Fyrre år med psyke og soma

I hvilke rammer trives forskningen bedst? Dette spørgsmål er evigt aktuelt i den forskningspolitiske debat, både inden for og uden for forskningsmiljøerne. Mon årsagen er, at der faktisk ikke er noget enkelt svar? Måske er der ikke gjort tilstrækkeligt systematiske forsøg på at udlede generelle retningslinjer af de gjorte erfaringer i forskningsmiljøerne? Institut for Sygdomsforebyggelse fejrer i år fyrre års jubilæum, og ud over at markere det med symposier og fest var det måske en god anledning til at reflektere lidt over, hvad der har gjort det levedygtigt i de 40 år trods mange omskiftelser i værtsinstitutionen, og over hvad der skal til for at fortsætte.

I 1962 opstod instituttet som en lille selvstændig enhed ved navn Psykologisk Institut, huset af psykiatrisk afdeling på Kommunehospitalet. Initiativtagerne var overlæge Fini Schulsinger og den amerikanske psykolog, Sarnoff Mednick. For ti år siden blev instituttet officielt overdraget til Københavns Hospitalsvæsen, skiftede navn til Institut for Sygdomsforebyggelse (Institute of Preventive Medicine). Det blev administrativt underlagt Kommunehospitalet, fik forbedrede fysiske rammer og et basisbudget. Sammen med hospitalet overgik det til H:S i 1995 og rykkede administrativt over til Bispebjerg Hospital ved Kommunehospitalets lukning, men det forbliver på stedet som en del af et større Center for Sundhed og Samfund sammen med bla. institutter fra Københavns Universitet.

Instituttet har ikke og har aldrig haft andre opgaver end forskning, som iværksættes under samme frie forhold som på universitetsinstitutterne. Instituttets forskningsprofil har ikke decideret taget udgangspunkt i patienter indlagt på hospitalerne, men har primært drejet sig om forskning i, hvad der går forud for at raske bliver syge og måske til sidst må indlægges for eller dør af deres sygdom. At et hospitalsvæsen, hvis primære opgave er at tage vare på de syge, har plads til et sådant forskningsinstitut, er udtryk for ansvarlig varetagelse af den naturlige interesse i hospitalerne for det, der skaber deres opgaver, og for hvordan man måske kunne komme opgaverne i forkøbet. Samtidig er det en stor styrke for forebyggelsesforskningen at kunne trække direkte på den store lægefaglige kompetence, der ligger i de forskningsaktive hospitaler.

Som det fremgår af instituttes publikationsliste (ses på www.ipm.hosp.dk) har mange forskellige sygdomme og helbreds- og adfærdsproblemer været temaer for forskningen, i hele levetiden inden for det psykologiske og psykiatriske felt og de seneste 25 år i stigende grad også på det somatiske felt inklusive generel dødelighed. De valgte temaer er udsprunget af de hyppige og alvorlige folkesundhedsproblemer. I mange af projekterne har der ligget en erkendelse af, at helbredsproblemer meget ofte både har genetiske og miljømæssige årsager, og at afgørende miljømæssige påvirkninger meget vel kan være sket mange år før, problemerne når op til overfladen, måske allerede i fostertilstanden.

Svarende til disse problemstillinger har et afgørende træk ved forskningsmetoderne været det longitudinale undersøgelsesdesign, enten i højrisikogrupper eller i brede befolkningsgrupper. Projekterne har i vid udstrækning draget nytte af at kombinere historisk information fra diverse arkiver og registre med opfølgende undersøgelser, der giver mulighed for at undersøge sammenhænge mellem påvirkninger eller tilstande og senere sygdomme og andre helbredsproblemer over meget lange tidsspand, eventuelt over to generationer. De senere års muligheder for detaljeret analyse af de enkelte gener er også blevet inddraget i forskningen via samarbejde med molekyærgenetisk kompetente laboratorier. Kombination af disse muligheder med de allerede anvendte forskningsmetoder byder på store fordele. Denne udvikling vil uden tvivl fortsætte og forventeligt også inddrage de nye muligheder for at studere genernes funktion (functional genomics).

Instituttet har været fødselshjælper for dannelse af en enhed, Copenhagen Trial Unit, der skal fremme interventionsforskningen i form af kontrollerede randomiserede undersøgelser og systematisk gennemgang af deres resultater, inden for både forebyggelse og behandling. Enheden er nu selvstændig og knyttet til Det Nordiske Cochrane Center på Rigshopsitalet. Initiativet til etableringen havde som udgangspunkt en erkendelse af, at den sikreste måde at skaffe evidens for, at en given indsats har den forventede gavnlige virkning, opnås ved disse metoder, også for forebyggelsestiltag. På dette område må man dog ofte stille sig tilfreds med resultater af de af og til vanskeligt fortolkelige observerende undersøgelser. Der er ikke tvivl om, at der fortsat er brug for - hvor det er fremkommeligt - at styrke interventionsforskningen på forebyggelsesområdet.

Instituttet har været en identificerbar ramme om forskningen, men lige fra starten i 1962 har der været meget stor vægt på samarbejde udadtil, både nationalt og internationalt. De første mange år var langt hovedparten af projekterne dansk-amerikansk samarbejde, hovedsageligt finansieret fra National Institute of Health i USA, hvor de særlige muligheder for at udføre de longitudinale, befolkningsbaserede undersøgelser her i landet var drivende kraft. De senere år har de eksterne samarbejde omfattet EU-projekter og siden 1994 har instituttet været en del af Center for Epidemiologisk Grundforskning støttet af Danmarks Grundforskningsfond. Også i fremtiden vil instituttet søge dette stærkt kvalificerende eksterne samarbejde, såvel internationalt som nationalt, og ikke mindst med det kommende lokale center og i det nære kliniske miljø.