G-EPJ behøver ikke at koste sjælen

Nogle opfatter det som den traditionelle handel med Djævelen: Røg-sky, hul latter og en kratten af hov på hospitalsgangens linoleum:

»Nå, hvad ønsker du dig så, lille doktor?«

»Åh, jeg ville så gerne være fri for unødigt rutinearbejde og ventetid, og jeg ville ønske, at jeg hele tiden havde fuldt overblik over alle patienternes problemer«.

I afdelingernes reoler, i kæld-renes støvede flyttekasser, helt nede ved panelet bag lægekontorets skabe opløses patientjournaler, kardex, løse røntgenbilleder og ulæselige post-it-lapper. Samtidig materialiseres en flok små, fikse bærbare computere, hvor skærmen har blændet op for: den elektroniske patientjournal.

Lægen har taget sin kollega sygeplejersken under armen og danser en glædeshopsa, men Den Behornede har jo som altid en afskedsbemærkning: »Hrmm, der er lige det med prisen ...«

Lægens og sygeplejerskens sjæl? Det mener nogle læger og sygeplejersker, når de har kigget grundigt på den nationale model for grundstruktur i EPJ, G-EPJ (1), Sundhedsstyrelsen har meldt ud. For hvor bliver det personlige præg eller den »kunstneriske frihed« af, når journal- og kardexprosaen afløses af standardforløb og entydige diagnoser i stram, hierarkisk orden? Hvad med den dyrebare faglige stolthed? Skal man nu ikke mere betjene sig af årtiers, for ikke at sige århundreders møjsommeligt opbyggede faglige modeller og sprog?

Svarene er: Ja, det personlige præg forsvinder og nej, man kan ikke mere bevæge sig inden for egen faggruppes trygge rammer. Der er en pris for at slippe for dobbelt- eller tripelarbejdet, den molboagtige nedkratning af de samme basale journaloplysninger, som kollegaen optog for få timer siden, den langsommelige bladren i ustrukturerede løsblade med delvis ufor-ståelige notater.

Faust med succes

Der er imidlertid muligheder for at lege Faust - med mere eller mindre godt resultat.

For at starte med det sidste først: Man kan forsøge at snyde på vægten. Næsten alle somatiske sygehuse i Norge har et af tre elektroniske journalsystemer. Men der er stort set ikke pillet ved de kliniske arbejdsgange eller organisatoriske forhold. Der arbejdes med fri tekst, og papirjournalen opdateres parallelt med den elektroniske. Ifølge en undersøgelse offentliggjort i den norske lægeforenings tidsskrift (2) har det betydet, at EPJ i Norge bruges alt for lidt til at retfærdiggøre den store arbejdsindsats, systemerne kræver i indkøringsfasen. Kun godt halvdelen af lægerne bruger EPJ til at finde enkeltoplysninger frem eller få overblik over journalen; 16 ud af 23 funktioner bruges stort set ikke. Prisen er ikke betalt, men ønskerne er heller ikke opfyldt.

En mere lovende mulighed har man taget fat på i Roskilde Amt, hvor løsningen hedder: Prøv modellen på virkeligheden. I den lokale EPJ-enheds regi har læger og sygeplejersker ved sygehusene søgt at afklare, om modellen helt konkret er til at omsætte i klinisk praksis. Det er der kommet en masse nyttig viden ud af, som kan tjene til inspiration for andre.

Konklusionen var ja, modellen er ganske vist ambitiøs, men også seriøs og god. Seminaret affødte tillige en advarsel - eller måske rettere en opfordring: EPJ bliver til ingenting eller norske tilstande, hvis ikke alle landets læger og sygeplejersker involverer sig dybt i udviklingsprocessen ved at blive enige om diagnosebegrebet og andre klassifikationer og ved at etablere gensidig respekt og samarbejde.

Jamen hov, handler det ikke bare om at få nogle nye edb-programmer? Absolut nej, lyder svaret fra læge og projektchef Ivan Lund Pedersen fra EPJ-enheden i Roskilde.

Ned i modellen

»Alle havde jo læst om G-EPJ og fandt modellen indlysende rigtig. Men da vi begyndte vi diskutere de enkelte begreber, viste det sig hurtigt, at der var vidt forskellige opfattelser af det reelle indhold og mange spørgsmålstegn.

Modellens diagnose rækker jo eksempelvis længere end SKS. Det omfatter et hierarki af diagnoser, som hver især dokumenterer et enkelt af patientens problemer. Også de bløde og sociale. Det opfattes af mange som for bredt. Hvor lille skal et problem være for at udløse en diagnose? Hvem skal have adgang til at ændre i diagnosehierarkiet? Er det i det hele taget praktisk at klassificere så detaljeret, når SKS og DRG i forvejen kan opleves som besværligt eller misvisende. Også kulturelt viste der sig problemer. Hvad forstod lægerne for eksempel ved de ,diagnostiske overvejelser`, modellen arbejder med. Det var da nemt nok: Alt det, lægerne skrev i journalen. Hvad sygeplejerskerne skrev, gik man ikke så meget op i ...

Ved at forholde os meget konkret til delelementerne fandt vi ud af, at G-EPJ repræsenterer en fundamental faglig, organisatorisk og fagkulturel udfordring, som vi ikke kan overlade til andre at tage op. Og vi nåede frem til, at den proces må og skal gennemføres, før nye edb-systemer implementeres. Ellers får vi ikke redskaber, som virkelig rykker noget«.

EPJ-enheden anbefaler, at man overalt i landet prøver at indarbejde G-EPJ modellen nu for at indøve »ægte tværfaglighed, standardisering og uddelegering«.

»Vi skal være bevidste om, at EPJ forudsætter et paradigmeskifte«, siger Ivan Lund Pedersen.

»Omfanget vil vise sig, hvis man sætter forsøg i gang i mindre enheder med journalførings- og dokumentationsdisciplin på tværs af faggrupperne. Eksisterende arbejdsgange skal revurderes og optimale arbejdsgange beskrives. Den enkelte fagpersons dokumenterede overvejelser skal samles og analyseres for at stimulere både mono- og tværfaglig dialog og respekten for andre faggruppers arbejde. Resultaterne skal deles på tværs af alle fag og amtsgrænser. I første omgang koordinerer vi gerne indmeldinger fra kolleger overalt med henblik på i samarbejde med EPJ-observatoriet og Sundhedsstyrelsen, at få etableret et forum til udveksling af data og synspunkter«.

Ivan Lund Pedersen kan kontaktes på e-mail syilp@ra.dk. Rapporten fra seminaret i Roskilde indeholder en lang række detaljerede overvejelser om de udfordringer, G-EPJ repræsenterer. Den kan hentes på www.laegeforeningen.dk