vred over, at jeg ikke kan give ham morfika, men jeg kan hjælpe ham med en tid på specialambulatoriet i Odense i morgen. For han er jo reelt syg og er opereret for svær tarmsygdom.

20.50 Jeg kører ud til en mand, der har haft flere lungebetændelser i vinter. Nu er det galt igen. Han får penicillin og råd om at gå til egen læge og blive røntgenfotograferet og blive undersøgt for en evt. KOL.

22.00 Besøg hos en dame med sklerose og lungebetændelse. Hun ligger i sengen og har en hjælper. Der er vejrtrækningsproblemer, men hun er ikke akut påvirket. Hun får noget penicillin, og lidt vejledning til hjælperen. På vej hjem besøger vi endnu en ældre dame med lungebetændelse. Sønnen har kaldt os, fordi hun har ligget i sengen et par dage og har 38 i feber. Hun har det okay, men er lidt forvirret. Jeg vurderer, at hun kan blive i hjemmet med lidt penicillin og nogle ekstra besøg i hjemmet.

22.50 Vi kører hjem til Odense, mens jeg skriver dagens sidste notat. Det var en rolig vagt og en god oplevelse. Alt fungerede, og samarbejdet med chauffør, visitator, hjemmesygeplejersker og politi var i top. Nu er jeg bare færdig og går direkte i seng. Vi skal tidligt op for at gå en tur med hunden.